Filmstudiet Blumhouse Productions – om du hader eller elsker dem – har opbygget et solidt omdømme indenfor gysergenren, med titler som Black Phone, Insidious, Oculus, Ouija, Firestarter (2022) og Paranormal Activity, for at nævne nogle få. Alene deres animerede logo er en hyldest til tidernes diverse gyser troper. Nyeste skud på stammen, her i slutspurtet af 2025, er dertil den længe ventede efterfølger til Scott Cawthons notoriske spil-univers om hjemsøgte robotter i et nedlagt pizzaria, den første af hvilken havde præmiere for to år siden.
Filmadaptionernes forbandelse
Gennem årtier florerede hvad der, i diverse omgangskredse, populært kaldtes “the videogame movie curse”, der gik ud på at man blandt fans af forskellige spil-serier, så en kedelig tendens til, at hvis et højtelsket spil endelig opnåede æren at blive samlet op til filmproduktion, var resultatet ofte en skamplet for spillets omdømme der, i fansnes øjne, langt fra levede op til navnet, og totalt misforstod hvad der gjorde spillet til noget særligt.
Nemme eksempler som stort set alt hvad tyske film producer Uwe Boll har lavet kan nævnes; heriblandt Alone in the Dark, Bloodrayne, Far Cry og House of the Dead, men også Paul. W. S. Anderson og hans kone Mila Jovovichs tag på den ikoniske Resident Evil-serie, en tragedie af cinematiske proportioner der fik lov at forløbe henover intet mindre end seks film, der strejfede mere og mere fra materialet de var baseret på. Tomb Raider med Alicia Vikander i rollen som en yngre Lara Croft, der ikke var meget bedre end de to film fra 00’erne med Angelina Jolie, og mere nyligt Uncharted, med Tom Holland i hovedrollen som Nathan Drake, som fans af spillene følte var dårligt castet, og Welcome to Raccoon City, det nyeste forsøg på at lave en Resident Evil film, der denne gang fløj for tæt på solen, og igen fuldstændigt missede pointen.
Vi (spil fansne) har altså gennem en længere periode følt at Hollywood ikke tog os seriøst – måske ligefrem holdt for nar – måske fordi at videospil generelt hos mange stadigvæk bærer en stigma af at “være for børn”, hvorfor flere studier ikke mener de behøver tage opgaven seriøst. Men i 2020 kom så en film fra Paramount, mange mente, var filmen der brød den onde cirkel. Denne film, var SEGAs Sonic the Hedgehog, og omend jeg indrømmet ikke selv var begejstret for den, sparkede dens foreløbigt to efterfølgere fuldstændigt benene væk under mig. I kølvandet på disse film, ser det i fleres øjne ud som om, med undtagelser, at spil-film endelig øjner en slags renessance, hvor studier, der har respekt for materialet, er begyndt at producere film vi kan være os selv bekendt.
Dette er dog modregnet animerede film som Super Mario Bros. Filmen, der ofte får gode anmeldelser, og live-action serier på Netflix som Resident Evil, Halo og The Witcher, som fortsat bliver licenseret ud til producere der “er ligeglade med materialet” og bare laver noget der kan tjene penge.
Spillet, der blev et fænomen
Julen 2023 kom som sagt den første film baseret på spiludvikler Scott Cawthons populære univers af hjemsøgte dukkerobotter, med geniet selv inde over produktionen, hvilket gav fansne mere ro i maven, da ovennævnte fejlskud fra diverse serier ofte er et resultat af studier uden kendskab til det/de pågældende spil, der så bare får et groft resumé af historien, og dernæst frie tøjler.
Five Nights at Freddy’s, der som spilserie voksede markant indenfor blot ét enkelt år, med intet mindre end fire spil under sit navn mellem august 2014 og juli 2015, hvilket i sig selv gik hen og blev lidt af en intern joke, handler i grove træk om at du som spiller har fået nyt job som nattevagt hos den titulære koncern, og fem nætter i træk – ofte med en sjette bonus nat – fra klokken 12 til 6 skal overleve en serie af løbske dyrerobotter der alle forsøger at komme dig til livs. Dette mens du kun sidder på dit kontor og bruger overvågningskameraer til at holde øje med dem, og med diverse hjælpemidler forsøge at hindre deres fremskridt.
