Japanske tegnefilm i de danske biografer er, oppe imod de store amerikanske Hollywood-produktioner, en mangelvare – og især de, der faktisk bliver stemmelagt på dansk, af hensyn til det yngre publikum som disse film, trods deres ofte underliggende tunge emner, skal forestille at appellere til.
Ser man japansk animation på plakaten er det som oftest det nyeste mesterværk fra Studio Ghiblis Hayao Miyazaki – den japanske Walt Disney – som forrige års Drengen og Hejren, eller film som Blue Lock: Episode Nagi, Spy x Family: Code White, Demon Hunter: Infinity Castle, og Haikyuu!! The Dumpster Battle, der enten agerer spin-off til deres respektive serie eller som sæsonafslutning. Altså serier, der allerede har en etableret fanskare at trække på.
Alligevel sniger der sig nogle gange afvigere ind på lærredet, i form af smukke og ambitiøse enkeltstående film, der hverken har rødder hos Ghibli eller er bundet til en serie; såsom Sunao Katabuchis “In This Corner of the World” (2016), Mari Okadas “Maquia: When the Promised Flower Blooms” (2018), og mere kendte værker som Makoto Shinkais “Your Name” (2016) og “Weathering With You” (2019), samt Naoko Yamadas “A Silent Voice” (2016).
I samme støbeske handler denne anmeldelse om en film, der er helt nede på jorden, men har et kæmpe hjerte, i det vi følger den titulære piges daglige skoleliv, i perioden ved Japans deltagelse i 2. verdenskrig, og hvordan denne grusomme virkeligheds langsomme men uundgåelige indtagen udfordrer hendes uskyldige barnesyn.
Lille pige, stort hjerte
Udover ovennævnte drama, som lurer i baggrunden men først bliver en reel del af narrativet ⅔ dele inde i filmen, handler den, baseret på bogen og biografien af samme navn og instrueret af Shinnosuke Yakuwa, om pigen Tetsuko Kuroyanagi, der går under kælenavnet Totto-Chan, og hvordan hun grundet hyperaktiv og uregerlig adfærd blive udmeldt fra sin folkeskole, for så i stedet at indfinde sig på en helt særlig skole for børn som hende, der har brug for lidt mere benplads og højere til loftet.
Her møder hun den flinke rektor, der fuldt ud understøtter hendes adfærd, i det han ikke ser hende som et problembarn, men blot en ung pige med høj energi, og hun bliver da hurtigt glad for hans skole, der fokuserer mere på sociale aktiviteter i utraditionelle omgivelser, som dans, sommerbadning og fri leg, end udelukkende kedelig tavleundervisning.
Her møder hun også drengen Sosaku Kobayashi, der lider af børnelammelse (benævnt i traileren, men i filmen “censureret” som polio). Hun bliver hurtigt venner med den jævnaldrende læseglade knægt, og en del af filmens fokus ligger da på deres blomstrende samvær, og hvordan Totto-Chan gør hvad hun kan for at få drengen, der grundet sin sygdom har opgivet fysiske aktiviteter og fortrængt sig ind i sin bog verden, til at indse, at han sagtens stadig kan deltage og være en fuldgyldig del af klassen.
Små bider af hverdagen
Filmen er dertil en “slice-of-life”, hvor Totto-Chans liv på skolen og hjemme er fortalt i små inkrementer af scener der ikke altid umiddelbart lader til at hænge sammen i det store billede, som om den ses fra perspektivet af et barn der netop lever i nuet og ikke bekymrer sig om en større sammehæng, hvilket undervejs kan lede til en undren for om filmen overhovedet har et traditionelt plot eller spændingskurve, eller en historier der fører nogen vegne.
Og omend det måske kan diskuteres hvor vigtige hver af disse enkeltstående scener er, og hvorvidt de bidrager til det overordnede narrativ, så er de aldrig i sig selv uden en pointe eller morale. Som fx da Totto-Chan taber sin pung i skolens toilet og bruger hele resten af dagen på – smurt ind i fækalier – at fiske den op igen, dog uden held, hvortil hun muntert ytrer at “det gør ikke noget, for jeg gjorde et godt forsøg”.
En verden af had, én piges kærlighed
Ligesom et barns liv og verdensblik der forekommer fragmenteret og fortalt i små let spiselige og umiddelbart urelaterede bider, kan man i samme vending sige, efterhånden som handlingen spidser til og krigen nærmer sig, at Totto-Chan tvinges til at “blive voksen”, hvorved handlingen derfra også bliver mere strømlinet.
Efterhånden som krigens grumme hverdag trænger sig på og Totto-Chan bliver præsenteret for gyselige billeder af tilbagevendte soldater, intet barn burde opleve, hepper man som seer på, at dette ikke er endnu en film der handler om at miste barndommens uskyld, men at Totto-Chan, selvom hun bliver udsat for disse udfordrende oplevelser, ikke glemmer ‘sig selv’, selvom hendes pastelfarvede verden sløres.
Som seer sad jeg nemlig selv med en knude i maven, især ved ét bestemt vendepunkt i historien, hvor hun oplever et stort tab, og det føltes som om, at netop hendes optimisme var det eneste lyspunkt tilbage i denne ubarmhjertige verden, og at alt resterende håb ville være tabt, hvis også hun knækkede.
Det smukke, i det menneskelige
Flere af disse japanske tegnefilm; Totto-Chan og In This Corner of the World, der er baseret på erindringer og selvbiografier, holder af at fortælle bittersøde historier om almene menneskers liv før, under og efter anden verdenskrig, frem for at fokusere på selve det militære.
Det smukke ved Totto-Chan er netop, at filmen, med en barnlig farvepalet, kigger på denne periode og effekterne deraf, gennem et barns uskyldige øjne, igen, uden helt at miste denne glød, selv når mareridtet vågner efter filmens indledende tomgang, og de tungere emner præsenteres.
Dermed en klar anbefaling herfra, hvis man er til helt igennem smuk simplistisk animation, og holder af en god barnlig slice-of-life, der senere ikke er bleg for at udvikle sig til noget mere alvorligt.
Det er netop film som denne, der især udfordrer unge seere indenfor kontrollerede rammer, i stedet for at pakke vores børn ind i bomuld og vat. Det er en film der opmuntrer til at holde hovedet oppe og fokusere på håbet, mennesket og det smukke i verden, selv når vi møder både personlig og global modgang.
Skriv et svar