Vi har testet HP OMEN 27 G2

En flot gaming-skærm med et skarpt billede – men 1080p på 27 tommer er et kompromis.

Anmeldelse: Videospilsmagasinet | Produkt: HP OMEN 27 G2.

Når man sætter en ny gaming-skærm på skrivebordet, er det nemt at lade sig imponere af tal som 180 Hz, 1 ms responstid og HDR. Men specifikationerne fortæller ikke nødvendigvis, hvordan skærmen føles efter flere timers brug.

HP OMEN 27 G2 er en 27-tommer IPS-gamingskærm med en opløsning på 1920×1080, 180 Hz opdateringshastighed, HDR 400 og en opgivet responstid på 1 ms GtG med overdrive. Den er derfor først og fremmest rettet mod PC-spilleren, der vil have en hurtig skærm med fokus på gaming, men som samtidig skal kunne bruges til arbejde og underholdning.

Efter at have brugt skærmen til både gaming, arbejde, video og almindeligt PC-brug er det især én ting, der står tilbage: OMEN 27 G2 leverer en behagelig og flot oplevelse, men den “lave” opløsning er samtidig dens største kompromis.

Flot og solid fra første øjekast.

OMEN 27 G2 har et elegant og forholdsvis diskret design. Kanterne omkring skærmen er flotte og ensartede, og helhedsindtrykket er mere eksklusivt end mange andre skærme i samme størrelse. Skærmen virker solid. Kombinationen af skærm og fod har en god vægt, hvilket giver en stabil konstruktion, der ikke føles som noget, der let vælter ved et bump i skrivebordet. Foden fylder ikke meget, hvilket er en fordel på et skrivebord, hvor pladsen hurtigt kan blive trang.

Nem opsætning.

Opsætningen er en af de ting, der næsten ikke er værd at tænke over – og det er positivt.

Skærmen består af tre dele:

  • Skærm
  • Arm
  • Fod

Foden fastgøres til armen med én skrue, hvorefter skærmen er klar til brug. Der er 100 mm højdejustering, og skærmen kan både tiltes og drejes til lodret brug. Selve højdejusteringen opleves dog som en smule stram. Kabelføringen er også ganske fin. En lille clips på armen gør det muligt at føre kablerne langs armen og holde området bag skærmen mere ryddeligt.

En god skærm til hverdagen.

OMEN 27 G2 fungere ganske godt til almindeligt skrivearbejde og programmer som Word, Canva og CapCut.

Standardindstillingerne giver et behageligt billede uden behov for omfattende justeringer af farver, kontrast eller lysstyrke. Efter længere tids arbejde opleves skærmen stadig behagelig for øjnene. 27 tommer fungerer samtidig godt som størrelse til en enkelt arbejdsskærm. Personligt foretrækkes flere skærme til arbejdet, men som primær skærm er OMEN 27 G2 ganske anvendelig.

1920×1080 fungerer fint til almindeligt arbejde, men 1080p er stadig skærmens største begrænsning. På 27 tommer ville en højere opløsning have givet mere plads og skarphed på skrivebordet.

180 Hz – men ikke helt den revolution, man kunne forvente.

OMEN 27 G2 kan køre med op til 180 Hz, og det kan mærkes.

Billedet føles hurtigere og mere flydende ved 180 Hz, især når der sker meget på skærmen. Samtidig opleves der ikke tydelig ghosting eller hakken ved almindelige bevægelser. Forskellen mellem 60 og 180 Hz er ikke helt så voldsom, som man måske kunne forvente.

Ved 60 Hz fungerer skærmen stadig fint, og med HDR aktiveret kan billedet endda fremstå mere attraktivt end ved 180 Hz med HDR. Til almindelig gaming ville 180 Hz dog stadig være det naturlige valg, særligt hvis computeren kan levere en høj billedhastighed.

Hurtig action afslører skærmens begrænsninger.

