Call of Duty: Modern Warfare 4 – Krigen rammer igen
Udvikler: Infinity Ward | Udgiver: Activision | Genre: First-person shooter | Udgivelsesdato: 23. oktober 2026
Call of Duty er blevet så stor en serie, at den næsten er sin egen målestok. Nye spil skal både føles velkendte og finde på noget nyt: filmisk krig, hårdtpumpet skydning og en kampagne, der helst skal føles som en actionfilm, man selv er trådt ind i.
Den balance har serien ikke altid ramt. De seneste kampagner har for mig været svingende, og Modern Warfare III føltes som et kort, ufokuseret mellemspil. Den åbne struktur virkede ikke rigtig nødvendig, selv om mellemsekvenserne stadig var flotte. Når mange udgivelser ovenikøbet kommer fra forskellige udviklerhold, kan det være svært at mærke en klar retning i serien.
Jeg kom selv til Call of Duty i etaper. Jeg spillede det første spil, mistede interessen i en periode og blev siden fanget af Advanced Warfare og Black Ops III. Jeg slugte de cinematiske kampagner råt, samlede ældre spil op og glædede mig til nye udgivelser. Men lysten svandt, efterhånden som de store, Michael Bay-agtige kampagner mistede noget af deres kraft.
Så satte jeg mig med Modern Warfare 4. Og pludselig var jeg der igen.
EN ÅBNING, DER GRIBER FAT
Kampagnen begynder i en nordkoreansk storby, hvor en gruppe amerikanske og sydkoreanske soldater er på mission. Allerede i de første minutter bliver spillet levende på en måde, serien har savnet. En soldat lytter til Wu-Tang Clan i øretelefonerne; musikken bevæger sig rundt i lydbilledet, mens de andre kommenterer på den. Gruppen går ind i en butik for at købe mad, og samtalen får lov at være menneskelig og småfjollet. Som sydkoreansk soldat kan man endda tage røven på en af amerikanerne.
Det er små øjeblikke, men de gør en forskel. Soldaterne føles som mennesker, før de igen bliver brikker i en krig. Så forsvinder strømmen. Mørket sænker sig, og missiler lyser pludselig himlen op. Byen er under angreb. Roen brister på én gang, og spillet har allerede fået mig med.
Herfra skifter kampagnen mellem flere perspektiver og holder et højt tempo. Vi følger den sydkoreansk-amerikanske gruppe, men bliver også kastet ind i rollen som en anonym nordkoreansk soldat, der må begå uhyrligheder eller risikere selv at blive dræbt. Og så er der kaptajn Price, seriens urokkelige omdrejningspunkt. Han er nærmest kampagnens hovedperson, men bevæger sig i gråzoner, hvor han også kan ende med at modarbejde amerikanerne.
Spillet giver sjældent tid til at standse op. Det ene øjeblik er man fanget i et slagsmål på en natklub, det næste løber man over tagene efter en fjende eller suser gennem en biljagt. Der er ingen hub-verden, der trækker oplevelsen fra hinanden, og ingen tydelige kapitelskiller, der får kampagnen til at føles som en række separate afsnit. Den bevæger sig fremad som én lang operation.
ET KONSTANT SKIFT I GEAR
Tempoet betyder ikke, at alle baner spiller ens. Tværtimod skifter spillet hele tiden form. Man leder efter en forræder i en nordkoreansk by, sniger sig gennem et palads eller skifter mellem tre grupper under hårdt angreb, hver med deres eget våbensæt. Senere sniger man sig gennem en militærbase i en snestorm, før droner kommer i spil mod en helikopter. Andre steder veksler man mellem nævekamp og parkour eller skyder mortergranater fra bagenden af en lastbil, mens man forsvarer en bro.
Det er Modern Warfare-seriens greatest hits serveret i et tempo, der sjældent lader én blive træt af en idé. Og så er skydningen ganske enkelt fremragende. Våbnene har tyngde, respons og en tilfredsstillende forskel i fornemmelse. Serien forstår, at god skydning ikke kun handler om præcision, men også om hvordan et våben føles i hænderne.
Det kan lyde som en kritik, at spillet skifter scene så ofte, at man næsten ikke når at spørge, hvad der ligger under den smukke overflade. Og ja, man kan ikke altid mærke bunden. Men jeg begynder at tvivle på, om det er det rigtige spørgsmål. En rutsjebane skal heller ikke have dybde; den skal få maven til at flytte sig. Kampagnen ved præcis, hvilken slags oplevelse den vil være, og den leverer den med en overbevisning, der gør det svært at savne noget andet.
Afvekslingen handler ikke kun om, hvad man laver, men også om hvilken stemning spillet kan skabe fra det ene øjeblik til det næste. Kort efter en John Wick-agtig slåskamp på et diskotek, hvor clubmusikkens dybe bas banker gennem scenen, løber man hen over tagene i hælene på en flygtende fjende. Midt i parkouren slog det mig, at jeg havde spillet en lignende scene for ganske nylig. Først et øjeblik senere kom jeg i tanke om Wolverine.
Men her føltes tagjagten mere gritty, levende og medrivende. Det er ikke nødvendigvis fordi, selve idéen er ny; det er måden, den indgår i helheden på. Kampen på diskoteket, den dunkende musik, jagten over tagene og den rå nævekamp bagefter føles som dele af én ubrudt oplevelse. Modern Warfare 4 vil ikke bare føre mig fra den ene spilsekvens til den næste. Det vil have mig til at mærke, at jeg er midt i noget.
