Nintendo har endelig vist mere fra det kommende The Legend of Zelda: Ocarina of Time til Switch 2. Det ikoniske eventyr får et markant grafisk løft, moderne styring og flere nye funktioner, men Nintendo forsøger samtidig at holde fast i oplevelsen fra originalen.
Efter måneders ventetid fik Zelda-fans endelig et ordentligt kig på The Legend of Zelda: Ocarina of Time under dagens The Legend of Zelda 40th Anniversary Direct. Her viste producer Eiji Aonuma gameplay fra den nye version, som udkommer til Nintendo Switch 2.
Der er tydeligvis tale om mere end en simpel grafisk opdatering, Hyrule er blevet bygget op med langt mere detaljerede omgivelser, forbedrede teksturer, nye animationer og opdateret lyd og musik. Samtidig er flere af spillets mekanikker blevet tilpasset moderne spillere.
Moderne styring til en klassiker.
En af de mest bemærkelsesværdige ændringer er Links bevægelse. I originalen hoppede Link automatisk, når han løb ud over bestemte kanter. I den nye version kan spilleren nu selv få ham til at hoppe. Sammen med fri kamerastyring skal det gøre både udforskning og kamp mere flydende.
Nintendo har dog ikke forsøgt at gøre Ocarina of Time til et nyt Breath of the Wild. Historien, verdenen og den grundlæggende spiloplevelse er stadig den samme, mens ændringerne primært skal få det næsten 30 år gamle spil til at føles mere moderne.
Ocarinaen har fået en ny funktion,Switch 2-versionen kan benytte konsollens mikrofon, så spilleren kan nynne melodierne, som derefter kan bruges i spillet. Det er en underholdende måde at bringe en af originalens mest ikoniske mekanikker ind i den moderne version.
Nintendo directen viste desuden, at verdenen er blevet mere levende. Dag- og natcyklussen fortsætter blandt andet, mens Link befinder sig i byer og andre områder, ligesom flere områder og dungeons har fået nye detaljer og justeringer alt i alt, en god omgang remake.

Zelda vender tilbage i november.
Nintendo har fastlagt udgivelsesdatoen til 5. november 2026, hvor The Legend of Zelda: Ocarina of Time udkommer til Nintendo Switch 2.
Til spillet, lanceres der en særlig Zelda-inspireret Switch 2 den 29. oktober med Zelda-motiver på Joy-Con-controllerne og docken.
Det store spørgsmål bliver nu, om Nintendo har fundet den rigtige balance mellem nostalgi og modernisering. Ocarina of Time er stadig et af de mest indflydelsesrige spil i Zelda-serien, og enhver større ændring vil derfor blive mødt med kritiske øjne.
Dagens Direct tyder dog på, at Nintendo har valgt en forsigtig tilgang: De forsøger ikke at genopfinde Ocarina of Time, men give det klassiske eventyr en moderne krop. Om det er nok til at gøre Hyrule lige så magisk for en ny generation, finder vi ud af den 5. november.
Vi her på redaktionen glæder os til at se hvad spillet byder på.


