Anmeldelse: Samsung Galaxy Z Fold8

Anmeldelse: Samsung Galaxy Z Fold8

Det er egentlig et mærkeligt format; På den ene side har man en smartphone i en størrelse jeg ikke har været vant til i mange år. Folder man den ud, har man en smartphone i en størrelse, jeg aldrig har haft før. Det alene, er et sært projekt, for når ens telefon er blevet en uundværlig del af hverdagen og man er vant til ét format, så skal der noget til for at ændre ens vaner. Det gælder også med Samsung Galaxy Z Fold8.

Samsung Galaxy Z Fold8 kommer med en 5,5″ skærm i sammenklappet tilstand, en tykkelse på 9,7 mm og en vægt på bare 201 gram. Det er en kompakt smartphone, hvor visningen og brugen af indholdet på skærmen bliver det største kompromis. Åbner man diverse apps som man bruger til hverdag, så kan man godt mærke at man her har med en mindre skærm at gøre end hvad normalen byder; tekst og video fremstår mindre og redigering i tekst indhold og mindre grafisk arbejde bliver udfordrende.

Folder vi telefonen ud, så ser det pludselig helt anderledes ud; Med en 7,6” skærm og 4,5 mm i tykkelse har vi at gøre med en telefon der fylder mere, uden at være klodset at have i hånden. Det bliver aldrig besværligt eller udfordrende at sidde med telefonen i udfoldet tilstand; den ligger godt i hånden og er ikke tung at sidde med. Problemet er bare at min smartphone normalt ryger op og ned i lommen i en rasende fart og mange gange i løbet af en dag, og at jeg i virkeligheden ikke giver mig tiden til at folde Samsung Galaxy Z Fold8 op og i. Den kommer til sin ret på sofaen eller i lænestolen, men det er sparsomt med brugen af funktionen når jeg er på farten. 

SAMSUNG GALAXY Z FOLD8 SOM ARBEJDSREDSKAB

Samsung Galaxy Z Fold8 indbyder i sin udfoldede tilstand til at udføre lettere arbejde så som tekstskrivning, redigering af videoer eller arbejde med grafisk opsætning når man er på farten. Størrelsen på skærmen giver et godt overblik og man ænser ikke folden på midten når først man sidder med den. Til min forbavselse understøtter telefonen ikke Samsungs egen S-Pen, hvilket jeg er undrende over, da det er en stor del af DNA’et i Samsungs andre telefoner. 

Telefonen har et dobbelt 50 MP-kamera system på bagsiden og to frontkameraer. Der er blevet gået på kompromis med kamerakvaliteten i forhold til Samsungs Ultra telefoner. Det er synd, især prisen taget i betragtning og fratager telefonen et vigtigt redskab i forhold til arbejde på farten hvor optagelse af film og billedtagning ikke kommer til sin ret.

Størrelsen på skærmen giver et godt overblik og man ænser ikke folden på midten når først man sidder med den. (Foto: Samsung)

SAMSUNG GALAXY Z FOLD8 SOM SPILLEMASKINE

Når det kommer til gaming på Samsung Galaxy Z Fold8 så er jeg langt hen ad vejen positiv. Størrelsen på skærmen når den er foldet ud, kombineret med den lille vægt, giver en lækker oplevelse, og med Snapdragon 8 Elite Gen processor, 12 GB RAM og Dynamic AMOLED 2X skærm, så kan den køre selv de mest krævende mobilspil. Jeg har blandt andet testet følgende spil på højeste grafikindstillinger:

  • Destiny: Rising
  • Monster Hunter Outlanders
  • Genshin Impact
  • Call of Duty Mobile
  • Warframe

Spillene kører problemfrit, uden framedrops og yderligere udfald. Det er heller ikke et problem med touch controls, skærmens størrelse taget i betragtning. Der hvor Samsung Galaxy Z Fold8 bliver udfordret i længere spilsessioner, er batteriets levetid og overophedning af telefonen. Telefonen bliver varm efter længere tids brug af krævende spil og batteriet bliver relativt hurtigt afladt. Det er heller ikke alle spil som er optimeret til at køre på Samsung Galaxy Z Fold8. Det er selvfølgelig ikke Samsungs skyld, men de bliver alligevel fanget i det, da jeg endnu ikke har oplevet en nyere telefon som ikke kunne køre et spil. Det bliver et problem hvis hovedårsagen til at erhverve sig telefonen, er for at spille på den. Jeg oplever blandt andet at Ubisofts The Division Resurgence skifter retning på skærmen uafbrudt. Man kan simpelthen ikke komme til at spille det grundet den konstant roterende skærm. 

Placeringen af USB indgangen sidder i bunden af telefonen som er det mest naturlige sted at placere den og jeg skal ikke gøre mig klog på det tekniske om det var muligt at placere den et andet sted, jeg kan blot konstatere at et device som Razer Kishi V2 og andre USB tilsluttede controllere, ikke kan bruges til at spille på telefonen grundet USB indgangens placering. Så kan man diskutere om det er et fair grundlag at bringe det op på, men jeg mangler det. Det skal dog ikke fratage selve oplevelsen af at spille på telefonen, da ydeevnen og størrelsen på skærmen giver en imponerende og medrivende spil oplevelse, der kommer tættere på følelsen af at spille på en tablet end på en traditionel smartphone. 

Spillene kører problemfrit, uden framedrops og yderligere udfald. Det er heller ikke et problem med touch controls, skærmens størrelse taget i betragtning. (Foto: Søren Zimmermann)

konklusion

Aldrig har jeg været så splittet i en hardware anmeldelse end med Samsung Galaxy Z Fold8. Samsung Galaxy Z Fold8 kan mange ting men har også væsentlige mangler i form af understøttelse af S-pen og kvaliteten i kameraerne. Jeg har ikke den store interesse i den lille skærm når den er foldet sammen, af den simple årsag at jeg i flere år har vænnet mig til større. Når jeg så sætter mig og spiller spil på den i udfoldet tilstand, så er det en fed oplevelse, og den formår at imponere mig. 

Overordnet set er det en fed telefon, men om Fold funktionen er det værd, er spørgsmålet.