Anmeldelse: Cthulhu: The Cosmic Abyss  

Der er få forfattere, hvis arv er blevet adapteret så flittigt – og så inkonsekvent – som H.P. Lovecraft. I snart et århundrede har hans kosmiske rædselsunivers inspireret film, litteratur, rollespil og ikke mindst videospil. Og igen og igen støder man på det samme grundlæggende problem: Lovecrafts rædsel er ikke handlingsbåret, men erkendelsesbåret. Den er ikke funderet i konfrontationen, men i angsten for det, der aldrig helt viser sig. I et medie, der traditionelt belønner handling, mestring og kontrollen over systemer, bliver dette et næsten paradoksalt udgangspunkt. 

De bedste – eller i hvert fald mest interessante – Lovecraft-inspirerede spil har derfor ofte været dem, der enten har omgået problemstillingen kreativt (Sunless Sea, Darkwood) eller bevidst har ladet spillerens magtesløshed stå i centrum (Amnesia: The Dark Descent). Omvendt har mange titler fejlet ved at forfalde til direkte action. Det er forskellen på Alien og Aliens: hvor den ene er opbygget omkring det usete, det klaustrofobiske og det uforståelige, vælger den anden at give publikum våben, svar – og dermed også en form for sikkerhed. I Lovecrafts univers findes der i sagens natur ingen “silver lining”. 

Det er på denne baggrund, at Cthulhu: The Cosmic Abyss fortjener at blive taget alvorligt – for spillet forstår faktisk denne problematik. Langt hen ad vejen undgår det bevidst den gængse fælde og præsenterer sig i stedet som et lavmælt, undersøgende adventure-spil, der langsomt lader uhyggen sive ind som en erkendelse snarere end et chok. 

Detektivarbejde i kosmisk mørke. 

The Cosmic Abyss smider spilleren direkte ind i en fremmed og gradvist mere foruroligende setting. Her er ingen overeksponeret tutorial, ingen pile der råber “gå herhen”. I stedet tvinges man til at orientere sig i et miljø, der langsomt afslører sig gennem noter, optagelser og efterladte fragmenter af menneskelig aktivitet. Det er klassisk Lovecraft: sporene efter andre, der allerede har set for meget. 

Spillets kerne består i detektivarbejde. Ikke i traditionel “peg-på-genstanden”-forstand, men gennem aktiv analyse af genstande, miljø og sammenhænge. En central mekanik er brugen af sonar, som ikke blot fungerer som et navigationsværktøj, men også som en slags erkendelsesfilter: Man leder ikke efter løsninger, men efter mønstre – efter noget, der minder om noget andet. Det eksemplificeres tidligt i spillet, hvor man skal finde specifikke former for sten ved at analysere deres egenskaber og opspore lignende strukturer i omgivelserne. Det er et enkelt, men effektivt greb, der forankrer spillerens handlinger i observation frem for reaktion. 

Her rammer spillet noget essentielt. Lovecrafts rædsel opstår netop i tensionen mellem det sete og det uforståede, og The Cosmic Abyss formår i sine bedste øjeblikke at lade spilleren føle sig oprigtigt på bar bund. Ikke fordi reglerne er uklare, men fordi svarene simpelthen ikke ligger lige for. Det er en sjælden kvalitet i moderne spil, der alt for ofte har travlt med at forklare sig selv. 

En kamp mod interface og intention.

Desværre modarbejdes dette fine fundament konstant af spillets tekniske og ergonomiske valg. Hele layoutet – fra puzzles til menusystemer – føles umiskendeligt designet til mus og tastatur. Med controller bliver oplevelsen hurtigt tung og besværlig. Dette er særligt udtalt i spillets såkaldte “mind palace”, hvor man forventes at kombinere spor og data på en måde, der burde føles intuitiv, men i praksis bliver unødigt træg. 

Problemet fortsætter i selve udforskningen. Mange opgaver kræver, at man samler små genstande op fra omgivelser, som ofte falder visuelt sammen med baggrundene. At navigere kameraet præcist nok til at interagere med disse objekter bliver jævnligt en kamp mod kontrollen snarere end en del af spillets udfordring. Inventory-systemet – der tillader op til fire genstande ad gangen – er ligeledes klodset. Når man skal af med tingene igen, kræver det ofte ekstremt præcis placering, hvilket fører til situationer, der føles mere komiske end kosmisk rædselsvækkende. At rende panisk rundt med en potteplante, man ikke kan sætte fra sig, er næppe den slags eksistentiel angst, Lovecraft havde i tankerne. 

Isolation som styrke. 

