-af Alan Vittarp
Da Star Wars Outlaws blev annonceret, vakte det straks opsigt. Idéen var dragende: et åbent verdensspil i Star Wars-universet, hvor man ikke var bundet af jediernes eller sith’ernes evige kamp mellem lys og mørke.
I stedet skulle spilleren følge Kay Vess, en småkriminel opportunist med charme, men også desperation i sit hjerte. Kay repræsenterer den slags karakter, vi ofte har set i periferien af filmene – smuglere, lejesvende, overlevere – men sjældent som centrum i en stor fortælling.
På papiret havde Ubisoft fat i noget særligt. Spillet kombinerer tredjepersons blasterkampe, snigende stealth-sekvenser og hæsblæsende rumskibsdyster. Tanken var at skabe en oplevelse, hvor spilleren hele tiden kunne veksle mellem forskellige tilgange og dermed føle, at man reelt levede livet som en “outlaw” i en galakse, hvor loven er lige så porøs som en stormtroopers sigteevne.
Tomheden bag facaden
Problemet viste sig hurtigt, da spillet udkom i 2024 til PC, Xbox og PlayStation. Universet så rigtigt nok imponerende ud på overfladen. Man kunne rejse mellem ikoniske planeter og udforske både beskidte kantiner, støvede ørkenbyer og luksuriøse metropoler. Men hvor omgivelserne lignede Star Wars, manglede de sjæl. Spillere opdagede hurtigt, at de store åbne områder føltes tomme og uden den form for dynamik, der gør en verden levende. NPC’er stod ofte og gentog sig selv, sideopgaverne var sjældent andet end fyld, og de valg, spillet tilbød, havde minimal reel konsekvens.
Historien selv bevægede sig forudsigeligt fra mission til mission uden de narrative ta, der kunne gøre Kay Vess til en ikonisk figur i franchisens lange galleri af helte og skurke. Hun forblev flad, uden nævneværdig udvikling, og selv hendes ledsager, den nuttede væsen Nix, blev aldrig mere end et praktisk gameplay-værktøj. Det er en skam, for ambitionen om at fortælle en historie om en karakter i Star Wars’ gråzoner var i sig selv et frisk pust.
Halvbagte systemer
Ubisofts ambitioner om at favne bredt viste sig at være en styrke på papiret, men en svaghed i praksis. Blasterkampene fungerer ganske solidt: de er tempofyldte, og skudduellerne kan være tilfredsstillende, især når man bruger miljøet taktisk. Rumskibskampene er ligeledes kompetente, med sekvenser der kan give fornemmelsen af filmisk spænding.
Men stealth-delen fremstår nærmest ufærdig. Fjendernes kunstige intelligens er primitiv, og udfordringen reduceres hurtigt til gentagne rutiner. Hvor man kunne have håbet på en snigende tilgang, der tilføjede spænding og variation, føles stealth snarere som et appendiks, der er med for at give illusionen af valgfrihed. Resultatet er et spil, der spreder sig over mange genrer uden at mestre nogen af dem fuldt ud.
Den tekniske genopstandelse
Efter en problemfyldt lancering forsøgte Ubisoft at rette op med en stor opdatering, der stabiliserede gameplayet. Men på det tidspunkt havde mange allerede mistet interessen. Branchen bevæger sig hurtigt, og få har tålmodighed til at vente på, at et ufærdigt produkt når sit potentiale.
Det er her, Switch2-versionen bliver interessant. Gold Edition samler alt: de store patches, DLC-indhold og selvfølgelig hovedspillet i sin mest polerede form. Og teknisk set er det en åbenbaring. På Switch2 fungerer spillet uden de problemer, der plagede lanceringen.
I håndholdt tilstand kører det flydende med skarp opløsning og levende farver, der gør det til en fornøjelse at tage universet med på farten. I hub-mode leverer spillet store, detaljerede miljøer med fornem belysning og atmosfære. Indlæsningstiderne er korte, overgangen mellem rum og land er gnidningsfri, og lydsiden – der spiller på ikoniske Star Wars-toner uden at blive en pastiche – folder sig ud med en fylde, som matcher oplevelsen.
Perspektivet: Symptomet på en branche. Men spørgsmålet hænger stadig i luften: er det for sent? For mange er Star Wars Outlaws allerede dømt ude. Dets skæve lancering står som et eksempel på en uheldig tendens i AAA-industrien: Spil sendes på markedet, før de er klar, og først måneder senere – når patch på patch er udgivet – kan de opleves, som de burde. For udviklere er håbet, at spillere tilgiver og vender tilbage. For mange fans er tålmodigheden dog opbrugt. Det stiller også et principielt spørgsmål: Hvor meget kan teknisk polering egentlig redde et spil, hvis kernen føles hul? Outlaws’ største problem er ikke længere stabilitet eller performance, men at indholdet under den smukke overflade aldrig bliver mindeværdigt. Historien savner dybde, karaktererne savner udvikling, og sideindholdet savner betydning. Når man lukker maskinen, er der intet, der bliver hængende i hukommelsen – ingen missioner, figurer eller øjeblikke, der brænder sig fast.
Konklusion
Star Wars Outlaws – Gold Edition til Nintendo Switch 2 er uden tvivl den bedste version af spillet. Det er teknisk stærkt, smukt at se på og langt om længe stabilt. For fans, der ventede, er dette muligheden for at opleve Outlaws i sin mest komplette form.
Men det ændrer ikke ved, at spillets hjerte banker svagt. Den polerede facade kan ikke skjule, at fortællingen er uengagerende, hovedpersonen uinteressant, stealth-systemet halvfærdigt og sideindholdet forglemmeligt. Switch2-versionen viser, hvad spillet kunne have været – men også hvor langt det er fra det spil, det burde være.
For hardcore Star Wars-fans er der stadig nok at hente her til at nyde en tur gennem galaksens skygger. Men som spil betragtet er Outlaws mere et eksempel på branchens udfordringer end et mindeværdigt højdepunkt.
Karakter: 7/10