Under FPS-spil, blandt andet Warhammer 40.000: Darktide, kan skærmen have svært ved at følge med, når der sker rigtig meget på én gang. Ved meget hurtige og gentagne kamerabevægelser kan der opleves en mindre forsinkelse eller sløring. Det er dog ikke noget, der forstyrrer spiloplevelsen.

Ved normale hurtige bevægelser er problemet svært at få øje på, og man skal nærmest bevidst blive ved med at dreje kameraet rundt for at fremprovokere det. Det er ikke med til at ødelægge oplevelsen, men det er værd at have i baghovedet, hvis man primært spiller hurtige competitive-spil.

Respons tid.

I skærmens menu kan Response Time justeres fra Level 1 til Level 5.

Den hurtigste indstilling er ikke nødvendigvis den bedste. Efter testen opleves Level 2 som det bedste kompromis. Her opleves billedet naturligt uden de tydelige grafiske fejl, som kan opstå, hvis man presser response time-indstillingen for højt.

Det er et godt eksempel på, hvorfor specifikationer ikke fortæller hele historien. En opgivet responstid på 1 ms lyder imponerende, men den praktiske oplevelse afhænger også af, hvordan skærmen håndterer hurtige bevægelser.

Adaptive Sync fungerer godt.

Med et NVIDIA RTX 3060 Ti-grafikkort er Adaptive Sync blevet testet i almindelig gaming.

Med Adaptive Sync aktiveret opleves spillene mere flydende, og der er ikke tydelige problemer med tearing, hakken eller ujævne bevægelser. Det er en funktion, jeg ville have aktiveret hele tiden.

HDR gør en synlig forskel.

HDR er et af de områder, hvor OMEN 27 G2 virkelig kan ændre billedoplevelsen.

Forskellen mellem HDR og SDR er tydelig. Med HDR bliver farver og lys mere markante, og lyse områder står klarere frem. I Cyberpunk 2077 bliver forskellen især tydelig i mørke områder og om natten. Farverne bliver klarere, bygninger og mindre detaljer står tydeligere frem, og refleksioner i vinduer og på overflader bliver mere interessante.

Kontrasten mellem mørke områder og kraftige lyskilder giver samtidig en større følelse af dybde. Når solen står højt over et landskab, kan lysrefleksionerne på overfladerne give en mere levende oplevelse, hvor objekter tæt på den kraftigste lyskilde falmer en smule, mens detaljer længere væk står tydeligere. HDR fungerer ikke kun godt i store AAA-spil. Selv mindre titler som Slay the Spire 2 kan få et visuelt løft, når HDR-implementeringen fungerer ordentligt.

Nyere spil med god HDR-understøttelse får generelt mere ud af teknologien, mens ældre spil kan få en effekt uden nødvendigvis at opnå samme resultat. Det er også værd at nævne, at meget lyse farver i enkelte spil kan blive meget intense. Derfor vil nogle spillere muligvis foretrække SDR i bestemte titler.

Darktide viser skærmens styrker.

Darktide er en god test af skærmens evne til at håndtere mørke områder og hurtige frekvenser.

Mørke områder gengives med fine detaljer, og forskellen mellem grå og sort står tydeligt frem. Pistoler, eksplosioner og andre lyse effekter står klart og flot uden at fremstå kantede eller pixelerede. Ved hurtige bevægelser kan man fremprovokere en mindre forsinkelse eller sløring, men det er ikke noget, der er tydeligt ved almindeligt gameplay. Sammen med Adaptive Sync bliver resultatet en ganske flydende spiloplevelse.

God til film, YouTube og Twitch.

Omen 27 g2, fungere glimrende som en medieskærm.

Standardindstillingerne passer fint til forskellige former for medieforbrug, og der er ikke noget behov for at rode med farver og kontrast for at få et behageligt billede. Farverne føles ikke unødigt skarpe eller overdrevne, og der opleves ikke generende slør ved videoafspilninger. 27 tommer er samtidig en fin størrelse til YouTube, streamingtjenester og Twitch.