Spillets valg af setting er dog en klar styrke. At placere handlingen i 2053 føles som en vellykket modernisering af Lovecrafts univers snarere end et stilbrud. Fremtiden her er ikke prangende eller teknologisk triumferende, men klinisk, ensom og præget af menneskelig hybris. At store dele af spillet foregår dybt under havets overflade, er et greb så oplagt, at det næsten er mærkeligt, hvor sjældent det udnyttes effektivt. 

Havet er i forvejen et af de mest Lovecraft’ske rum, vi kender: Uudgrundeligt, fjendtligt og fundamentalt ligeglad med menneskelig eksistens. Hernede er der ingen illusion om kontrol. Isolationen, mørket og fornemmelsen af at befinde sig i et rum, der aldrig var tiltænkt os, bidrager stærkt til spillets mest stemningsfulde øjeblikke. I disse passager forstår The Cosmic Abyss præcis, hvordan kosmisk rædsel fungerer; ikke gennem chok, men gennem perspektiv. 

En historie skrevet i kendte runer. 

Fortællingen i sig selv er dog relativt forudsigelig. Den følger langt hen ad vejen Lovecraft-manualen punkt for punkt: hemmelige kulter, fragmenteret viden, antydninger om ældgamle væsener og den uundgåelige erkendelse af menneskets ubetydelighed. For kendere af genren byder historien derfor på få egentlige overraskelser. 

Til gengæld er eksekveringen kompetent. Spillet er tydeligvis skrevet af folk med respekt for forlægget, og der er et væld af velplacerede nik til både Lovecrafts egne værker og senere fortolkninger af mythos den. Det føles ikke som fanservice, men som en bevidst indskrivning i en fælles litterær tradition. Som med Call of Cthulhu: Dark Corners of the Earth eller The Sinking City lever spillet mere på atmosfæren og verdenen end på sit plot. 

Korruption og konsekvens. 

Et af spillets mere interessante systemer er dets korruptionsmekanik. Gennem kernebeslutninger påvirkes hovedpersonens mentale tilstand, markeret som høj eller lav korruption – et mål for, hvor dybt man er blevet påvirket af de gamle guder. Dette system munder ud i to forskellige slutninger samt alternative løsningsmuligheder på visse større puzzles. 

I praksis er forskellene dog mere funktionelle end dramatiske. Valgene føles sjældent moralsk tunge, og konsekvenserne manifesterer sig mere som variation end som egentlige forgreninger. Det er et system med potentiale, men uden den psykologiske tyngde, man kunne have ønsket sig. 

Pres uden fare. 

En interessant designbeslutning er fraværet af spam-saving. Spillet gemmer selv kun ved bestemte punkter, hvilket skaber en konstant underliggende følelse af pres. Det er et greb, der klæder oplevelsen og giver selv trivielle handlinger en vis vægt. 

Men paradokset er, at der reelt er meget lidt, der truer dig. The Cosmic Abyss er ikke et survival horror-spil. Der er ingen vedvarende fjender, ingen permanent risiko for død. Spillets stress kommer ikke af fare, men af usikkerhed – hvilket i teorien er meget Lovecraft’sk, men i praksis også kan føles en smule tandløst. 

Denne diskrepans bliver særligt tydelig i spillets dialogsystem. Visse samtaler giver mulighed for tidsbegrænsede svar, som afhænger af præcis positionering i forhold til den talende karakter. Det er et besynderligt system, der sjældent fungerer efter hensigten og ofte ender med at afbryde dialogflowet snarere end at intensivere det. 

Når erkendelsen rammer. 

På trods af disse problemer er spillets puzzles generelt velfungerende. De kan føles kryptiske i første omgang, men har næsten altid en indbygget logik, der giver mening i retrospekt. Det er den type problemløsning, der belønner opmærksomhed frem for refleks. 

Måske er det netop her, The Cosmic Abyss siger mest om moderne spildesign. Vi er blevet så vant til, at spil guider os mod næste handling, at det næsten føles fremmed pludselig selv at skulle tænke: “Jeg har udskiftet røret. Måske skal pumpesystemet genstartes.” Når dette går op for én, opstår der et sjældent tilfredsstillende øjeblik af erkendelse. 

Et halvt skridt ind i afgrunden. 

Cthulhu: The Cosmic Abyss er således et spil fuld af gode intentioner og flere stærke øjeblikke. Det forstår Lovecrafts grundidé bedre end de fleste og tør lade stemning og langsom erkendelse bære oplevelsen. Samtidig holdes det konstant tilbage af kluntet styring, ujævnt interface og systemer, der aldrig helt får lov til at udfolde deres potentiale. 

Som Lovecraft-inspireret spil er det ambitiøst og respektfuldt. Som spiloplevelse er det ujævn og til tider frustrerende. Resultatet er en titel, der gerne vil kigge ned i den kosmiske afgrund – men som kun tager et halvt skridt, før den mister fodfæstet. 

Karakter: 6/10