Har Sucker Punch Productions fulgt i fodsporerne på forgængeren Ghost of Tsushima eller skal vi et par skridt tilbage på karakterskalaen? I Ghost of Yōtei gennemlever vi fortællingen om det at miste, at kunne rejse sig igen og kæmpe for det man tror på. Alt set gennem øjnene på en ung pige og en voksen kvinde.
Lev dit liv Atsu, hold op med at jagte døden
Ilden omslutter det hundrede år gamle Ginkgo træ. Dens gule blade kæmper en brav kamp mod ilden, men må til sidst se sig slået; Opslugt af flammerne i sine egne farver. En stærk metafor for det tab som vores hovedperson, Atsu, i en alder af tolv år, om et øjeblik bliver vidne til. Hele hendes familie er væk. Brutalt og meningsløst nedslagtet. Der er ikke længere os. Der findes nu kun dem og hende. De Seks fra Yōtei, anført af Fyrst Saito, har gjort en ende på alt, som Atsu har kært. Det er brutalt, koldblodigt, frygtindgydende og noget som ingen burde være i stand til at komme videre fra. Herfra skal der heales og vænnes til et nyt liv. Underkastet en fremtid, hun ikke selv er herre over. Lev dit liv Atsu, hold op med at jagte døden.
Rejs dig, Onryō
Men fra asken rejser sig en Fugl Føniks. en Onryō med ét formål; At hævne tabet af sin familie. På et stykke pergament skribles navnene på De Seks fra Yōtei ned; Slangen, Onien, Dragen og Edderkoppen, Kitsune og Fyrst Saito. Atsus valg i at jagte døden er et ærekært men samtidig selvmodsigende valg til alt hvad hendes far og mor har lært hende. Men det er et aktivt valg. Atsu er en skygge af sig selv. Dette var ikke det liv hun skulle leve. Det stille liv i udkanten af Ezo med en far som smedje, en mor som Shamisen spiller og en irriterende tvillingebror er skiftet ud med livet som lejemorder. Et liv som på det sekstende år er fyldt med tanker om hævn og den smerte og uretfærdighed, som fylder Atsus indre. Men også en viljestyrke i at holde sig tro mod det endelige mål. Om det så koster hende livet.
Enspænderen
Atsu lever ud fra devisen, at målet helliger midlet, og hun skyder ingen genveje. Hun er en enspænder, upåagtet at hendes veje krydses med nye bekendtskaber så mærker man at hun er alene; alene i kampen, alene i følelserne, i tabet og i hævnens altopslugende magt. Det er et interessant psykologisk perspektiv. Det her med at føle sig alene, på trods af at man er omgivet af andre mennesker, mennesker som måske endda holder af en. Hun er mærket af fortidens tand og fremtidens usikre, krakelerende fundament hvor hver fejlslagen blokering kan ende med at være fatal. Flere gange i løbet af spillet bliver vi kastet tilbage i pinslen. Vi får igen og igen lov til at genopleve Atsus smerte og tab. Det er en forstærkende faktor til historiefortællingen og til det forhold man opbygger til karakteren.
Våben, udstyr, opgraderinger, evner og tilpasning
I sin jagt efter De Seks fra Yōtei har Atsu adgang til en bred vifte af våben, der kan hjælpe hende i kampen. Hvert våben er tilpasset sin stil og har en forøget effekt afhængig af hvilken fjende du møder. i våbenarsenalet finder du nærkamps våbnene som inkluderer den klassiske katana, dobbelt katanaer for hurtige angreb, den store ōdachi for kraftfulde slag, en Yari, som er et langt skaft med en skarp spids, til at kaste efter fjenderne og en Kusarigama, der kombinerer en sickle med en kæde. For afstandsvåben kan Atsu benytte bue og pil, det traditionelle japanske kastevåben i form af Kunai og røgbomber til at bruge som dække.
