anmeldelse: ace combat 8: wings of theve – Når himlen bliver en fortælling

Jeg er vokset op med flysimulatorer. I midten af 1980’erne sad jeg med F-15 Strike Eagle, Falcon og F-19 Stealth Fighter, hvor man kunne bruge timevis på at navigere gennem fjendtligt luftrum, undgå radar og forsøge at mestre de komplicerede systemer, som skulle gøre én til en bedre pilot. Det var en tid, hvor simulatorerne stillede krav til tålmodighed og interesse for detaljerne, og hvor selv en simpel grafisk gengivelse af et cockpit kunne åbne en hel verden af muligheder. Jeg har siden spillet mange flere af slagsen, men fascinationen har sjældent holdt ved. Ikke fordi jeg ikke kan se kvaliteten i de klassiske simulatorer, men fordi jeg ganske enkelt ikke har haft den store lyst til at nørde alle detaljerne. Når først fascinationen af de tekniske systemer har lagt sig, kan oplevelsen hurtigt føles både tung og overraskende tom. Det er en lidt paradoksal erkendelse for en, der trods alt er vokset op med genren, men det er også grunden til, at Ace Combat 8: Wings of Theve rammer mig så godt. For selv om spillet handler om moderne luftkrig, er det i virkeligheden noget ganske andet, der holder mig fast. Ace Combat-serien har siden Air Combat på den første PlayStation i 1995 gået sine egne veje. Hvor de rendyrkede simulatorer har dyrket realismen og de tekniske detaljer, har Ace Combat altid været mere interesseret i den dramatiske side af luftkrigen. Det er arkadepræget luftkamp med kampfly, store eksplosioner og en forkærlighed for dramatiske situationer, der ville få selv de mest højstemte krigsfilm til at rødme. Serien har samtidig opbygget sit eget fiktive univers, Strangereal, hvor politiske konflikter, krige og menneskelige skæbner væves sammen på tværs af spillene.Med det ottende hovedspil, udviklet af Bandai Namco Aces i samarbejde med Bandai Namco Studios, vender serien tilbage med en ambition, der rækker ud over endnu en omgang luftbårne skudvekslinger. Med Unreal Engine 5 som teknologisk fundament er der også lagt op til et visuelt løft. Men det mest interessante er egentlig, hvor meget spillet ønsker at fortælle. Ace Combat 8 er ikke blot et spil om at flyve fra den ene mission til den næste. Det er en fortælling om identitet, pligt, krig og ikke mindst om, hvordan en løgn kan blive til et symbol, som mennesker har brug for at tro på.

helte opstår ikke altid på den måde, man forventer

Vi befinder os i Strangereal, hvor Federation of Central Usea, FCU, er blevet invaderet af Republikken Sotoa. Hovedstaden Theve er faldet, flåden er slået i stykker, og resterne af landets militær befinder sig om bord på det aldrende hangarskib Endurance. Her bliver vores hovedperson en del af en krig, hvor håbet er ved at slippe op, og hvor der er brug for helte. Men helte opstår ikke altid på den måde, man forventer.Tidligt i spillet flyver vi sammen med den pilot, der allerede bærer navnet Wings of Theve. Missionen ender katastrofalt, da vi bliver skudt ned, og kun vores hovedperson overlever. Midt i forvirringen under vandet lykkes det ham at få frigivet sin faldne kollegas dogtags. Det er et lille, men afgørende øjeblik, for med dem følger også en identitet, som pludselig skal udfyldes af en anden.Vores hovedperson overtager dermed ikke blot et navn, men også en myte, der allerede har fået sit eget liv. Wings of Theve er blevet et symbol på håb for en nation, der desperat har brug for noget at tro på. Nu er det vores opgave at holde fortællingen i live, selv om den mand, der oprindeligt bar navnet, er død. Samtidig forsvinder han ikke helt fra historien. Den tidligere pilots stemme bliver ved med at hjemsøge og guide os gennem spillet, som en ledsager fra fortiden, der fortsat har noget at fortælle os. Det er et interessant greb, fordi det gør spillets tema om identitet og propaganda personligt. Hovedpersonen bliver et symbol, før han nødvendigvis selv har fundet ud af, hvem han er, og hvad han står for. Han skal leve op til en legende, der allerede eksisterede, og som nu er uløseligt forbundet med en mand, der ikke længere er her. Dermed bliver spørgsmålet om, hvem der egentlig gemmer sig bag Wings of Theve, mere end blot et spørgsmål om militær strategi. Det handler også om, hvorvidt et menneske kan overtage en andens plads uden samtidig at blive opslugt af den historie, som andre har skabt. Det er en ganske interessant ramme, som samtidig gør det svært helt at afskrive spillets fiktive verden som ren eskapisme. De politiske magtforhold, den konstruerede heltedyrkelse og behovet for at skabe en fælles fortælling i en krigstid har tydelige paralleller til den virkelige verden. Det er ikke nødvendigvis, fordi spillet leverer en dybt original analyse af propaganda eller krigsførelse, men fordi det bruger disse elementer til at give luftkampene en sammenhæng. Vi flyver ikke blot for at skyde endnu en fjende ned. Vi flyver for en nation, der har brug for at tro på, at den stadig kan vinde.

