Anmeldelse: A Tale of Silent Depths.

A Tale of Silent Depths er et turbaseret RPG i en postapokalyptisk undervandsverden. Her skal man udforske havet i en ark og kæmpe mod dyr, pirater og monstre. Spillet er lavet af Crit42, der har flere turbaserede RPG’er på CV’et, ingen jeg personligt har tidligere erfaring med.

Årtier efter apokalypsen er verdenen oversvømmet og de overlevende sejler rundt på havets bund i store arker – kæmpestore ubåde – hvor man søger efter skatte og mineraler i ruinerne af tidligere tiders civilisation. Man skal dog være opmærksom, for der er dyr, monstre og andre besætninger, som ikke er så venligstemte.

Ind i det mørke hav.

Spillet er et singleplayer RPG, hvor det første man skal vælge, er kaptajn og besætning for sin ark. Der er tre valgmuligheder og valget afgør arkens udstyr og egenskaber. Dertil har kaptajnen en særlig evne man kan bruge undervejs. Jeg begyndte forsigtigt og valgte den balancerede kaptajn og besætning, der kunne lidt af det hele uden at være specialiseret i noget bestemt.

Man begynder på det åbne hav med en kort introduktion til, hvordan man styrer sin ark og lidt om historien i spillet. Derefter kan man frit sejle rundt og udforske verdenen. Selv kom jeg hurtigt i problemer i den første kamp, hvor nogle forvoksede rokker ødelagde min eneste drone og halvt smadrede min ark. Det her bliver virkelig svært tænkte jeg!

Heldigvis fandt jeg kort efter ruinerne af en by med venlige kaptajner, hvor jeg kunne købe reparationsudstyr og få et hint om, hvor jeg skulle tage hen derfra. Kortet genereres tilfældigt ved hvert spil og er opgjort i et koordinatsystem. Jeg havde nu to sæt koordinater at undersøge. Så jeg drog afsted igen og blev hurtigt overfaldet endnu engang. Denne gang havde jeg dog lært min lektion og brugte mine længere rækkende våben til at holde modstanderne på afstand uden selv at tage skade. Det gjorde desværre hurtigt kampsystemet trivielt og ensformigt. I hver kamp kitede jeg fjenderne rundt uden for rækkevidden af deres våben og de løb blot blindt efter mig hele tiden.

Da jeg endelig ankom til de angivne koordinater, nedkæmpede jeg nogle flere fjender og blev lidt forundret over, at selvom der lå noget på havbunden og kortet havde et stort flot gult spørgsmålstegn, så kunne jeg ikke interagere med det. Nå, tænkte jeg, måske jeg i stedet skal undersøge den anden lokation jeg har fået. Afsted drog jeg igen. Denne gang fandt jeg nogle NPC’er, der sendte mig et tredje sted hen, hvor jeg igen nedkæmpede nogle fjender. Derefter anede jeg ikke, hvad jeg skulle. De efterlod ikke noget jeg kunne interagere med, det gule spørgsmålstegn var ikke længere på kortet og ingen NPC’er havde noget nyt at sige. I vildrede sejlede jeg rundt i søgen efter nye hints og begivenheder og da spillet crashede og jeg ikke havde gemt mit spil i lang tid – gav jeg op.
Fint med kantet

Spillet har et bevidst retro-feel med pixeleret grafik og lyde der sender minderne tilbage til fordums tid. Grafikken synes jeg var fin, men lydene blev lidt ligegyldige i længden. RPG-elementer oplevede jeg ærligt talt få af. Snak med en NPC og drag mod de givne koordinater, men ingen mulighed for at vælge mellem forskellige muligheder eller influere historien. I hvert fald ikke i den del jeg fik spillet. Styringen er meget simpel og nem, men det er ret irriterende at man efter en kamp, af gode grunde, har valgt sin kanon som ”evne”, så når man næste gang skal samle noget op på havbunden og (som mig) har glemt at skifte til mineudstyret, så skyder man det til atomer i stedet for at opsamle det.

Karakter: 3/10  

Spillet har en interessant præmis, men det virker for skrabet og for tyndt til, at det rigtig fængede. Og fejl og irritationsmomenter gjorde desværre, at jeg hurtigt mistede lysten til at starte det op igen. Der er dem, som tænder på denne genre af spil og synes det fedeste er at starte forfra i en ny verden flere gange. For dem skal der nok være en del timers underholdning at hente, hvis de kan leve med spillets mangler.