Insomniacs version af Wolverine er en brutal, flot og underholdende actionoplevelse, som efter min gennemspilning fortjener mere end den blandede modtagelse, spillet har fået.
Anmeldelse: Wolverine | Udvikler: Insomniac Games | Udgiver: Sony Interactive.
Marvel’s Wolverine har været et af de mest ventede PlayStation-spil, siden Insomniac Games løftede sløret for projektet. Derfor har spillet også været udsat for et massivt fokus fra både spillere og kritikere. Efter selv at have gennemført spillet på PlayStation 5 står jeg dog tilbage med en oplevelse, der overordnet er langt mere positiv.
Insomniac har lavet et lineært actionspil med semi-åbne områder, hektiske kampe og en historie, der går langt ind i Logans fortid. Det er ikke et nyt Spider-Man, og det forsøger det heller ikke at være. Insomniac har selv forklaret, at Wolverine skulle bygges omkring en anden type helt: mere brutal, mere jordnær og med langt mere fysisk kontakt med verden omkring sig.
En ny fortælling om Logan
Historien er en original fortælling om James “Logan” Howlett og følger ikke en bestemt klassisk Wolverine-historie fra tegneserierne. Insomniac har i stedet taget elementer fra Wolverines lange historie og bygget sin egen fortælling omkring karakteren. Det betyder, at man som fan genkender en lang række personer, steder og referencer, men samtidig ikke ved præcis, hvor historien bevæger sig hen.
Historien omkring Nathaniel Essex, Helix-maskinen og Wolverines egen fortid fungerer godt og giver plads til at fortælle mere om, hvem Logan er, og hvad der har formet ham. Det føles næsten som en origin-fortælling for Insomniacs egen version af Wolverine, uden at spillet behøver at genfortælle alt det, man allerede kender.
Bipersonerne fungerer samtidig rigtig godt. Her får vi flere kendte ansigter fra X-Men-universet, og de føles ikke bare som karakterer, der er blevet placeret i spillet for fanservicens skyld. De har deres egne roller i historien og passer naturligt ind i Logans rejse.
Jean Grey er et godt eksempel på dette, men det samme gælder de øvrige karakterer omkring Logan. Insomniac har selv fremhævet, at relationerne mellem Logan, Jean Grey, Mystique og Sabretooth var en vigtig del af arbejdet med at finde frem til deres version af karakteren.
Dialogerne fungerer, tempoet er godt, og de mange cutscenes får lov til at fortælle historien uden at trække oplevelsen unødigt i langdrag. Jeg brugte omkring 15 timer på hovedhistorien, hvilket efter min mening passer rigtig godt til den type spil, Marvel’s Wolverine er.
Undervejs gemmer der sig desuden en lang række små referencer og easter eggs til andre X-Men- og mutantkarakterer. Det er den slags detaljer, som ikke er nødvendige for at forstå historien, men som giver ekstra værdi for den spiller, der kender universet.
Kløerne først
Det er naturligvis i kampene, at Wolverine for alvor skal bevise sit værd, og her synes jeg, Insomniac rammer karakteren rigtig godt.
Kampene mod de almindelige fjender er hurtige, hektiske og samtidig forholdsvis simple at gå til. Man lærer hurtigt at undvige, blokere og slå igen med Wolverines kløer, og efter kort tid føles det helt naturligt at skifte mellem de forskellige bevægelser. Det interessante er, at kampene faktisk kan blive ret intense. Wolverine er stærk, men det betyder ikke, at man bare kan stå stille og slå løs. Når flere fjender angriber samtidig, handler det om at holde sig i bevægelse, reagere på angrebene og overleve længe nok til at få adgang til sin healing.
Healing er nemlig integreret direkte i Wolverines kampstil. I stedet for konstant at skulle lede efter health packs eller stoppe kampen for at trykke på en healing-knap, er Wolverines Healing Factor en del af selve kampoplevelsen. Rage og Last Stand-mekanikken er blandt de systemer, Insomniac har bygget omkring hans evne til at komme tilbage efter store mængder skade.
Kampvariationen er dog ikke enorm. De grundlæggende angreb er forholdsvis simple, og en stor del af kampen bygger på de samme grundprincipper. Til gengæld kan man gennem level-systemet låse forskellige powers op og vælge op til fire, som kan bruges til at gøre kampene mere varierede. Det er især Wolverines Rage Finishers, jeg synes fungerer rigtig godt. De er hurtige, brutale og tilfredsstillende, og spillet gør et godt arbejde med at lade omgivelserne blive en del af kampene. Fjender kan blive slået ind i ting, og nogle af omgivelserne kan bruges kreativt.
