Din kurv er lige nu tom!
2023 var et bemærkelsesværdigt år inden for verden af videospil. I den ene ende af skalaen finder vi nogle helt utrolige spiludgivelser i form af blandt andet Baldur’s Gate III, The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom, Cyberpunk 2077: Phantom Liberty, Alan Wake 2 og mange flere. Alle store titler som vil sætte deres præg på spilhistorien.
Så er der de spil, som vi modvilligt også vil huske. For i den anden ende af skalaen markerer 2023 sig som et af de værste år i nyere tid med spiludgivelser, som enten slet ikke burde være blevet udgivet eller som minimum skulle have haft længere tid i udvikling. Det er bestemt ikke en ny trend at spil bliver sendt på gaden i noget der minder om febervildelse, omtåget, usammenhængende og generelt bare skidt tilpas. Men hvorfor accepterer vi som forbrugere, at det sker?
Hvor ligger problemet, egentlig?
Hvor skal vi kigge hen, når en spiltitel bliver udgivet i en sådan stand, at kvaliteten ikke matcher den pris, det koster forbrugeren i kroner og øre? Først og fremmest, naturligvis, kigger vi mod udviklerne. Men vi bliver også nødt til at kigge på os selv som forbrugere. Har vi som forbrugere, en overordnet set, for lav standard til hvad vi slår os til tåls med når det kommer til et udgivet spil? Er det okay at et spil i 2023/24 er langt under standard i sit grafiske udtryk, og laggende ved større aktioner på skærmen, hvis det ikke er meningen? Min klare holdning til det er nej. Den holdning bygger jeg på, at hvis udviklerne får lov til at være dovne og udgive spil i en forfalden stand og vi som forbrugere køber det alligevel, så er vi selv med til at fastholde at en standard under middel er okay. Jeg har forståelse for at ikke alle udviklere har samme budget at lege med, men spil burde som minimum være til at spille, uden game breaking bugs, eller så mange fejl at det overtager oplevelsen af selve spillet. Er et spil voldsomt pixeleret af den simple årsag, at det er hele udtrykket i spillet så har jeg ingen problemer med at spille det. Er spillet til gengæld pixeleret i sådan en grad at vi er ude i PlayStation 2 grafik i et spil udgivet til PlayStation 5, så begynder min indre uro altså at røre på sig. Igen, vil jeg pointere at ikke alle titler skal være lige velproduceret, men jeg kan personligt godt mærke når det er meningen og når det ikke er. Så hvordan ender en titel så op med at være enten uspillelig eller i så tydelig dårlig stand, at det ikke er meningen? Jeg tror, at en eller flere ting spiller ind: en blind tro fra ejerne om at det her er det fedeste spil i verden og ingen andre skal sige dem imod, en tidsplan som ikke er realistisk eller et budget som ikke stemmer overens med produktionen. Jeg tænker ikke, at man som udvikler går til en opgave med den tanke, at det her spil skal ende op som digitalt affald, men det hænder altså alligevel.Hvad kan man gøre, hvis man får et spil i hånden, som ikke lever op til ens standarder? I de større online spilbutikker såsom Steam og PlayStation Store kan du inden for et vis tidsrum returnere dit købte spil og få pengene retur. Det er selvfølgelig en hjælp til de som godt kan se, at noget ikke er som det burde være, men jeg synes bare ikke at de refunderings systemer, som er blevet implementeret, fikser det problem som der er. De symptombehandler men fjerner ikke årsagen til problemet.
Day One patches
Afstanden mellem færdigudviklede spil og spil som bliver patchet hen ad vejen bliver større og større. Jeg har selvfølgelig en forståelse for, at day one patches er lavet for forbrugernes skyld og at det er for netop at undgå netop det omtalte problem, som jeg nævner i denne artikel. Men når spil bliver udgivet og en day one patch, eller de næste patches for den sags skyld, ikke forbedrer oplevelsen, så opstår der et problem.
