Filmanmeldelse: Iron Lung – YouTuber Markipliers spillefilmsdebut over det anmelderrost indie-hit

Jeg har ikke fulgt YouTuber Markiplier (Mark Edward Fischbach) i et varmt minut, så omend jeg havde set plakaten til Iron Lung og kendte til spillet fra andre kilder, var det rent tilfældigt at jeg lærte at the man himself var hovedrolleindehaver i denne kosmiske gyser, baseret på spillet af samme navn.

Passionsprojekt vs Hollywood

Film baseret på computer- og videospil er generelt meget blandende, da mange bliver lavet af Hollywood der for det første har en bundlinje de skal dække og derfor først og fremmest fokuserer på at lave en let forståelig film der kan ses af det gængse publikum, og dertil sjældent ender med at producere en film der forbliver loyal overfor grundmaterialet.

Få nylige undtagelser er Jeff Fowlers Sonic the Hedgehog film, der dufter langt væk af kærlighed og respekt til både fans af serien, og de spil, filmene er baseret på, med computeranimerede figurer der ligner sig selv samt bibeholder deres velkendte karaktertræk, og historier der, omend en sammenblanding af forskellige spil, føles sammenhængende på en måde der giver mening indenfor filmenes univers, hvor man som fan er nødt til at give lidt snor og sige ”det er jo en film, så visse omrokeringer er nødvendige”.

Et andet eksempel er Emma Tammis Five Nights at Freddy’s film der, til trods for delte vande mellem fans og kritikere, ligeledes er blevet lavet med kærlighed til førstnævnte, hvor friheder er blevet taget for at tage et spil der udelukkende foregår bag en skærm, og få det til at fungere som spillefilm. For mere om dem, henviser vi til vores anmeldelse fra december.

Det KAN med andre ord lade sig gøre at konvertere film til spil, hvis de rette folk er bag rettet, der tillader sig selv at holde ret kurs, og respektere den licens de er blevet givet. Derfor følte jeg mig også i trygge hænder hos Mark, der gennem sin voksende YouTube karriere har opbygget et omdømme indenfor ‘let’s plays’ af diverse indie horror spil – altså gyserspil lavet af små uafhængige udviklere. Heriblandt det titulære Iron Lung, lavet af solo udvikler David Szymanski, der nu i år har set sin konvertering til storskærm som Marks første spillefilm i rollen som både hovedperson og instruktør, med en gæsteoptræden fra skaberen selv der, ligesom med Freddy, også har været inde over filmens produktion, hvilket altid er et godt tegn, da ingen nærer større kærlighed til succesen af et projekt, end dets originale skaber.

Ingen grund til bekymring

Som en der ikke selv havde spillet Iron Lung, men var spændt på at se Mark på storskærm, kendte jeg derfor heller intet til historien, andet end hvad jeg havde skimmet om en dømt der i ubåd sænkes ned i et hav af blod på en fremmed måne for at tage billeder af hvad end han finder, der efter en mystisk begivenhed kendt som ”The Silent Rapture” som har udslettet det meste af menneskeheden, kan være nøglen til at frelse resten af menneskeheden.

Min ene frygt var dog at jeg måske ikke ville kunne tage Mark seriøst og se bag hans karriere som goofy YouTuber, nu i denne nye rolle som en anspændt afsoner, og at filmen, der ikke er lavet med et stort studie bag sig og dertil er selvfinansieret, ville føles amatøragtig. Jeg frygtede også, selvom det er set før, at en film der kun foregår inde i ét rum i en ubåd, hurtigt ville blive kedelig, og at dens 2 timer lange spilletid ville føles uendelig.

Alle disse bekymringer blev dog lagt til hvile efterhånden som handlingen skred frem, hvor Mark udviste stort potentiale og evner som skuespiller, samtidig med at der, netop grundet filmens begrænsede råderum, var blevet storkælet for kameravinkler, æstetik og klipning. Vi ser for eksempel mange gange kameraet fokusere på Marks instrumentbræt med flakkende neongrønne tal og en uregerlig kompasnål – da hans eneste vindue udadtil er en røntgen scanner i den anden ende af lokalet som han hele tiden skal bruge til at kortlægge det blodige underdynd og tage noter – men hver gang ser vi dette fra en ny vinkel så det aldrig føles som om de samme klip blot er blevet genbrugt for at spare.

Jo, måske kunne filmen have været 20 minutter kortere. Nogle kritikere har endda foreslået at det burde have været en kortfilm på en halv time, da spillet kun tager cirka 45 minutter hvis du ved hvad du laver … men med hvad filmen formår at fremlægge af solidt narrativ og stemning, gør længden mig ikke det mindste. Tværtimod synes jeg det er flot at den evner at holde dig fast i spænding så længe som den gør.

