Norse: Oath of Blood kombinerer turbaseret strategi, byudvikling og blodig hævn i vikingetiden.
Anmeldelse: Videospilsmagasinet | Udvikler: Arctic Hazard | Udgiver: TripWire Entertainment.
Vikingeliv, byudvikling og blodfejde.
Historien centrerer sig om søskendeparret Gunnar Grípsson og Sigrid Grípsdóttir i et udefineret område i Skandinavien under vikingetiden. Hvor vikingespil ofte har et udadvendt fokus på togter og udforskning uden for vikingernes egne områder, fokuserer Oath of Blood i højere grad på vikingernes egen verden med interne stridigheder og intriger. Jeg har endnu ikke gennemført spillet, men bortset fra en kort sekvens, hvor muligheden for at gå på togt mod vest bliver drøftet, er der ikke meget, der tyder på, at det kommer til at fylde.
Overordnet kan spillet inddeles i to dele: byudvikling og ressourceadministration samt kampsekvenser. Begge dele er turbaserede, men på hver sin måde. I byen skal man samle ressourcer til bygninger og udstyr. Samtidig kan der kun udføres et begrænset antal handlinger i hver tur, hvorfor man til tider skal overveje, om man helst vil bruge for eksempel smeden til at lave udstyr eller udvide fiskerlejet.
Der er også et landkort med andre bosættelser, som man kan handle med eller rekruttere krigere fra. Krigere, som man skal bruge til at nedkæmpe sine blodfjender. Det er også i byen, man udstyrer sine krigere og vælger deres kampevner. Som i så mange andre spil får de erfaringspoint og nye evner i takt med, at man tager dem med i kamp.
Kampene vælges også på landkortet. Her findes små, enkeltstående områder med banditter eller ulve. Disse kan oftest gentages og fungerer både som en kilde til ressourcer og som en måde at få erfaringspoint til sine krigere på. Der er også begivenheder med en tidsfrist. En slags minihistorier, hvor man kan få udstyr eller forbedre relationerne til de andre byer. Og så er der sekvenserne, hvor selve spillets historie udfolder sig. De er en blanding af lidt udforskning, kamp og filmsekvenser. Fælles for dem alle er, at man skal udvælge en gruppe krigere fra sin stab til at drage afsted. Når de først er valgt, kan man ikke ombestemme sig. Man kan dog undervejs starte sekvensen forfra, hvis det går helt galt, og man ender med at få alle slået ihjel.
Det er derfor en god idé at skifte lidt ud i truppen mellem missionerne, for krigerne kan blive skadet eller endda dø i kamp. Så er det nyttigt at have folk i kulissen, som ikke er helt grønne.
En rå og stemningsfuld vikingeverden
Grafikken er realistisk og simpel. Den er ikke på niveau med de nyeste flagskibsspil, men bestemt i den gode ende og rigtig behagelig at se på over længere tid. Den virker virkelighedstro, overdriver ikke og stjæler ikke fokus fra resten af spillet. Med andre ord bidrager den til indlevelsen. Karaktererne bevæger sig naturligt og laver nogle gange små ”finishers” i kamp, hvilket bidrager lidt til spillets og datidens brutalitet. Det er lige, som det skal være.
Lydsiden vil jeg nærmest betegne som stille og rolig. Den følger samme filosofi som grafikken og bidrager til indlevelsen uden at fjerne fokus fra andre elementer. Musikken kan minde om tv-serien Vikings, og det er jeg stor fan af.
Inden missionerne er der en fortæller, og de fleste karakterer har voiceover, som gør det rigtig godt. Dialogen i filmsekvenserne er godt skrevet og endnu bedre indspillet. Der er små guldkorn undervejs, som ”it’s colder than a frost giant’s tits”. Jeg grinede flere gange højlydt af de kække bemærkninger undervejs.
Dog har jeg samme anke som ved mange andre vikingespil: Jeg synes simpelthen ikke, at karaktererne lyder nordiske. Det er lidt overraskende, når spillet er lavet af en norsk udvikler og ikke et stort amerikansk selskab.
Styringen er intuitiv og ganske ligefrem. Der er ikke noget nyskabende her, og man følger de løsninger, man kender fra lignende spil i genren. Nogle gange er styringen i kampsekvenserne dog lidt kluntet, og jeg har et par gange sendt en pileregn ned over mine egne folk i et forsøg på at navigere grænserne for en evnes maksimale rækkevidde. Heldigvis er det et lille problem og ikke noget, der bliver alt for frustrerende.
En god balance mellem by og slagmark
Starten af spillet har et godt fokus på historien og karaktererne. Spilelementerne bliver tilføjet løbende, så man ikke bliver overvældet fra starten. Når man får mulighed for at udvikle sin lille landsby, kan man prioritere forskellige bebyggelser. Her skulle jeg måske have prioriteret markedet lidt tidligere, så jeg kunne købe og sælge og dermed få de nødvendige ressourcer til andre ting lidt hurtigere.
I stedet brugte jeg en del tid på bare at gå fra tur til tur, så jeg kunne samle ressourcer og udvikle min landsby. Der var generelt perioder, hvor jeg ikke rigtig vidste, hvad der skulle til for at føre historien videre. Det skete selvfølgelig af sig selv, men det virkede umiddelbart lidt uklart, hvad der præcist udløste det næste skridt. Der er en god balance mellem de to primære elementer – byudvikling og kampsekvenser – hvilket giver en god adspredelse i både tempo og spiloplevelse. Dertil bidrager begge dele til spillets historie og indlevelse. Man kan ikke blot fokusere på det ene eller det andet, for de to ting går hånd i hånd.
Selv gad jeg ikke rigtig genspille missionerne, hvor formålet primært var at indsamle ressourcer. De var lidt for simple, og jeg ville egentlig bare gerne videre med historien. En historie, som måske ikke har de største overraskelser indtil videre, men som samtidig heller ikke er helt forudsigelig.
Handlingen er lidt lineær med kun mindre afveje undervejs. Det samme gælder kampsekvenserne, hvor der ikke er megen mulighed for at gå på opdagelse. Min eneste substantielle anke med spillet – eller rettere det eneste, jeg virkelig kunne ønske var anderledes – er manglen på reelle valgmuligheder undervejs i historien. Man har frihed i både by- og karakterudviklingen, men ikke i forhold til, hvordan historien udfolder sig.
Her kunne det være tiltrængt med flere valgmuligheder. For eksempel hvem man ville rekruttere eller alliere sig med. Det ville samtidig kunne give en større grund til at spille spillet igennem igen. Når det er sagt, fungerer spillet rigtig godt, som det er. Og for Arctic Hazards første spiludgivelse er det en rigtig god start.
Karakter: 7/10
God historie, stærke spilmekanikker og en fin blanding af byudvikling og taktiske kampe. Jeg savner dog flere muligheder for at påvirke historien og en større grund til at spille det igennem igen. Jeg har glædeligt brugt masser af timer på det, så det er et rigtig fint spil, som bestemt kan anbefales.