I det første spil, som den første film trækker på, er al baggrundshistorie, såsom at robotterne ikke blot er løbske, men i virkeligheden er besatte af hævngerrige ånder af børn der blev bortført og dræbt under restaurantens højtid, og at en serie af lignende tragiske begivenheder med tilskadekomne børn i robotternes selskab som muligvis var starten på det hele, fortalt gennem båndoptagelser fra din suspekte arbejdsgiver, og senere hen, i senere spil hvor universet blev yderligere udvidet, fortalt gennem skjulte mini-spil og kryptiske koder, der opfordrede spillere verden over til at samarbejde for at udgrave og sammensætte det fulde billede.
YouTubere som Markiplier og MatPat skabte især omtale om spillene via deres respektive Let’s Plays og analyse videoer, og begge blev endda tilbudt gæsteoptrædener i filmen. MatPat som en tjener ved navn Ness, der leverer sit ikoniske slagord: “it’s just a theory”, og senere, i 2’eren, har stemmerolle som Toy Bonnie
Velkommen til FazBear’s Pizza!
At lave en film hvor gameplay’et næsten udelukkende drejer sig om at sidde i en stol og tjekke skærme, er måske ikke det mest sindsoprivende, så Five Nights at Freddy’s filmen (2023), bygger sin egen historie op, heldigvis med respekt for grundmaterialet, hvor vi følger Hunger Games berømthed Josh Hutcherson i rollen som Mike Schmidt, der grundet barndoms trauma hvor hans bror blev kidnappet, hvilket han gennem utallige tilvendende mareridt selv føler skyld i, bliver fyret fra sit job som centervagt efter et misforstået angreb på en forælder, og efterfølgende tager jobbet som nattevagt på den titulære familierestaurant.
Noget af tiden følger vi da, spillet tro, Mike mens han overvåger den nedlukkede facilitet og går sine runder, hvor det langsomt bliver mere og mere bekendt at noget ikke er som det skal være, og at Mikes skumle nye arbejdsgiver måske ikke har været helt ærlig om stillingens sande natur, mens vi i dagscenerne følger hans umage familieliv som værge for sin lillesøster Abby (Piper Rubio) på 10 år, som er en af filmuniversets nye karakterer, der snart kommer til at fungere som bindeled mellem Mike og de hjemsøgte animatroner, da filmen tydeligvis går efter en mere familievenlig tone, hvor animatronerne er misforståede venner frem for tankeløse mordere, alt imens Mike prøver at nå til bunds i mysteriet om restauranten og dens ejer, og komme over sit traume så han kan fokusere på sin familie.
Om man kan lide denne vinkel eller ej, er en smagssag. Nogle fans kritiserede filmen for ikke at være blodig nok, at den var for langsom til at ‘komme frem til det gode’ og vise robotterne frem, samt at den nyopdigtede historie om Mikes familieliv var unødvendig. Jeg mener dog at alle gode film netop tager sig god tid til at opbygge historien og stemningen – vise os hvad der er på spil og hvorfor vi skal investere os – før vi springer til hovedretten.
Det er jo igen ikke fordi der ikke var nok originalt materiale at trække på, selv fra det første spil, men én ting det første spil ikke gjorde var netop at give dybde til hovedpersonen.
Jo, Blumhouse kunne velsagtens have taget en side ud fra Nicolas Cages Willy’s Wonderland (2021) der fulgte et lignende præmis om en nattevagt i et hjemsøgt forlystelseshus, men gav os minimal viden om hovedfiguren, idet filmens fokus, ligesom en klassisk slasher-film, udelukkende lå i at se uheldige teenagere blive flået til blods af dyremaskotter.
