Spil og lær. Eller lad være.
Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at tilværelsen som vampyr kunne være så grusomt kedelig. Vampire Therapist bebyrder spilleren med et gameplay så overfladisk, repetitivt og inkonsekvent, at det får sine 15 timers indhold til at føles som et evigt liv i mørket. Hvis du gerne vil drænes for din vitale energi indtil du falder halvdød hen, så er Vampire Therapist lige noget for dig. I rollen som den blodsugende psykologaspirant, Samuel, flakser du en tur til Berlin for at lære af den store mester, Andromachos. Samuel mener selv at have identificeret tre problematiske tendenser blandt sine medvampyrer, som han mener, holder dem tilbage. Hans mission er at afhjælpe disse tilbage i hans hjemland, USA. Han får at vide af Dr. Andromachus, at hans psykoterapeutiske hjemmebryg er valid. Han har fundet frem til tre kognitive forvrængninger. Spillet drager sin psykologiske teori fra den virkelige verdens ”cognitive behavioral therapy”, selvom nogle termer er omdøbt til at matche temaet, så ”Polarized Thinking” bliver til ”Nosferatu Thinking”.
Beretninger uden bid i
Efter en tilpas pædagogisk gennemgang af den første håndfuld forvrængninger, bliver man kastet ud i sin første enetime med en patient. Samuel er intimideret ved det hurtige fremskridt fra teori til praksis, men det er der absolut ingen grund til. Han, og spilleren, bliver nemlig holdt i hånden hele vejen af den erfarne Andromachos. Ind flyver en vampyr med problemer af den ene eller den anden art. Man lytter til dem fortælle, hvad der ligger dem på sinde, og Samuel svarer i forudbestemte vendinger. Meningen er, at dette skal give kontekst til patientens sindstilstand og velsagtens agere underholdning. Det er bare ikke særlig underholdende. Der er morsomme momenter, ja, men de er for sjældne til at give blod på tanden, hvad historien angår. Stemmeskuespillet er overbevisende og levende leveret af alle karakterer man møder, men med så begrænset et manuskript er der ikke meget for de udmærkede skuespillere at arbejde med.
Et spil med intet på spil
Først efter fem-seks udtalelser fra patienten, kommer de med en sætning, der indeholder en kognitiv forvrængning. Her skal man så vælge mellem fem valgmuligheder, hvilken forvrængning det er. Gætter man rigtigt, forsætter samtalen med forudbestemte replikker indtil næste forvrængning. Gætter man forkert, får man bare en chance til. Og, hvis det går galt, en chance mere. I uendelighed. Tak, Andromachos.
Efter et par patienter opdagede jeg, at jeg sagtens kunne springe henover samtalerne og stadig svare rigtigt. Og når jeg ikke gjorde, var det også ligegyldigt. Ligesom hele spillet føles: Ligegyldigt. Den blodsugende del fylder, som ventet, forsvindende lidt. Spillet er i sin grundessens en psykoterapisimulator. Desværre en særdeles primitiv en af slagsen. Der er dog også en slags mikrospil, man bliver påtvunget, hvor man skal trykke på en knap på det rigtige tidspunkt for at suge blod fra nogen eller meditere selv. Ikke ligefrem blod-ravet fra Blade.
Pointen
Vampire Therapist’s store synd er dens ikkeeksisterende spiller-agens. Der er kun få og overfladiske beslutninger at træffe, og der er både bander på og sikkerhedsnet under hele vejen. Du kan ikke fucke det op, og det gør det allerhelvedes kedeligt. Det manga-agtige visuelle design er pænt nok, men det er ikke anime. Er ikke animeret. Er dødt i stil med de vampyrer det portrætterer. Den eneste funktion, jeg kan forstille mig for dette spil, er som en slags indlæringsredskab for helt spæde begyndere inden for psykologi. Fagligheden er i orden, så vidt jeg kan vurdere. Men hvor mange af os vælger et spil for sin faglighed?
Karakter 2/10
-Af Shyama Johnson
