ANmeldelse: Sovereign Tower
Audiensen har altid en pris
Af Alan Vittarp
Hver morgen sætter man sig på tronen, og hver morgen kommer de: Undersåtterne, med deres problemer store som riger og små som en gås, der har besat den lokale badeanstalt. Det er det simple greb, Sovereign Tower er bygget omkring; man lytter, før man handler og det er sjældent set så elegant udført.
Det er også et ret ambitiøst koncept for et lille, uafhængigt fransk studie som Wild Wits Games, der holder til i Rennes og tidligere stod bag det taktiske narrativspil Crown Gambit. Hvor de fleste rollespil sender dig ud for at opsøge fortællingen, vender Sovereign Tower processen om: Verden kommer til dig, og din eneste opgave er at tage godt imod den.
Det lyder passivt. Det er alt andet end det.
Dette afsnit går dybere ind i det emne, der blev introduceret tidligere, og udvider hovedideen med eksempler, analyser eller yderligere kontekst. Brug denne sektion til at uddybe specifikke punkter og sørg for, at hver sætning bygger på den foregående for at opretholde en sammenhængende strøm. Du kan inkludere data, anekdoter eller ekspertudtalelser for at styrke dine argumenter. Hold sproget kortfattet, men beskrivende nok til at holde læserne engageret. Det er her, substansen af din artikel begynder at tage form. For intet af det, man modtager på tronen, er gratis. Retten til overhovedet at spole tiden tilbage, når en beslutning viser sig katastrofal, er en aftale indgået med en dæmon, der bor i tårnets fundament, og spillet er klogt nok til aldrig at forklare, hvad den aftale reelt koster. Man aner det bare. En snigende fornemmelse af, at bekvemmelighed ikke er det samme som gratis, og at selve muligheden for en skjult regning er nok til at ændre, hvordan man spiller. Man tøver lidt længere, før man beder dæmonen om hjælp igen. Man husker, at det forkerte valg, man netop rettede, måske blot blev erstattet af et nyt og værre.
Konceptet, excentriske riddere af det runde bord, som man sender på missioner, mens man balancerer deres egoer og rigets skæbne, ligger et sted mellem Dispatch, et choose-your-own-adventure og et let rollespil, og netop den blanding er spillets styrke. Ridderne er ikke bare navne på en liste; de har positive og negative træk, der farver både missionsudfald og deres indbyrdes kemi, og man kan aktivt til- og fravælge, hvem der arbejder sammen, for at holde den skrøbelige balance ved hoffet. Det er sjældent, man mærker et cast af biroller blive så hurtigt vigtigt, som det sker her.
Det er også her, sammenligningen med Dispatch bliver interessant. Hvor Dispatch havde en flot og medrivende historie med synlige valg og forgreninger, vælger Sovereign Tower en anden vej. Det holder styr på ikke bare, hvad du vælger, men hvad du reelt ved – og lader den viden åbne helt nye dialogmuligheder senere. Det er forgrening i bevidsthed, ikke kun i handling, og det virker langt mere overbevisende end den vante følelse af at klikke sig gennem valg, der primært ændrer overfladen.
Nyligt anmeldte Celestial Return (Celestial Return ) løste et beslægtet problem på sin egen måde: Terningen som skæbne, hvor selv et perfekt spillet kort kunne tabe til et uheldigt kast. Det gav en dyb, næsten noir-agtig følelse af, at dommen kommer udefra, men kostede samtidig spillet noget af dets fysiske verden; Netherveil eksisterede reelt kun som et kort, man klikkede sig rundt på. Sovereign Tower undgår den fælde ved slet ikke at forsøge det samme greb. Ved at holde systemerne enkle – ingen terninger og ingen tunge produktionsomkostninger pr. forgrening – får spillet plads til langt mere reelt indhold, og konsekvenserne føles menneskelige snarere end tilfældige.
Det er en pointe, der rækker ud over selve spillet, for udviklerne har tydeligvis truffet det samme valg, som de tvinger dig til at træffe som Sovereign: Hvad ofrer man for at få noget andet til at fungere bedre?
Der er ingen tutorial og intet opslagsværk. Man lærer inventory-systemet; op til tre udstyrsdele, der giver bonusser på bekostning af andre, eksempelvis styrke mod magi ved selv at rode sig frem til det. Det tager et øjeblik at finde flowet, men bagefter føles systemet intuitivt på en måde, en håndholdt tutorial aldrig ville have givet. De enkelte handlinger er hurtigt overstået, og det er farligt: Man lover sig selv “bare lige én opgave til” alt for mange gange.
Den grafiske stil er konsekvent og gennemført flot hele vejen igennem, men spillet har ingen talt dialog, og det er et reelt savn – ét jeg dog respekterer frem for at klandre. Halvhjertet stemmeskuespil ville have været værre end ingen, og forhåbentlig sælger spillet godt nok til, at en fremtidig deluxe-udgave kan råde bod på det.
konklusion
Teknisk er det i øvrigt et forbillede. Jeg har spillet størstedelen af min tid på Steam Deck, hvor styringen er flydende implementeret, og den lave systembelastning giver en usædvanligt gavmild batterilevetid. Det er et spil, der er lige så velegnet i sofaen som på farten.
Og måske er det netop her, Sovereign Tower viser sin største styrke. Det er et spil, der hele tiden handler om at vælge, hvad der skal have plads, og hvad der må ofres. Ridderne får personlighed i stedet for mere komplekse systemer. De narrative forgreninger får dybde i stedet for filmisk præsentation. Spilleren får frihed til at begå fejl i stedet for et system, der hele tiden fortæller, hvordan det skal bruges.
Det er ikke nødvendigvis den billigste eller nemmeste vej. Men det er den rigtige vej for netop dette spil.
Man sidder derfor tilbage med en fornemmelse af, at både man selv som Sovereign og udviklerne bag tårnet har forstået noget grundlæggende: At lytte er let. At vælge er sværere. Og at rette op på et forkert valg altid er et nyt valg – med sin egen, uforudsigelige pris.
Det er sjældent, et spil formår at få den indsigt til at føles som underholdning frem for en advarsel. Sovereign Tower gør det med en selvsikkerhed, der gør det til en af årets klareste anbefalinger.
Vurdering: 9/10