Der er noget helt særligt ved at dele et spil med sit barn. Man oplever ikke nødvendigvis universet på samme måde, og det, som jeg måske afskriver som en lille detalje, kan pludselig være det fedeste i verden for en 9-årig. Det er præcis den følelse, der har gennemsyret min tid med Minecraft Dungeons II, som vi har spillet igennem i sofa-co-op.
Min søn er slet ikke i tvivl og sagde: “Det her spil er helt fantastisk!”
Selv er jeg som erfaren spiller nok en smule mere tilbageholdende med superlativerne, men jeg forstår ham til fulde. Spillet rammer nemlig noget, som rigtig mange titler i genren forsøger at opnå, men ofte fejler med: Det er utrolig nemt at gå til, det er decideret skabt til at blive spillet sammen, og så er det gennemsyret af den helt særlige, underspillede Minecraft-humor, der gør, at det aldrig føles for tungt eller alvorligt.
Et Minecraft-eventyr med mere plads og færre menuer
Spillet tager igen det elskede klods-univers og smider det ind i en action-RPG-formel. Her skal der ikke bygges huse eller graves efter diamanter. I stedet bevæger man sig gennem en verden, kæmper mod horder af fjender og jager konstant nyt udstyr.
Hvis man har spillet det første spil, vil man lynhurtigt føle sig hjemme, men grundopskriften har fået et gevaldigt løft. Verdenen føles markant større, og spillet giver i højere grad følelsen af et egentligt sammenhængende eventyr frem for blot at være en række løsrevne baner. I stedet for at vælge næste mission fra et statisk kort, starter man nu i den dynamiske hub-by Brave Haven. Herfra kan man gradvist opbygge byen ved at redde NPC’er som magikere og købmænd, der derefter slår sig ned. Det giver en skøn følelse af, at der er plads til at gå på opdagelse, snakke lidt om udstyret og trække vejret, inden man kaster sig ud i næste udfordring.
Kampene er hektiske, men mekanisk forbedrede
Selve kampsystemet er forholdsvis simpelt. Man angriber, undviger, bruger sine evner og forsøger at holde sig i live. Alligevel har tilføjelsen af to specifikke ting læftet spillet markant siden det første spil:
- Et rigtigt hop: At man nu har en decideret hoppe-knap, gør ikke blot navigationen sjovere, men åbner også for tunge “slam”-angreb fra luften. Der er masser af kister at finde ved mindre parkour ture.
- Uendelige pile: Dette fjerner et kæmpe irritationsmoment. I det første spil kunne ressourcestyring dræbe tempoet, men nu kan især de yngre spillere nyde bueskydning uden at frygte, at kogeret pludselig er tomt midt i en svær kamp.
Når der pludselig står en massiv hær af fjender omkring én, bliver det hele dog ganske hektisk. Nogle gange måske lidt for hektisk. Der kan være så meget, der foregår på skærmen med lyseffekter og eksplosioner, at man nærmest bare reagerer instinktivt. Man slår, ruller væk og håber, man stadig står op, når støvet lægger sig. For en veteran kan det føles overfladisk, men i co-op med et barn fungerer det overraskende godt. Min søn kan bare gå ind i kampene og eksperimentere med evnerne uden at skulle lære komplicerede systemer først.
The Sift og jagten på det næste store loot
En af de absolut største nyheder er den nye dimension, The Sift, som man kommer til via Deep Dark-portalerne. Dimensionen, der er badet i faretruende røde nuancer, udvider universet betragteligt og tilføjer spøjse, nye fjender som flyvende Sprouts og de stærke Echo Golems. Her kæmper man mod The Illager High Council, og selvom historien næppe vinder priser for stor litteratur, så er den underholdende og giver verdenen en rød tråd.
Spillets primære drivkraft forbliver loot-jagten. Der kastes våben, rustninger og genstande efter spilleren i en lind strøm. Min søn elsker spillets artefakter – især muligheden for at fremkalde en ulv til at kæmpe ved vores side – mens jeg selv bruger de nye Echo Shards på at opgradere grej hos smeden.
Systemet fungerer fantastisk for yngre spillere, fordi tallene hurtigt bliver større, og man umiddelbart kan mærke forskellen på et nyt sværd. For voksne kan det dog blive en smule ensformigt. Man finder konstant nyt udstyr, og fordi det oftest bare handler om at få bedre stats, når man sjældent har et særligt forhold til et våben, før det erstattes. Inventory-systemet kan også hurtigt blive uoverskueligt, når man har samlet for meget ind på en enkelt aften.
Det vigtigste er, hvem man spiller med (og humoren)
Hvis jeg skulle anmelde Minecraft Dungeons II udelukkende ud fra dets RPG-dybde, ville jeg være mere kritisk. Men spil er heldigvis mere end bare systemer, det handler ofte om den oplevelse man får.
Når man spiller sammen, opstår der nogle helt fantastiske dynamikker. Den ene er næsten død. Den anden prøver desperat at rulle derover for at genoplive. Der kommer flere fjender. Og pludselig ligger begge spillere ned, mens vi griner af det hele. Spillet giver plads til, at man kan have det hamrende sjovt uden hele tiden at skulle spille perfekt.
Samtidig er Minecraft-humoren intakt. Spillet forsøger heldigvis ikke at være et mørkt, alvorligt fantasy eventyr. Det må gerne være absurd, og det må gerne få os til at grine, når en fjende gør noget fuldstændig gakket. De fanger den klassiske charme uden at blinke, og det er noget, der går rent ind hos børnene.
Vurdering: 8 / 10
Minecraft Dungeons II er ikke perfekt, og det revolutionerer på ingen måde action-RPG-genren. Men det er charmerende, det er sjovt, og det er Minecraft. Frem for alt er det utrolig underholdende at spille sammen. Når alt kommer til alt, er det ikke de enkelte våben eller udstyr, der står klarest tilbage, men tværtimod er det de øjeblikkene i sofaen, jublen over et episk loot-drop og en 9-årig, der efter flere timers spil spørger, om vi ikke “bare lige skal tage én mission mere”. Udviklerne har i den grad ramt noget rigtigt.