STRANDED OG LYSTEN TIL AT TAGE EN CHANCE
Missionen “Stranded” var det sted, hvor jeg frygtede, at momentum ville gå tabt. Den skiller sig ud fra det ellers meget lineære forløb med et åbent kort og tre steder, man skal uskadeliggøre. Det minder om en lille introduktion til DMZ, spillets extraction-del.
Men missionen er klogt bygget. Man kan gå direkte efter de tre mål, som står klar til angreb, eller bruge tid på at bevæge sig rundt og samle ting op først. Det er frivilligt, og den forskel betyder meget: Spillet tilbyder en risiko og en mulig gevinst uden at tvinge én til at spille på en bestemt måde. I stedet for at bremse kampagnen bliver “Stranded” et velkomment pusterum, hvor jeg selv bestemmer, hvor meget jeg vil satse.
Den følelse af at kunne tage en chance går igen i DMZ, og den er en af spillets største styrker. Extraction-spil kan være nådesløse, men her bliver man ikke konstant straffet for at være nysgerrig. Efter en stemningsfuld indledende mission bliver man sendt ud fra en base, hvorfra man kan udforske eller tage fat på mindre historiemissioner. Det er en overraskende god indgang til genren. Sammenlignet med Marathon oplever jeg DMZ som mere tilgivende og bedre til at lade spændingen komme af ens egne valg: Skal jeg fortsætte lidt endnu, eller er det tid til at vende tilbage med det, jeg allerede har fundet?
EN STÆRK PAKKE PÅ TVÆRS
Kampagnen kunne have været nok til at få mig tilbage, men Modern Warfare 4 føles gennemarbejdet på tværs af alle tre dele: kampagnen, Warzone med de klassiske modes, og DMZ som den rolige modpol. Warzone bygger videre på en shooter, der allerede er tæt på best-in-class. Denne gang er bevægelserne og tempoet skruet lidt ned. Man kan ikke længere springe på vægge og bevæge sig flydende i alle retninger hele tiden, og sigtningen gennem ADS føles langsommere. Kampene får dermed mere vægt og bliver lettere at aflæse.
For mig føles tiden til at nedlægge en modstander usædvanligt fair. I skydespil er det nemt at mistænke, at andre snyder, at deres våben er bedre, eller at man selv er kommet for sent ind i den nyeste meta. Balancen justeres selvfølgelig løbende, og jeg kan kun tale ud fra min egen oplevelse ved udgivelsen. Men indtil videre har jeg sjældent følt mig snydt af spillet. Når jeg blev slået ud, var det oftest, fordi jeg selv havde placeret mig dårligt eller truffet en dårlig beslutning.
Jeg spillede også lokalt på delt skærm med min søn, der spiller FPS-spil dagligt og er 37 år yngre end mig. Min reaktionsevne følger ikke længere med hans, men pointforskellen blev alligevel ikke så stor, som jeg havde ventet. Det understøtter, at det er et spil for alle.
Udvalget af modes er bredt og bliver løbende udvidet, fra klassikere som Team Deathmatch og Hardpoint til Ground War med store hold og køretøjer og Gunfight med små hold i korte, intense runder. Den mest særprægede tilføjelse er Kill Block. Banen sammensættes af moduler, der ændrer sig fra kamp til kamp. Man kan lære de enkelte områder at kende, men de sættes sammen på nye måder, så velkendte rutiner ikke altid virker. Det giver kampene en friskhed, som udfordrer fordelen hos dem, der ellers kender hver eneste vinkel på en fast bane.
DMZ fuldender pakken med en anden slags spænding end Warzone. Her handler det ikke kun om at vinde en ildkamp, men også om hvor længe man tør blive ude, og hvornår man skal sikre det, man allerede har fundet. Komplet med selvstændige missioner og en overraskende god intro føles det som en selvstændig del af spillet snarere end en tilføjelse, der bare skal fylde en menu ud.
EN AFSLUTNING, DER FORTJENER RULLETEKSTERNE
Historien holder hele vejen, og produktionen har overskud nok til at give én grund til at blive siddende gennem rulleteksterne: En ekstra mission binder en løs ende sammen, som ellers kunne have stået åben. Det er en lille gestus, men den vidner om en kampagne, der er tænkt som en hel fortælling.
Lyddesignet fortjener også særlig anerkendelse. Det er sublimt og et af de lyddesign, der for alvor belønner et godt lydsetup. Wu-Tang Clan-musikken, der bevæger sig rundt i scenen, diskotekets dunkende bas og de mange små lydnuancer gør, at man ikke bare ser kampagnen, men næsten mærker den omkring sig. Produktionsværdierne er høje hele vejen, både i mellemsekvenserne og i selve spillet.
Det er en produktion, der har råd til store navne, og hovedskurken spilles af danske Mads Mikkelsen. Som dansker kan jeg ikke undgå at lægge mærke til ham, og han giver kampagnen et velkendt ansigt og en markant tilstedeværelse. Men der er en kejtet charme i at høre en russisk skurk tale engelsk med så tydelig dansk accent; en del af mig blev trukket ud af krigen og hjem til en dansk stue. Det hjælper heller ikke, at han fylder så lidt. Det er en mulighed, spillet kun delvist udnytter.
Call of Duty var engang min egen målestok for, hvad en stor, filmisk shooter kunne være. Så blev det en serie, jeg fulgte af vane, mere end af forventning. Modern Warfare 4 har vendt det om. Jeg spillede ikke for at få tjekket en titel af; jeg spillede, fordi jeg ville se, hvad der skete bagefter. Kampagnen finder de små menneskelige øjeblikke midt i larmen, Warzone føles fair, og DMZ rammer en rigtig fin “push your luck” balance. Det er en pakke, der for mig er næsten uden fejl.
