Anmeldelse: Videospilsmagasinet | Model: HyperX OMEN 15-gb0018no
En gamingbærbar skal kunne én ting frem for alt andet: spille spil ordentligt. Det lyder måske banalt, men når en maskine kommer med en RTX 5060, Ryzen 7, 24 GB RAM og en 180 Hz-skærm, forventer man også, at den kan levere noget ekstra.
HyperX OMEN 15 er på papiret en ganske potent maskine. Efter at have brugt den som gamingmaskine sidder jeg dog tilbage med en lidt blandet følelse. Den gør det, den skal, og den gør det faktisk ganske godt – men jeg er ikke helt overbevist om, at den leverer den oplevelse, jeg forventede ud fra hardwaren.
En rigtig gamingbærbar.
OMEN 15 føles som en gaming-bærbar. Den er tungere end en almindelig kontorbærbar, men det er også forventeligt, når der skal være plads til ordentlig køling og dedikeret grafikkort. Med sine 15,3 tommer synes jeg faktisk, størrelsen rammer et godt kompromis. Den er stor nok til gaming, men stadig lille nok til at kunne tages med i tasken. For mig er det netop en af de store fordele ved gaming-bærbare: Man får en komplet gamingmaskine, som kan flyttes fra skrivebordet og tages med på farten, ferie, længere tur eller f.eks til LAN.
Cyberpunk og Darktide klarer den fint.
Jeg har blandt andet brugt OMEN 15 til Cyberpunk 2077 og Warhammer 40.000: Darktide, og begge spil kørte uden større problemer.
Ved medium til høj grafik lå oplevelsen omkring 40-60 FPS, hvilket gav en fin spiloplevelse. Jeg oplevede hverken mærkbart lag, sløring eller ghosting, og spillene så samtidig rigtig fine ud. Farverne står godt på skærmen, og kontrasten i de mørke områder fungerer også godt. Det er især noget, jeg lagde mærke til i Darktide, hvor mange af banerne foregår i mørke omgivelser. Detaljerne forsvinder ikke bare ind i en stor sort masse.
Jeg havde dog forventet lidt mere af RTX 5060-grafikkortet. Spillets automatiske grafikindstillinger valgte lavere indstillinger, end jeg havde forventet, når man ser på specifikationerne. Det er værd at huske, at et RTX-grafikkort i en bærbar ikke nødvendigvis yder det samme, som en anden udgave af grafikkortet i en anden laptop. Strømgrænser, køling og den måde producenten har konfigureret maskinen på, kan have betydning for den reelle ydelse.
Det kan være en del af forklaringen på, hvorfor RTX 5060’en i OMEN 15 ikke helt føltes så kraftig, som jeg havde forventet. Det betyder dog ikke, at grafikken er dårlig. De grafisk tunge spil, ser flotte ud, og maskinen leverer en stabil og spilbar oplevelse. Det er mere følelsen af, at der kunne have været lidt mere at hente fra hardwaren man sidder tilbage med.

Kølingen virker – men den larmer.
Skruer man op på Ultra, begynder maskinen for alvor at arbejde. Blæserne går tydeligt op i omdrejninger, og tastaturet bliver varmt under længere tids gaming. Det er ikke et problem, der er unikt for gaming-bærbare, men støjniveauet bliver bestemt mærkbart, hvilket er at forvente.
Til gengæld virker kølingen til at gøre sit arbejde. Maskinen kan håndtere belastningen, men man skal acceptere, at den bliver både varm og højlydt, når den presses. Jeg oplevede samtidig, at kølingen havde bedre arbejdsbetingelser, hvis jeg løftede den bagerste del af computeren en smule. Det gav bedre luftcirkulation, og blæserne behøvede ikke arbejde på fuld tryk.
Gaming-bærbare bruger i høj grad undersiden til at få luft ind og varme væk, men de står ofte direkte på et bord, hvor luftindtaget naturligt bliver begrænset. Det er derfor ikke et dårligt råd at investere i en laptopstander med køling, hvis maskinen skal bruges til gaming. Det giver bedre luft omkring maskinen og kan samtidig være med til at holde temperaturerne nede over længere tids brug, samt øge din laptops levetid.
180 Hz på 15,3 tommer.
Skærmen er efter min mening en af OMEN 15’s styrker.
Med sine 15,3 tommer synes jeg faktisk, skærmen rammer et rigtig godt kompromis til en gamingbærbar. Det praktiske 16:10-format giver lidt mere plads i højden end et traditionelt 16:9-panel, mens størrelsen stadig gør computeren nem at have med.
Opløsningen på 2560 × 1600 får billedet til at stå skarpt, og med op til 180 Hz bliver hurtige spil også gengivet flot. Skærmen har desuden en lysstyrke på 500 nits og dækker 100 % af sRGB-farverummet, hvilket kan mærkes i den gode farvegengivelse.
Farverne er flotte, og både Cyberpunk 2077 og Darktide viser, at skærmen kan levere et godt billede, selv når der både er mørke områder og kraftige lyseffekter på skærmen.