Vi er en del af en krig, der bevæger sig fremad

Fortællingen fylder overraskende meget. Mellem missionerne er der lange sekvenser med dialog, karakterer og dramatiske optrin, og enkelte steder nærmer spillet sig en interaktiv film, hvor vores indflydelse begrænser sig til et enkelt knaptryk i ny og næ. Det kan virke en smule besynderligt at sidde med en controller i hænderne og blot vente på, at scenen udfolder sig, men jeg må samtidig erkende, at jeg gerne vil vide, hvad der sker bagefter. Historien er interessant nok til at holde mig fast, og den giver missionerne en følelse af fremdrift, som jeg ofte har savnet i de mere traditionelle flysimulatorer. Det er måske netop her, at Ace Combat 8 finder sin største styrke. Hver mission føles som et nyt kapitel i et større narrativ. Der er en udvikling, en retning og en fornemmelse af, at begivenhederne betyder noget. Det er ikke længere blot en række isolerede opgaver, hvor man skal ramme et bestemt antal mål og derefter vende hjem. Vi er en del af en krig, der bevæger sig fremad, og spillet gør et ihærdigt forsøg på at lade os mærke konsekvenserne af det, der sker. Heldigvis er det ikke kun fortællingen, der bærer oplevelsen. Det er først og fremmest luftkampene, der får Ace Combat 8 til at lette, og især i begyndelsen er spillet fremragende til at variere situationerne. Man kan eksempelvis være i færd med at lande på et hangarskib, da fjendtlige fly pludselig dukker op på radaren. Landingen må vente. Nu handler det i stedet om at forsvare en udsat flåde, der har brug for hjælp. Sådanne skift gør, at man hele tiden må omstille sig, og at missionerne ikke blot føles som gentagelser af den samme luftkamp med nye fjender. Det er også her, spillets mere arkadeagtige tilgang kommer til sin ret. Hvor de klassiske simulatorer ofte kræver, at man lærer et væld af systemer og procedurer at kende, handler Ace Combat 8 i langt højere grad om at reagere, orientere sig og træffe beslutninger i kampens hede. Det er stadig muligt at fordybe sig i flyenes egenskaber, våbenvalg og udstyr, men spillet kræver ikke, at man gør det til en hobby i sig selv for at få en god oplevelse. Man kan koncentrere sig om selve flyvningen og de situationer, man bliver kastet ud i. Det tiltaler mig personligt langt mere.