En overskuelig menu med mange muligheder.

Skærmens OSD-menu er nem at navigere i. Joystick-betjeningen fungerer godt, og menuen er overskuelig og nem at læse.

Der er adgang til de klassiske indstillinger for blandt andet:

  • Lysstyrke
  • Kontrast
  • Farver
  • Adaptive Sync
  • Response Time
  • HDR
  • Gamingfunktioner

Der findes også forskellige forudindstillede profiler til forskellige typer brug.

Personligt er HP+ den profil, der foretrækkes som standard. Skærmen gør opmærksom på, at denne indstilling bruger mere strøm, men til gengæld opleves billeder og video som mere detaljerede.

Til gaming findes også blandt andet:

  • Crosshair-funktion
  • Flere crosshair-typer
  • Response Time Level 1-5
  • Adaptive Sync
  • Console Mode

Console Mode er lavet til konsoller og kan håndtere et 4K-signal via HDMI, men denne funktion er ikke testet, da anmeldelsen er skrevet ud fra et PC-gamingperspektiv.

Det bedste og det svageste.

Det fungerer godt:

  • Flot og elegant design
  • Solid konstruktion
  • Stabil fod uden at fylde unødigt meget
  • Meget nem opsætning
  • God ergonomi
  • Praktisk kabelføring
  • 180 Hz giver et mere flydende billede
  • Adaptive Sync fungerer godt
  • HDR giver en synlig forbedring i understøttede spil
  • Gode farver og kontrast
  • Behagelig til længere tids arbejde
  • God til YouTube, Twitch og streaming
  • Overskuelig OSD-menu
  • Mange indstillingsmuligheder

Det kunne være bedre:

  • 1920×1080 er et kompromis på en 27″ skærm
  • Hurtige kamerabevægelser kan afsløre en smule sløring
  • De højeste Response Time-indstillinger giver ikke nødvendigvis den bedste oplevelse
  • HDR kan blive meget intenst i enkelte spil
  • Forskellen mellem 60 og 180 Hz er ikke lige så markant, som man kunne forvente

Konklusion.

HP OMEN 27 G2 er en gaming-skærm, der gør rigtig mange ting rigtigt.

Den er flot, solid og nem at sætte op. Billedet er behageligt både under gaming, arbejde og medieforbrug, og funktioner som 180 Hz, Adaptive Sync og HDR gør den til en alsidig skærm for PC-spilleren. HDR er samtidig en af skærmens stærkeste sider. Når spillet understøtter teknologien ordentligt, kan den give et tydeligt visuelt løft med bedre lys, farver, kontrast og detaljer.

Men der er et kompromis.

1920×1080 på 27 tommer er skærmens største svaghed. Det ødelægger ikke oplevelsen – hverken i spil eller under arbejde – men det er svært ikke at tænke på, at en højere opløsning ville have gjort skærmen endnu mere attraktiv. Derudover skal man ikke købe OMEN 27 G2 alene på baggrund af tallet 180 Hz og den opgivne responstid. Skærmen er hurtig og fungerer godt til gaming, men meget hektiske bevægelser kan stadig afsløre en smule sløring. For den PC-spiller, der først og fremmest ønsker en 27″ Full HD-skærm med høj opdateringshastighed, god HDR og et elegant design, er OMEN 27 G2 et solidt valg.

Hvis man derimod sidder og overvejer, om næste skærm skal være 27″ Full HD eller 27″ QHD, er det netop opløsningen, der bør få én til at tænke sig om en ekstra gang.

OMEN 27 G2 er en god gaming-skærm – men i 2026 føles 1080p på 27 tommer som det sted, hvor HP har sparet det sidste skridt.

Følg linket hvis du vil læse mere om skærmen eller købe den hos Hp: Hp Omen 27 g2

Karakter: 7/10