Det Herrens år, 2023
Som nævnt øverst i artiklen bød 2023 på spil i hver deres ende af skalaen. Vi fik noget af det bedste og dårligste i nyere tid. I den knap så imponerende ende nævner jeg The Walking Dead Destinies, The Lord of the Rings: Gollum og Days Gone. Der er én mere som jeg gerne vil fremhæve, og selvom The Day Before sagtens kunne have fået et fokuspunkt, vil jeg alligevel bruge et andet eksempel. Skull Island: Rise of Kong. Udviklet af IguanaBee og udgivet af GameMill Entertainment blev Skull Island: Rise of Kong færdigudviklet på ét år. Ét år fik et mindre hold udviklere til at skabe en titel fra bunden, med begrænset midler fra start. Det ses både i den horrible grafiske tilstand som spillet er i, men også ved alle de game breaking bugs som blev rapporteret efterfølgende. Der er manglende træer som ikke kommer frem i landskabet når man bevæger sig hen mod dem, når Kong slår ned i jorden og store stenstykker flyver op, ligner det noget som hører hjemme i Roblox. Havde det været meningen at det skulle se sådan ud, så var der ikke noget at komme efter men det er tydeligt at det ikke er det.En anonym medarbejder fra IguanaBee udtalte til The Verge “Chrunch time blev for alvor en ting da vi ramte februar” udtalte udvikleren. “Jeg kørte bare på automatpilot resten af tiden, for på det tidspunkt var alt håb allerede ude.” Vedkommende udtaler ligeledes til The Verge, at det ikke er umuligt at lave en spiltitel på et år, men at det handler om, hvad ambitionerne er, og om mængden af udviklere er forenelig med disse ambitioner. Vedkommende fortæller videre, at de forhold som de arbejdede under, og med de deadlines de fik, så var det dømt til at gå galt fra start. Jeg har været i kontakt med Martin Bruun-Houmølle, seniorjurist hos forbrugerrådet Tænk, for at høre hans vurdering af, hvad man som forbruger som minimum kan forvente af et udgivet videospil. Han udtaler følgende:
Det er svært at svare konkret på dine spørgsmål, men jeg kan give lidt overordnede svar: Computerspil er som udgangspunkt omfattet af de alm. forbrugerregler, herunder muligheden for at kræve ombytning, reparation, afslag eller ophævelse, hvis der er mangler ved spillet.Man vil som forbruger som udgangspunkt kunne forvente at købe en mangelfri vare, men sælgeren kan dog forud for købet gøre opmærksom på mangler og fejl ved spillet, i hvilket tilfælde man som køber, som udgangspunkt ikke vil kunne klage over disse. Endvidere kan der være fejl, der ikke anses for mangler, hvis det må anses for at være alment kendt fx vil man ikke kunne klage over, at ens sofa falmer i farven, når den bliver udsat for lyspåvirkning (dette gælder så længe falmningen ikke ligger ud over det forventelige).Det er derfor svært helt præcist at svare på, hvor meget man som køber af computerspil kan forvente, da det bliver en konkret vurdering, men køber man et spil, der er uspilleligt eller tæt derpå, vil man nok kunne kræve afslag i prisen eller ophævelse af købet.
Det virker som om, at vi befinder os i en gråzone, når det kommer til problematikken. Udviklerne og de større onlinebutikker kan sætte en refunderingspolitik på, når man køber et spil som man ikke er tilfreds med og man kan få sine penge tilbage. Videre til næste titel, som om intet var hændt. Måske er jeg for kræsen? Der er så mange titler at vælge mellem, så burde jeg i bund og grund bare tage pengene og løbe? Jeg synes, at vi som forbruger har et ansvar for at italesætte den problematik. For mit vedkommende bliver det ved ikke at købe sådanne titler, selvom jeg ved, at det ikke er nok, og at den sidste langt-under-middel titel endnu ikke har set dagens lys. Jeg vil bare ikke støtte op om det.