Hjertet af historien
Personligt holder jeg dog af film der netop uddyber karaktererne og gør dem mere jordnære og relaterbare, hvilket gør handlingen mere følsom og troværdig, så disse mennesker ikke blot er foder for dræberrobotterne og publikums syge trang til at se blod, men at de faktisk har et liv og at vi ønsker at holde med dem og se dem vinde over robotterne, da det er den slags historier vi som mennesker vokser af og tager med os videre.
Jeg føler dertil, at de der udelukkende gik ind til den første Freddy film i håbet om ren slasher og en høj “kill count”, lige så meget har misforstået hvad spillene egentlig gik ud på. For andet end at handle om løbske robotter der er ude efter dit blod, handler de netop om at løse mysteriet om hvad der skete i pizzariet så robotterne kan få fred og børnenes sjæle blive lagt til hvile.
Under gameplay i spillene ser vi jo kun et lille udpluk af hvad der foregår om natten hvor Freddy og hans slæng er på krigsstien, hvor det i virkeligheden er i de hemmelige mini-spil, i nogle af hvilke vi bl.a spiller som de omtalte børn, at den “sande” handling udspiller sig. Havde Cawthon ikke været bag rettet af disse adaptioner, havde vi sikkert fået noget mere lig Cages version, men i og med at den oprindelige skaber selv står bag, i samarbejde med instruktør Emma Tammi, sætter jeg personligt min lid til at han ved hvad han laver, og at den mere humane historie han prøver at fortælle med filmene, er den sande essens af spillene.
Mareridtet fortsætter…!
Som det er tilfældet med alle gode gysere, er det aldrig helt overstået, da ondskaben altid lever videre i en eller anden form. Den første Freddy film sluttede ganske vidst med at den sindssyge restaurant ejer der stod bag mordene, fik hvad han fortjente, naturligvis ved hånden af sine egne skabninger, og at børnene dermed havde fået retfærdighed.
Men i William Aftons egne udødelige ord “Jeg vender altid tilbage”, går det et år senere løs igen, da det i 2’eren viser sig at restauranten hvor det hele udspillede sig, var en del af den nye FazBear-kæde, efter en tragedie i den oprindelige restaurant fik det sted til også at lukke ned.
Her var Freddy og vennerne lavet af plastik og dermed mere legetøjsagtige end de mere plyslignende robotter fra den første film, men de var ikke alene, da en anden dukke, Marionetten, der styrrede showet, var en del af opstillingen. I filmens indledning ser vi denne famøse ulykke udspille sig, idet en ung pige ved navn Charlotte, i forsøget på at redde et andet barn, bliver myrdet for øjnene af restaurantens gæster, og derved sværger hævn over de voksne der ignorerede hende i sin nød.
I nutiden, et år efter Mike og Abby undslap Williams forskruede restaurant, forvilder et hold uvidende unge spøgelsesjægere sig imidlertid ind på det gamle (originale) pizzarias grund, hvor de kommer til at slippe Marionetten løs, der derved yderligere vækker de gamle animatroner til live på et nyt hævntogt, hvortil de skal bruge Abby, der stadigvæk savner sine spøgelsesvenner, hvilket tvinger Mike til at rive op i gamle sår og slås mod onde robotter igen.
Frihed under ansvar
Ligesom med den første film, tager Five Nights at Freddy’s 2 udgangspunkt i et spil der, med et par unikke nye funktioner til at afværge animatronernes evige angreb, med undtagelser, udelukkende udspiller sig fra komforten af en kontorstol hvor din eneste opgave er at observere og overleve. Ligesom den første film, er friheder derfor blevet taget for at udvide og strække filmens historie, hvor vi bliver tættere knyttet til vores hovedpersoner i dagtimerne, mens nattetimerne byder på gys fra det hjemsøgte legetøj.