Det giver næsten en lille sport i at undersøge, hvad man kan bruge i kamp og hvad tingene gør.
Et laserhegn står foran dig:
“Hmm, hvad mon der sker?” Spark. Splat. Præcis det, man håbede på.
Bosskampene gav mig nostalgiske minder om gamle platformspil. Her handler det ofte om at lære bossens mønster, forstå hvilket angreb der kommer, og derefter reagere korrekt. Det samme gælder enkelte af spillets mere specielle fjender. Det er ikke nødvendigvis komplekse kampe, men der er en tilfredsstillelse i at gennemskue mønstret.
En lineær verden med plads til at kigge sig omkring
Marvel’s Wolverine er ikke en traditionel åben verden. Spillet er grundlæggende bygget op fra A til B, men flere områder giver mulighed for at finde sin egen vej mellem de to punkter.
I særligt områderne omkring Japan føles verdenen mere levende. Her er der mere at kigge på, flere detaljer og større mulighed for at bevæge sig rundt. Andre områder føles i højere grad som selve banen, hvor fjenderne og historien leder dig videre.
Insomniac har faktisk brugt betydelige ressourcer på at gøre miljøerne mere autentiske. Under udviklingen blev der blandt andet foretaget omfattende scanningsture i Japan, hvor holdet indsamlede mere end 600 scans, næsten 190.000 fotografier og 5,6 TB data til brug for spillets miljøer. Verdenen er flot og fyldt med detaljer, og den klassiske “gule vej”, som mange moderne spil bruger til at vise spilleren den korrekte vej, er her ofte erstattet af mere naturlige markeringer som kloakmærker, hvid maling eller andre elementer i omgivelserne. Nogle steder kan man også helt selv finde vejen videre.
Logan og Parkour
Men traversal kunne efter min mening godt have været mere frit, der er flere situationer, hvor man som spiller står og tænker, at Wolverine da selvfølgelig burde kunne hoppe over en bestemt forhindring, men spillet tillader det ikke. Samtidig kan han andre steder klatre til enorme højder. Det føles derfor lidt mærkeligt, at spillet på den ene side giver Wolverine nogle imponerende bevægelsesmuligheder, men på den anden side meget tydeligt bestemmer, hvor han må og ikke må bevæge sig.
Stealth fungerer til gengæld overraskende fint. Wolverine er ikke ligefrem den mest oplagte karakter til at snige sig gennem et område, men det kan lade sig gøre, og man kan faktisk nå at eliminere flere fjender, før man bliver opdaget. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at spillet havde givet endnu mere plads til stealth som alternativ til direkte kamp.
Flot, brutalt og meget Wolverine
Grafisk er Marvel’s Wolverine et flot spil. Karaktererne er detaljerede, animationerne under kamp fungerer rigtig godt, og cutscenerne har flere steder en næsten filmisk kvalitet.
Det gælder især ansigtsanimationerne og karakterernes bevægelser, hvor der er en naturlighed over flere af scenerne. Det passer godt til Insomniacs fokus på at gøre Logans karakter mere fysisk og jordnær. Der er meget blod i Marvel’s Wolverine, hvilket næppe kommer som den store overraskelse. Wolverine uden blod, kløer og vold ville også være lidt som at lave et racingspil uden biler. Heldigvis giver spillet mulighed for at justere eller slå dele af volden og blodet fra i indstillingerne.
Det samme gælder kostumerne. Undervejs finder man materialer, som kan bruges til at låse forskellige kostumer op, og de har faktisk en funktion ud over det kosmetiske. Kostumerne bidrager til Wolverines health-opgraderinger, hvilket giver en grund til at udforske områderne og lede efter de gemte crates.
Whiskey-flaskerne er en anden form for samleobjekt, og de fungerer bedre end mange tilsvarende collectibles. Da de bruges til at forbedre Wolverines passive evner i form af ”nye mutationer” Nightmare Cabin er også en god tilføjelse, fordi de samtidig fortæller små dele af Logans historie og minder, her kan man blandt andet genspille missioner og gennemføre Nightmare Challenges, hvilket giver noget ekstra at vende tilbage til efter hovedhistorien.
Små fejl i en ellers stabil oplevelse
Af tekniske problemer, oplevede jeg nogen få som måske ved skrivende stund er rettet.
