I dag lancerer Logitech fire nye stykker hardware i deres “PRO”-serie. Produkterne er lavet i samarbejde med professionelle gamere og er målrettet det mere seriøse gaming segment, illustreret af deres motto “designed with pros, engineered to win”. De nye produkter består af hovedtelefoner, tastatur, musemåtte og mus.
Man kan godt blive lidt fortabt i de mange tekniske detaljer og de vil bestemt også fremgå i billederne i artiklen, men vi vil forsøge at fokusere på de vigtigste opdateringer. I det materiale vi fik fra Logitech fremgik priserne i USD for det amerikanske marked, men vi gætter på, at priserne bliver tilsvarende i EUR. Præstationsforbedringerne er baseret på Logitechs egne udsagn og ikke noget vi har haft mulighed for at kunne teste eller bekræfte.
Pro x3 Lightspeed.
Hovedtelefonernes lydenhed bruger Logitechs egne 50 mm PRO-G Graphene enheder, som også var at finde i X2 versionen. Dog nu med 24 bit og 48 kHz ift. 16 bit og 32 kHz i X2. Graphene er et tyndt materiale, der ifølge Logitech gør, at lydenhederne kan spille mere klar lyd og hurtigt skifte lyd uden at gøre lyden sløret. Mikrofonen er på 48 kHz sammenlignet med 16 kHz i X2, hvilket gerne skulle gøre lyden mere klar. Batteritiden skulle også være opgraderet fra 50 til 70 timer. Dertil har Logitech søgt at forbedre komforten med memory foam. Hovedtelefonerne fås i hvid, sort og pink.

PRO X2 Rapid
Tastaturet bruger nye analoge og magnetiske musetaster, hvor musetasterne ikke skal tilbage forbi et bestemt aktiveringspunkt, før de kan trykkes ned igen, hvilket ellers er tilfældet på membran eller mekaniske tastaturer. Hvordan tasterne skal agere kan endda indstilles i Logitechs software eller OLED skærmen på tastaturet. Hvor tasterne (switches) kan udskiftes på andre typer tastaturer, så anbefaler Logitech ikke, at man gør det på deres analoge tastaturer, da de ikke er standardiserede og funktionaliteten derfor ikke kan garanteres. Fordelen med tasterne er, at de reagerer bedre på dine input og så har de høj tilpasningsevne. Der er tre prioritetsfunktioner, der afgør hvilket signal tastaturet sender (og som måske er lidt svære at forklare på skrift) 1) sidst nedtrykkede tast, 2) den mest nedtrykkede tast, 3) prioriterede taster. Sidstnævnte skyldes at man kan indstille tastaturet sådan, at nogle taster trumfer andre, hvorfor de nedprioriterede taster kun reagerer, når man ikke trykker på en prioriteret tast. Derudover kan tastaturet selvfølgelig lyse op i alle regnbuens farver. Tastaturet fås også i hvid, sort og pink.

PRO X3 Superstrike
Knapperne på den nye mus bruger Logitechs “Haptic Inductive Trigger System”, som kort og godt skulle reducere latency og gøre det muligt at indstille aktiveringspunktet lidt ligesom med tastaturet. Logitech har også forbedret sensoren og batteritiden. Batteritiden skulle nu være på hele 135 timer, hvilket jeg vil mene må være nok for selv den mest søvnløse gamer. For de virkelig detaljeorienterede gamere må vi desværre meddele at musen vejer det samme som X2 versionen, medmindre man køber den uden for EU, fx i USA, hvor musen vejer 59 gram og dermed er 2 gram lettere. Det skyldes EU’s regler for batterisikkerhed. Musen fås i sort eller pink/sort.

PRO X Control
I modsætning til de andre produkter, som er nye versioner af eksisterende hardware, så er musemåtten den første af sin slags i PRO-serien. Musemåtten er lavet i strikket materiale, hvilket skulle give en mere ens glideevne for musen i alle retninger sammenlignet med mere andre musemåtte lavet i flettet materiale. Materialet skulle også være mere komfortabelt og holdbart. Musemåtten fås kun i sort og i 46×40 cm med 6mm tykkelse. Ifølge Logitech var musemåtten det produkt af de fire nye, som professionelle spillere var mest entusiastiske over. Gør med den info, hvad du vil.
Gængs for alle produkterne (undtagen musemåtten) er, at indstillingerne kan gemmes på enhederne selv, så du kan tage dem med og tilslutte dem til andre computere uden at installere G-HUB.

