Med HP OMEN 35L Valorant Edition er der lagt i selen til mange dedikerede timer med dine yndlings First Person Shooters. Men giver det mening at have en temabaseret maskine og hvor stort er Valorant egentlig i Danmark? 

Valorant er ikke en titel i danmark som fylder lige så meget som Counter Strike og Fortnite, men der findes alligevel en officiel dansk Valorant Liga. Kigger man foreningslivets vej, så bryster Espergærde Esport sig af at have en dedikeret afdeling kun for Valorant med trænere, forskellige spillerniveauer og et hold i den danske Valorant liga. Lad os tage et kig på maskineriet. 

Når du er færdig med opsætningen, bliver du mødt af karakterne fra Valorant på din startskærm. Kigger jeg til min venstre side står det dedikerede Valorant kabinet prydet i marineblå og den røde farve kendt fra Valorant logoet, med gennemsigtigt glas ind til kabinettet. Det er den selvsamme PC som bliver brugt til Valorant Champions, som i 2025 havde et gennemsnit på 466.000 seere i de indledende kampe og med en total på omkring 1,47 mio samtidige seere ved finalen. Det kan noget uden for Danmarks grænser. 

Karaktererne fra Valorant møder dig på din startskærm. (Foto: RIOT Games)

Hvad gemmer sig under kølerhjelmen

Lad os se nærmere på selve indmaden. OMEN 35L er i sin kerne en traditionel midrange computer, dog liggende i toppen af den skala og det er tydeligt, at HP ikke har opfundet noget radikalt nyt med denne model. En Intel Core i7-14700F og et GeForce RTX 5060 placerer systemet solidt i den moderne mainstream-klasse, hvor fokus er høj billedfrekvens i konkurrencemindede titler frem for tunge AAA open world spil. Her er competitive First Person Shooters valgt først. Og det håndterer HP OMEN 35L godt. Den er udstyret rigeligt med RAM, hurtig NVMe-lagring og en GPU, der er kraftig nok til at sikre stabil trecifret FPS ved 1440p.

Køleløsningen kører med et kompetent OEM-setup med store frontblæsere og AIO-køling, der gør præcis det, den skal. Temperaturen holdes nede, selv når maskinen bliver presset, støjniveauet er acceptabelt, og systemet føles stabilt under længere gaming-sessioner.

Valorant-temaet er i sidste ende det mest modstridende element. For er det egentlig nødvendigt at have en PC i den prisklasse som et form for samlerobjekt? For nogle vil det være unødvendigt, men for andre vil det være præcis den form for visuel identitet, der gør købet mere personligt. Man ser det mest hos spillekonsoller med limited edition maskiner og controllers og ikke så ofte i PC verden, men måske samhørigheden mellem udseende og performance går fint hånd i hånd her. Noget af det fede ved OMEN 35L er idéen bag designet. Hvor mange færdigbyggede systemer stadig benytter løsninger, der gør fremtidige opgraderinger problematiske, har HP valgt en mere åben tilgang. Kabinettet er tydeligvis tænkt som en platform, man kan bygge videre på, hvilket er med til at fremtidssikre, selvom det stadig ikke helt matcher fleksibiliteten i et fuldt custom build.

For nogle vil det være unødvendigt, men for andre vil det være præcis den form for visuel identitet, der gør købet mere personligt.

Det giver systemet en længere levetid og gør det muligt for køberen gradvist at opgradere skulle ens behov ændre sig. Samtidig følger de klassiske kompromiser med: strømforsyning og kølekomponenter er funktionelle og HP’s softwareøkosystem tilbyder nyttige styringsværktøjer og en følelse af OEM-kontrol.

Udseende og performance går fint hånd i hånd. (foto: HP)

Konkusion

HP OMEN 35L Valorant Edition er i min optik hverken en revolution eller et rent samlerobjekt. Det er på ingen måde en negativ vinkel, for den er et velafbalanceret stykke midrange-hardware pakket ind i et tydeligt esport-narrativ. For den praktiske køber er den en kompetent præbygget PC med god fremtidssikring. For Valorant-spilleren er den et flagskib som understøtter en kærlighed for Valorant som konkurrencepræget First Person Shooter. HP OMEN 35L Valorant Edition er endnu et bevis på, at OEM-markedet langsomt nærmer sig det, der engang var forbeholdt DIY-miljøet, men stadig med sine egne kompromiser.

8/10