Prikken over i’et

En stor ros skal også gå til lydholdet, da filmen hele vejen igennem underbygges af et solid lydspor, der med sin knirken og knagen – lyden af en blikdåse af en ubåd der er klar til at gå fra hinanden – leverer en tyk atmosfære der yderligere iscenesætter den isolerede følelse og påmindelse om at være alene i mørket som filmen prøver at sælge.

Mark formår dertil fint at tage et spil med en stum hovedperson, og udskifte denne med en der har håb og drømme og ønsker, og er meget åben omkring disse, hvilket tilføjer et element af menneskelighed, der gør at vi som passive tilskuere der (modsat spillet) ikke har en direkte indflydelse på hans skæbne, føler med ham, mærker hans oprigtighed, og ønsker at se ham overleve trods hans forbrydelser.

En lille kritik kunne være at Marks ansigt og påklædning, de få gange vi ser ham i fuldt lys, godt kan virke ”for rent”, som om det netop blot er et rollespilskostume, og ikke gennemsvedte blodige gavanker der er en del af filmens univers. Dette er dog et mindre nitpick sat op imod alt hvad filmen ellers gør rigtigt.

At forstå sit medie

En anden fejl mange filmkonverteringer derudover begår, er at film baseret på spil ofte kommer til at ”føles” som spil, hvilket ikke er meningen. Den nye ”Return to Silent Hill”, baseret på Konamis anmelderroste videospil ”Silent Hill 2” fra 2002 – en serie der om noget er kendt for sine alvorlige emner og ikke mindst subtile og underforståede historiefortælling, der lever og dør på symbolisme der ikke forærer spilleren alle svarene – blev haglet ned af fans og kritikere for at føles for useriøs og ”videospilsagtig”. Her forstår Mark det medie han arbejder med, idet Iron Lung gennemgribende føles som en episk spændingstriller, hvor de mere videospilsagtige elementer, såsom netop beregningerne og røntgenscanneren, bruges på en måde så historien flyder og det ikke føles som et spil.

Handlingen var generelt heller ikke svær at følge, da Mark regelmæssigt opdateres af folk fra overfladen via højtaler, og filmens subtile ”show, don’t tell” opsætning af Mark der vandrer frem og tilbage og tegner koordinater mens han snakker med sig selv, ligeledes gør det nemt for den observante seer at holde fingeren på pulsen når han gør en opdagelse der flytter målstregen. Min eneste bekymring var her, at det til tider – mest i starten – føltes som om filmen en gang imellem gik lidt i stå, hvilket igen skubbede til min frygt for om en film om en mand der gentagne gange trykker på en røntgenknap, kunne bære sig selv hele vejen, men den kom hurtigt i gang igen, og cirka to tredjedele inde begyndte spændingen for alvor at tage til, uden igen at give slip.

Med det sagt, forstår filmen også at holde kortene tæt til kroppen og uddele dem sparsomt, lige nok til at du forstår, det du skal, for at kunne følge handlingen, men samtidig ikke ved mere end Mark, og derfor i det store billede er lige så fortabt og vildredt som han, hvilket gør ”Aha!”-oplevelserne det mere effektive. Selv efter teksterne ruller sidder du ikke med alle svarene eller en komplet viden om, hvad Mark fandt i undergrunden eller hvad præcist “The Silent Rapture” egentlig var, men du sidder med nok til at få en mættet fornemmelse af en velafrundet film, og en lyst til selv at læse op på resten af lore’en online.

Efter min mening skal film gerne give seeren lyst til bagefter at gå “bagom” og læse bogen eller spille spillet, som værket er baseret på, ikke fordi man føler at filmen ikke var fyldestgørende i sig selv, men fordi den netop har givet én blod på tanden til at lære mere om det univers, den kun lige har åbnet døren på klem for, og her føler jeg at Iron Lung er ekstremt vellykket, da jeg selv skyndte mig hjem for at hente spillet på Steam. Filmen er dermed et fint supplement til spillets univers – ikke en erstatning – som det bør være.

En vellykket overspilning

Iron Lung er som sagt en gyser, men ikke i den traditionelle jumpscare fashion som Hollywood elsker. Det er ægte gys af varianten der langsomt kryber ind under huden på dig, og hvor du langsomt, sammen med Mark, begynder at spørge dig selv, hvad der er virkeligt, især jo tættere han kommer på dybets begravede sandhed i tredje akt, hvor de bizarre kosmiske farer bliver endnu mere intense, og Marks skuespil for alvor sættes på prøve.

Jeg var derfor på intet tidspunkt skræmt, hvilket bestemt ikke er en kritik, men sad derimod på kanten af mit sæde i spænding for, om Mark nåede sit mål, eller om hvad end der var nede i dybet sammen med ham, ville få ram på ham først.

Jeg kan dermed afsluttende kun varmt anbefale denne imponerende debutfilm til både horror- og sci-fi fans, der holder af langsomme film der skal have tid til at simre før det begynder at koge. Det er en ”slow burner” med et meget tilfredsstillende payoff, og er endnu et perle eksempel på at film bygget på spil sagtens kan fungere med de rigtige folk bag rattet!