Selvom jeg synes jeg har et godt tag på spillets lore, ud fra hvad jeg har set og læst, vil jeg dog stadig ikke kalde mig hardcore fan af serien, i den forstand at hvorom jeg genkender alle figurerne og synes at Blumhouse igen har formået, med disse friheder i mente, at strikke et spændende og menneskeligt narrativ sammen, så er jeg sikker på at ‘rigtige’ fans kan påpege adskillige “fejl og mangler”.
Men som jeg også tidligere var inde på, gør det mig ikke personligt noget at en film adaption gør sig friheder og rykker rundt på diverse elementer – endda opfinder sine egne – så længe slutproduktet hænger sammen, fortæller en god historie og føles som om det respekterer grundmaterialet.
Jeg bliver som fan af en spilserie ikke vred hvis filmen ikke 100% følger i spillets fodspor. Jeg bliver derimod vred hvis filmen ikke gør sig umage i at fortælle et sammenhængende plot der passer til formatet … og hvis karaktererne ikke i det mindste ligner sig selv. Men her er Five Nights at Freddy’s (spillet) i den “heldige” situation at man aldrig ser nogen af menneske karaktererne, andet end i de pixelerede mini-spil, så filmene kan her tage sig yderligere friheder med hvordan de ser ud.
Dertil har jeg heller ikke noget imod originale karakterer som Abby, da hun er ekstremt sympatisk, ikke har teenager syndrom, og føles ægte i forhold til historien. Hun og hendes venskab med animatronerne er det, der binder handlingen sammen, da alle spillene – på overfladen – foregår uafhængigt af hinanden. Hver gang med en ny nattevagt i førersædet.
Uden Abby, der desperat søger sine gamle venner, havde Mike ingen grund haft til at blive involveret i mere robot drama, så hendes inklusion fungerer rigtig godt, selvom hendes naïve og til tider tankeløse handlinger kan virke dumdristige, for med hende skal man trods alt huske, at se filmen fra et barns impulsive perspektiv. Et barn, drevet af følelser, der intet ondt ser i robotterne, da hun ser bag om den morderiske forførte facade, og i stedet ser de børn der lider i efterlivet.
Mere Freddy, tak!
Med den viden jeg har om Freddy universet, vil jeg da vove den påstand, at Blumhouse Productions, producer Emma Tammi og forfatter Scott Cawthon har gjort et godt arbejde indenfor mediets rammer, og med begge FNaF film har formået at opbygge et overbevisende univers med velskreven dialog, stemningsfyldt musik, belysning og kameravinkler, og ikke mindst et godt cast af troværdige skuespillere, der gør at filmene appellerer til fans men samtidig også er let tilgængelige for det gængse publikum.
Jeg føler, med Five Nights at Freddy’s og de tidligere nævnte Sonic the Hedgehog film, selvom det selvfølgelig afhænger af studiet, at vi er trådt ind i en æra hvor videospilsfilm endelig er kommet i gode hænder, og får den respekt de fortjener, så man ikke længere behøver, ved de første annonceringer af en ny overspilning, at himle med øjnene og frygte det værste fra start.
Med det sagt, og efter at være blevet i salen til filmen var helt slut, følte jeg at den [Freddy 2] havde tjent sin værnepligt og leveret en fyldestgørende historie der fint (og yderst åbenlyst) lagde an til en 3’er, som jeg håber vi får om yderligere to års tid.
For jeg ønsker at se historien fortsætte, og se hvordan de [Blumhouse] næste gang inkorporerer elementer fra det tredje spil på en måde der giver mening på det store lærred, for jeg ønsker at se hvad der videre sker med Mike og Abby, og den lille skrøbelige familie de desperat prøver at holde sammen på.
Min bror, som jeg var inde og se filmen med, havde adskillige legitime forslag til ændringer, justeringer og tilføjelser, som jeg var enig med ham i alle ville have bidraget til et rigere og mere komplet narrativ … men samtidig holder jeg stadig på at filmen var alle tiders og mere end levede op til forfølgeren.
Skriv et svar