I din færden rundt i Ezo støder du på Alters of Reflections. Et lille ydmygt alter, der på smukkeste vis følger den detaljerede arkitektur og farvepalette, som perfekt indrammer den japansk-inspirerede atmosfære. Her kan Atsu skræddersy sine evner til forskellige spillestile, om du enten er til stealth aspektet i denne type spil eller en mere fremadrettet stil med katanaen hævet over hovedet. Hvert Altar fungerer både som et checkpoint og som en del af det narrative element. De er ofte placeret på steder, der markerer spillets udfordrende kampe eller vigtige øjeblikke i historien. Placeringen og symbolikken i alteret er medvirkende til at opgraderingerne både får en funktionel, men også en symbolsk betydning, der følger takten i tonerne fra Hamisen. Du bruger de ressourcer du finder undervejs til forbedring af våben, til at lave pile med, opgradere din rustning med mere. Selve våben- og opgraderingssystemet fungerer enormt godt og giver spilleren fuld kontrol over hvad vej man vælger at gå. Ud over de fysiske opgraderinger har Atsu adgang til et væld af evner, der kan tilpasses spillerens præferencer. Disse evner spænder fra stealth-teknikker til kraftfulde angreb og kan kombineres for at skabe en personlig kampstil. Jeg vil på det kraftigste opfordre jer til at eksperimentere med forskellige våben og evner for at finde den mest effektive kombination i spillet. Det gavner sig og der er en mærkbar forskel i progressionen hvis man tilpasser sine våben, udstyr og spillestil efter de udfordringer man møder.
På hesteryg gennem Japans farverige palette
Scenen hvorpå Ghost of Yōtei folder sig ud er en æstetisk fryd for øjet. At ride gennem alenlange enge med farverige blomster, at stoppe op under et kirsebærtræ eller betræde det kuperede snedække er en fantastisk oplevelse. Der er rislende bække, brusende floder, bjerge så høje at de rækker op over skyerne og vilde heste og kronhjorte, der løber og springer omkring dig. Det er rigt, meditativt og virkelig en oplevelse i sig selv. Det er fantastisk at begive sig rundt i. Når man synes at man har brug for et glas Sake eller et spil Zeni Hajiki så kan man søge ind til de landsbyer som er placeret rundt omkring på kortet. Man mærker med det samme det summende liv hos indbyggerne, så snart man hopper af hesteryggen ved porten. Man fornemmer nærmest røgen i øjnene fra ildstederne og lugten fra de saltede fisk som hænger til tørre. Alle disse indtryk sammensat med musikken komponeret af Toma Otowa og du får en nærmest meditativ oplevelse.
Tag et øjeblik fremmede og åbn dit hjerte for mine fortællinger
I byerne og rundt omkring på kortet kan du støde på npc´er som oftest har en sidemission klar til dig. Hvor man i andre titler godt kan føle at det enten er spild af tid eller i værste tilfælde en fordummende oplevelse, så kan man hurtigt ryge på afveje fra hovedmissionen i Ghost of Yōtei. Dialogerne er alsidige og missionerne giver et billede af helhed i den verden, man befinder sig i. Karaktererne virker autentiske, og viser både en alvorlig, seriøs men også sjov side og man føler ikke at det er unødvendigt at klare dem. Jeg faldt i på den gode måde, som den tidsrøver de er.
Turen op ad Yōtei bjerget
Yōtei bjerget står smukt og urokkeligt. Det tårner sig majestætisk over hele Ezo området. Atsus vej mod sit mål er på mange måder sammenligneligt i en metaforisk forstand. Atsu står over for en udfordring, der virker lige dele overvældende og umulig. Beslutsomhed, dedikation og afklaring er nogle af de egenskaber og redskaber som Atsu besidder. Det er dem, der i sidste ende skal føre hende til toppen af hendes bjerg; sejren over De Seks fra Yōtei. Med alle de udfordringer og indre og ydre kampe som Atsu kæmper for og imod. Bliver turen op ad bjerget for stejl, må der ledes efter en anden vej. At opgive er ikke en mulighed.
Under Ezos himmel
Når ilden er slukket, og vingerne på Fugl Føniks er børstet rene for sod og aske, så står du tilbage med en fortælling, der er rå og ægte. En historie der for mig personligt giver stof til eftertanke. Ghost of Yōtei sætter dig i direkte i kontakt med dine følelser. Du bliver suget ind i smerten. Ind i fortvivlelsens nedadgående vortex. Jeg vil for en sidste gang, for nu, slå lejr, lave svampe over bålet og spille en melodi på min Shamisen mens jeg betragter himmelhvælvingen over Ezo. Men det er bestemt ikke min sidste tur rundt i Ezos fængende verden.
Karakter: 9/10