Der findes få spilverdener, man ikke bare spiller, men flytter ind i. The Witcher 3: Wild Hunt er en af dem.
Nu sker det så igen. CD Projekt RED har officielt annonceret The Witcher 3: Wild Hunt – Songs of the Past, en helt ny udvidelse til det efterhånden legendariske rollespil. Geralt af Rivia vender tilbage i 2027 på PC, PlayStation 5 og Xbox Series X|S, og bare den sætning er nok til at få et gammelt witcher-medallion til at begynde at vibrere et sted dybt i sjælen.
For mange af os sluttede rejsen ellers. Vi lagde sværdene fra os. Lod vinden blæse gennem Toussaints vinmarker og efterlod til sidst Geralt på sin lille gård, hvor han — måske for første gang i sit liv — virkede oprigtigt lykkelig. Jeg skal blankt indrømme, at jeg sad tilbage med den dér sjældne tomhed efter rulleteksterne. Ikke bare fordi historien sluttede, men fordi det føltes som at sige farvel til nogen, man havde rejst med i årevis.
Og hvilken rejse det var.
Som så mange andre gik jeg naturligvis ind i The Witcher 3 med ét klart mål: at redde Ciri. Men som alle witchers hurtigt lærer, så er vejen altid længere end destinationen. Pludselig havde man brugt timer på at hjælpe en forbandet landsby, løse groteske familietragedier eller jagte monstre, der ofte viste sig at være mere menneskelige end menneskene selv.
Og så var der selvfølgelig Gwent.
Man havde altid tid til Gwent. Det er måske netop dét, der gjorde The Witcher 3 så særligt. Hovedhistorien var fabelagtig, men det var de små historier mellem de store slag, som for alvor gjorde verden levende. De finurlige sidemissioner. Erotiske… nej, eksistentielle bønder med alt for mange problemer. Små fortællinger gemt i kroge af verdenen, som i andre spil ville være fyld, men her føltes som ægte eventyr.
Udvidelserne løftede det hele endnu højere.
Hearts of Stone gemte på en hjerteskærende kerne under al sin mørke folkeeventyr og djævlepagter. Historien om Gaunter O’Dimm var den slags fortælling, der blev siddende længe efter skærmen blev sort. Ikke fordi den råbte højest, men fordi den krøb stille ind under huden.
Blood and Wine.
En udvidelse, der nærmest gjorde det umulige: Den udvidede et allerede gigantisk univers og fik det samtidig til at føles friskt igen. Toussaint eksploderede i farver og sollys som et levende eventyrmaleri. Hvor hovedspillet ofte var mudret, beskidt og melankolsk, føltes Blood and Wine som at træde ind i en anden fantasygenre. Mere romantisk. Mere drømmende. Men stadig med den samme bittersøde kerne, der altid har gjort The Witcher-universet så stærkt.
Derfor er annonceringen af Songs of the Past heller ikke bare “mere Witcher”. Det føles næsten som at få lov at vende tilbage til et sted, man troede, man havde forladt for altid.
Denne gang udvikles udvidelsen sammen med Fool’s Theory — studiet bag The Thaumaturge. Et spil, der måske ikke ramte samme mainstream-højder som Witcher-serien, men som viste en imponerende forståelse for stemning, karakterer og mørk fantasy med psykologisk tyngde. Det gør samarbejdet ekstra interessant, fordi Fool’s Theory virker som et studie, der faktisk forstår den slags fortællinger, Witcher-universet lever af. Ikke bare monstre og sværd, men mennesker, skyld, savn og begær. Alle de gråzoner, som Geralt altid har bevæget sig igennem.
CD Projekt RED holder foreløbig kortene tæt til kroppen. Vi ved endnu ikke meget om selve historien i Songs of the Past, men bare titlen vækker nysgerrighed. Minder. Gamle synder. Fortidens spøgelser. Witcher-universet har altid været bedst, når det handler om de ting, man troede, man havde lagt bag sig. Samtidig annoncerede CD Projekt RED også, at spillets systemkrav opdateres med næste patch for at sikre kompatibilitet og performance frem mod udvidelsen. Det er måske den mindst romantiske del af hele nyheden, men også et tydeligt tegn på, at studiet tager denne tilbagevenden seriøst.
Og ærligt?
Det er svært ikke at blive rørt over tanken om endnu en tur på the Path. Og rørt var jeg sammen med Geralt da vi ellers tog afsked med hinanden med tårer i øjenkrogene på vores fælles vingård. Endnu en kro fyldt med rygter. Endnu et monster med en tragisk historie. Endnu en aften foran et virtuelt Gwent-bord, mens verdens undergang lige må vente lidt længere. For nogle spil stopper aldrig helt med at eksistere, når man slukker dem. De bliver hængende som steder, man engang besøgte. Verdener man stadig kan huske lydene, farverne og stemningen fra.
The Witcher 3 er et af de steder.
- og i 2027 åbner døren sig igen.
