Razers Cobra Gengar mus og Gigantus V2 XXL musemåtte både prikker til nostalgien og ens setup udtryk på én og samme tid. Spørgsmålet er, om vi får Kinderæg følelsen og kan finde én ting mere, så vi når op på tre ting på én gang.
På funktionaliteten leverer Razer hvad man kan forvente af Razers mellemklasseprodukter og med den skridsikre XXL musemåtte med det genkendelige sort/lilla design som kendetegner Pokémonen Gengar så får man et helhedsudtryk som jeg tænker man ønsker sig, hvis man er Pokémon fan.
Razer Cobra Gengar Edition
Razer Cobra Gengar Edition, bygger på en sensor med op til 8500 DPI, 300 IPS tracking og 35 G acceleration. I praksis betyder det, at musen reagerer hurtigt og præcist, men uden at være i superklassen. Musen er en kablet model, der tilsluttes via Razers fleksible Speed Flex-kabel, hvilket sikrer en stabil og forsinkelsesfri forbindelse uden at hæmme bevægelse. Musen vejer lige omtrent 58 gram og gør det til en letvægts mus som kunne egne sig bedst til hurtige bevægelser i f.eks fps spil. De optiske Gen-3 switches, med en estimeret holdbarhed på 90 millioner klik, giver et både skarpt og tilfredsstillende aktiveringspunkt. Musen er udstyret med seks programmerbare knapper samt Chroma RGB-belysning, som kan tilpasses efter behov. Det er ikke nogen hemmelighed, at det for mange nok vil være det centrale element i denne udgave, frem for præstation i sig selv.

Razer Gigantus V2 XXL
Musemåtten Razer Gigantus V2 i XXL-størrelse giver, ikke overraskende, en stor overflade at boltre sig på. Gigantus V2 XXL skridsikre underside gør, at man ikke behøver bekymre sig om at den smutter nogen vegne undervejs. Selv når spillet bliver hektisk. Gengar-mønsteret giver et fedt visuelt billede i ens setup uden at forstyrre ens øjne, når man sidder ved den. Musemåtten er lavet af et materiale, som giver en glat og ensartet struktur, hvilket hjælper musesensoren med præcis tracking. Dette gør at musemåtten yder dét som forventes af den.

Konklusionen er, at Razers Gengar-edition er til dem som foretrækker udtryk frem for udførelse. Forstået på den måde at det med sikkerhed er et sæt jeg ville vælge hvis jeg havde Gengar som min favorit Pokémon og mest spillede casual. Kinderægseffekten udeblev.
Karakter 7/10