De små ting ved en laptop.
Tastaturet er behageligt at skrive og spille på. Tasterne har en fin modstand, og jeg oplevede heller ikke den store støj fra dem. Det er naturligvis meget subjektivt, hvad man foretrækker af tastaturer, men jeg havde ikke noget behov for at tilslutte et eksternt tastatur under min test. Det er et af de områder, hvor OMEN 15 bare fungerer.
Fin lyd – men brug det headset, du bedst kan lide.
Lyden er altid lidt svær at bedømme på en gaming-bærbar, fordi oplevelsen i høj grad afhænger af, hvad man sammenligner med, og hvilket headset man normalt bruger. I spillene kunne jeg høre det, jeg havde brug for, og både YouTube og streamingvideoer havde en tilfredsstillende lyd. Jeg ville stadig vælge headset, når jeg gamer seriøst, men det skyldes lige så meget mine egne vaner som computerens højttalere.
En maskine, der helst vil have strøm.
Det skyldes ganske enkelt, at gaming-bærbare typisk drosler ydelsen ned på batteri, og jeg ville hellere teste maskinen under de forhold, hvor den rent faktisk skal levere sin maksimale gaming-ydelse. Derfor vil jeg heller ikke forsøge at give et præcist billede af batteritiden. Skal man spille krævende PC-spil, bør man regne med at være tæt på en stikkontakt.
Ingen HDR til gaming.
En lille detalje, som jeg faktisk undrede mig over under testen, var HDR.
Jeg kunne ikke aktivere HDR i spillene, selv om skærmen ellers har en høj lysstyrke og et flot billede. Det giver også mening, når man kigger nærmere på HP’s specifikationer, hvor HDR ikke er angivet som en funktion for selve skærmen.
Der er derimod HDR-understøttelse i det indbyggede webcam, som kan bruge automatisk HDR. Det er altså ikke det samme som HDR på skærmen, når man spiller eller ser film. For mig er manglen på HDR i skærmen ikke en dealbreaker, da OMEN 15 stadig leverer et flot og skarpt billede. Men det er værd at være opmærksom på, hvis man forventer HDR-gaming fra en moderne gamingbærbar.
Så hvad får man egentlig?
Grafisk tunge spil kører fint og godt, skærmen er skarp og flot. Tastaturet er behageligt. Størrelsen er god til en gaming-bærbar, og maskinen føles solid og kompetent.
Men RTX 5060-mærkatet havde fået mig til at forvente lidt mere. Når spillets automatiske indstillinger vælger lavere grafik end forventet, og når man samtidig ligger omkring 40-60 FPS ved medium/høj grafik, bliver spørgsmålet naturligt, hvor meget ekstra man reelt får ud af den hardware, der sidder i maskinen. Samtidig skal man acceptere varme og blæserstøj, når maskinen bliver presset. Kølingen virker, men den gør opmærksom på sig selv. Til gengæld er det svært at komme udenom, at den fungerer som det, den er tænkt som: en bærbar gaming-PC, der kan tages med rundt uden at blive en gigantisk maskine.

Konklusion.
HyperX OMEN 15 er en kompetent gaming-bærbar, som gør det meste rigtigt. Den har en god størrelse, en flot og skarp 180 Hz-skærm, et behageligt tastatur og nok råstyrke til at køre krævende spil som Cyberpunk 2077 og Warhammer 40.000: Darktide uden de store problemer.
RTX 5060-grafikkortet får mig til at forvente lidt mere, end maskinen leverer i praksis, og den relativt konservative effektgrænse er sandsynligvis en del af forklaringen. Når man samtidig skruer op for grafikken, følger varme og blæserstøj hurtigt med.
Til gengæld får man en rigtig fin 15,3″ gaming-maskine med en skarp 2560 × 1600-skærm, 180 Hz og en størrelse, der gør den langt mere transportabel end en stationær gaming-PC.
OMEN 15 er altså ikke dårlig. Den er bare heller ikke den gaming-bærbare, der fik mig til at tænke: “Den her vil jeg have stående på mit skrivebord.”
Det bedste
- Flot og skarp 15,3″ 2560 × 1600-skærm
- 180 Hz fungerer godt til gaming
- Gode farver og fin mørk kontrast
- Tunge grafiske spil, kører fint.
- Behageligt og forholdsvis støjsvagt tastatur
- God størrelse til en bærbar gaming-PC
- Fin indbygget lyd
- Kølingen kan håndtere belastningen
Det svageste
- RTX 5060 lever ikke helt op til mine forventninger
- Relativt høj blæserstøj ved krævende gaming
- Tastaturet bliver varmt ved længere tids belastning
- Bedre luftcirkulation hjælper tydeligt
- Ingen HDR til gaming på den indbyggede skærm
- Batteriydelse er ikke testet som primært gaming-scenarie
Karakter: 7/10