Under missionen, hvor man skal finde “Red”, skulle jeg kravle ned fra et træ. Her sad Wolverine fast i animationen lige inden, han ramte jorden. Det skete fem gange i træk. Sjette gang valgte jeg simpelthen at hoppe ned fra taget i stedet og fortsætte, selvom spillet tydeligt havde tænkt, at jeg skulle følge den animerede vej ned.
Den anden fejl opstod ved Nightmare Cabin. Muligheden for at genspille missioner er rigtig god, især hvis man vil jagte achievements og gennemføre spillet 100 procent. Problemet opstod, da jeg forlod en mission gennem menuen. I stedet for at sende mig tilbage til det sted i hovedhistorien, hvor jeg havde forladt Nightmare Cabin, blev jeg placeret et helt andet sted i spillet.
Jeg stod pludselig i Canada, selvom jeg burde have været tilbage i Madripoor.
Efter lidt forvirring og et kig på missionens afstand til mit mål valgte jeg at indlæse et tidligere save. Det er dog værd at understrege, at det er de eneste større problemer, jeg selv oplevede. Ellers kørte spillet stabilt, missionerne gled fint over i hinanden, og jeg oplevede ikke lange loadingtider, der brød flowet.
15 timer med Wolverine
Jeg gennemførte hovedhistorien på omkring 15 timer og er efterfølgende gået tilbage for at finde de sidste whiskey-flasker og material crates, så spillet kan komme tættere på de 100 procent.
Alle Nightmare-udfordringer blev gennemført, efterhånden som de dukkede op, og jeg synes faktisk, at de er blandt de mere interessante dele af spillets ekstraindhold, fordi de samtidig fortæller små historier om Logans fortid. For et moderne actionspil med en så stor mængde cutscenes og historie synes jeg, at spillets længde passer fint. Man kan sagtens ønske sig mere, når man har det sjovt, men jeg sad aldrig med følelsen af, at spillet trak historien unødigt langt ud.
QTE-sektionerne er derimod et sted, hvor jeg mener, Insomniac kunne have gjort mere. Der er en del QTE-sekvenser, men de kan i praksis gennemføres uden at trykke på de rigtige knapper. Jeg havde fra starten slået hjælpen fra i håbet om, at jeg kunne fejle dem og blive straffet for det. Ser man tilbage på Insomniacs Spiderman spillene, er der også QTE hvor hvis man ikke rammer knappen eller trykker forkert, fortsætter kampen eller handlingen man er i gang med, ergo selv i Spiderman kunne man misse QTE og det ville ikke få en konsekvens. Det er blot den følelse at man bliver holdt mere i hånden i Wolverine end man gjorde ved Spiderman og QTE’s virkede “forkerte”.
Jeg forstår godt tanken om tilgængelighed, og Insomniac har mange omfattende accessibility-muligheder i spillet. Men jeg kunne godt have tænkt mig, at man stadig havde mulighed for at vælge en mere klassisk QTE-oplevelse, hvor fejl faktisk havde konsekvenser.
En Wolverine, jeg gerne ville have mere af
Insomniac har skabt deres egen version af James Logan Howlett og fortalt en historie, der både kan fungere for spilleren, der bare vil have et godt actionspil, og for X-Men-fanen, der har lyst til at opdage de mange små referencer undervejs.
De videoer og opslag, der har cirkuleret online med mærkelige animationer, underlige køreture eller grafiske fejl, findes uden tvivl. Men min oplevelse var en anden. Jeg oplevede et stabilt, flot og underholdende spil, der fungerede fra begyndelsen til slutningen.
Hvis man aktivt leder efter grænserne for, hvad spillets systemer kan eller ikke kan, kan man naturligvis finde mærkelige situationer. Men spiller man Marvel’s Wolverine for historien, karaktererne og de hektiske kampe, er der rigtig meget at holde af.
Jeg savner mere frihed i traversal. Jeg kunne også godt have ønsket mig mere stealth og QTE-systemer, hvor fejl faktisk havde en konsekvens.
Marvel’s Wolverine er et flot, brutalt og velproduceret actionspil med fede kampe, gode stemmer, stærke karakterer og en historie, der går dybere ind i X-Men-universet, end jeg havde forventet.
Og så er der selvfølgelig Jean Grey.
For en generation af X-Men-fans er hun næsten obligatorisk – og ja, nogle af os havde nok et lille crush på hende dengang.
Karakter: 9/10
Marvel’s Wolverine viser, at Insomniac godt kan gøre Wolverine til deres egen. Det er ikke perfekt, men det er en rigtig stærk actionoplevelse og en version af Logan, jeg gerne ville have endnu mere af.