Spillet behøver ikke gøre alle til eksperter

Spillet gør desuden en indsats for at imødekomme forskellige typer spillere. Man kan vælge mellem Standard- og Expert-styring. Standard gør det relativt intuitivt at dreje flyet og passer godt til spillere, der er vant til almindelige actionspil. Expert kræver derimod, at man ruller flyet og bruger pitch-bevægelser til at gennemføre sine drejninger, hvilket giver større frihed til avancerede manøvrer. Dertil kommer forskellige sværhedsgrader, så man kan tilpasse udfordringen til sine egne evner og præferencer. Det betyder, at man ikke behøver at være en erfaren virtuel pilot for at komme ind i spillet, ligesom de mere rutinerede spillere kan skrue op for kravene.Det er en tilgang, jeg sætter pris på. Spillet behøver ikke gøre alle til eksperter, men det giver mulighed for at skrue op for kompleksiteten, hvis man får lyst til at udfordre sig selv. Og fordi missionerne varierer i både tempo og formål, føles det sjældent, som om man blot skal gentage en bestemt manøvre for at komme videre. I hvert fald ikke i begyndelsen.For det er også her, at de første skyer begynder at trække ind over oplevelsen. Hen mod slutningen bliver det tydeligere, at der trods alt er grænser for, hvor mange forskellige situationer man kan skabe, når næsten alt foregår i kampfly. Gentagelserne bliver mere mærkbare, og det hjælper ikke, at flere missioner samtidig trækkes i langdrag. Hvor jeg i begyndelsen konstant bliver overrasket af nye situationer, begynder jeg efterhånden at kunne fornemme spillets grundlæggende skabelon. Det er ikke nødvendigvis et problem, at et spil holder fast i sin kerne, men når variationen falder, og missionerne bliver længere, mister luftkampene noget af deres oprindelige intensitet. Jeg savner den stramme rytme og de uventede skift, der gjorde de første timer så medrivende.Til gengæld er det svært at sætte en finger på spillets audiovisuelle præsentation. Grafikken er ekstremt flot, og det handler ikke kun om detaljerede fly eller spektakulære eksplosioner. Det er fornemmelsen af fart, der gør indtryk. Skyerne driver omkring én, landskabet strækker sig under flyet, og vejret bliver en del af oplevelsen snarere end blot en kulisse. Kondens samler sig på cockpittets rude, og hvis man opholder sig for længe i en sky, kan isen begynde at sætte sig. Det er små detaljer, men de bidrager til en overbevisende fornemmelse af at befinde sig i luften. Samtidig flyder det hele fuldstændig glat i min oplevelse, hvilket er afgørende i et spil, hvor fart, præcision og overblik betyder så meget.

Bas og diskant får lov til at lege, uden at lyden blot bliver en massiv mur af støj

Lyden fortjener næsten sit eget afsnit. Ace Combat 8 er en oplevelse, der i usædvanlig grad kommer til sin ret med et godt headset på. Jeg havde faktisk et headset, som jeg skulle teste i en helt anden sammenhæng, og satte mig derfor ned for at spille en halv times tid. To timer senere havde jeg gennemført flere missioner og var blevet kastet fra den ene yderlighed til den næste. Jeg var ganske enkelt blevet fanget af helhedsoplevelsen. Det er ikke alene de dramatiske lydeffekter, men samspillet mellem dem, der gør forskellen. Jetmotorernes dybe brøl, missilernes susen, radiokommunikationen og de mange nuancer i lydbilledet skaber en intensitet, som trækker én ind i begivenhederne. Bas og diskant får lov til at lege, uden at lyden blot bliver en massiv mur af støj. Man fornemmer motorernes kraft, samtidig med at de mindre detaljer får plads. Og fordi hovedpersonen selv kommunikerer via headset det meste af tiden, bliver det næsten en naturlig forlængelse af spillets perspektiv at sidde med et på. Det føles ikke bare som noget, der foregår på skærmen. Man sidder midt i det. Det er i den kombination, at Ace Combat 8: Wings of Theve for alvor finder sin identitet. Fortællingen giver luftkampene en mening, missionerne giver fortællingen fremdrift, og den audiovisuelle præsentation får det hele til at føles mere nærværende. Spillet er på sit bedste, når det lader de enkelte dele understøtte hinanden, og når man bliver kastet ud i en ny situation, før man når at tænke for meget over, at man egentlig bare flyver et kampfly fra den ene opgave til den næste.

konklusion

Når det er sagt, er Ace Combat 8 ikke uden problemer. Den filmiske fortællestil betyder, at man indimellem bliver reduceret til tilskuer, og de senere missioner viser, at selv imponerende luftkampe kan miste noget af deres kraft, hvis de gentages for ofte eller trækkes for langt ud. Men det er også værd at bemærke, at jeg selv – en spiller, der gennem årene har haft svært ved at fastholde interessen for flysimulatorer – blev så opslugt, at en halv time blev til to timer uden videre. Måske er det i virkeligheden den bedste anbefaling, jeg kan give spillet. Ace Combat 8: Wings of Theve forsøger ikke at gøre mig til en bedre simulatorpilot. Det forsøger at få mig til at føle mig som en del af en større fortælling, hvor jeg både er den, der fører flyet, og den, der skal leve op til en legende, andre har skabt. Og når det lykkes, er det svært ikke at lade sig rive med.