Anmeldelse: The Rogue Prince of Persia

Det er desværre ikke alle serier, der overlever tidens sand. Mens nogle serier består og ser efterfølger på efterfølger uden ende, nogle endda sågar årligt, er der mange andre, fans ville ønske vi så mere til, der blot bliver ladt til at fade fra minde og eksistens af diverse årsager.

En af disse var i lang tid Ubisofts højtelskede Prince of Persia, der trods en plettet fortid, især i sine 3D dage, bibeholdt en loyal fanskare, der trods fejlslag stadig heppede på serien til at genopnå sin storhed. Ved tilblivelsen af en rival fra samme firma, også omhandlende en akrobatisk hævner, gik der imidlertid længe før vi så noget til prinsen fra Persien. Fordi, skønnede nogle, at Ubisoft ikke ønskede at risikere at de to serier skulle kannibalisere hinanden, samtidig med at de tydeligvis satsede højest på lillebroren.

Man kan lægge i disse konspirationer hvad man vil, men faktum er, at prinsen var lagt i dvale med et halvt øje åbent gennem store dele af den syvende og ottende spil-generation, med undtagelse af enkelte titler som rebooten ”Prince of Persia” i 2008, ”Prince of Persia: The Forgotten Sands” i 2010 og HD-remaster’en af Sands of Time-trilogien, samt spin-offs til hhv PlayStation Portable og Wii.

Efter disse forsøg på en renæssance virkede det dog ikke til at Ubisoft længere havde den store tillid til Brøderbunds hjertebarn. En remake af klassikeren ”Prince of Persia: The Sands of Time” blev godt nok annonceret langt senere i 2020, men med store udfordringer under sin udvikling og melding om en genstart i 2023 er der stadig lange udsigter til denne – hvis den altså kommer.

Det var derfor en pose af blandede følelser da vi endelig så et splinter nyt Prince of Persia i 2024, i form af 2D sideløberen ”Prince of Persia: The Lost Crown”. Fans var henrygte over en ny udgivelse efter alt håb havde syntes ude i et årti, men tilbageblikket til 2D skuede mange mod hårende, da Prince of Persia godt nok startede sin karriere som et 2D eventyr, men at de fleste, da Sands of Time til PlayStation 2 nok er det mest populære i serien stadig, cementerede serien som primært 3D i vores kollektive bevidsthed.

Ligesom da Samus gik fra 2D til 3D første-person i Metroid Prime, var det dog kun et spørgsmål om tid og tilvending, før fans alligevel gav det nye spil – med en noget spøjst-udseende prins – en chance, og lagde stridsøkserne da det viste sig at være fænomenalt. Nogle så dog stadig 2D stilen som et budget-valg. Som om Ubisoft prøvede at sige, at de ikke havde gidet lægge penge i et nyt 3D spil, men uanset baggrunden så løj anmeldelserne ikke.

Prince of Persia lod med andre ord endelig til at være tilbage på kortet, og ”Prince of Persia: The Lost Crown”s succes beviste overfor Ubisoft, at vi stadig var mere end interesserede i flere eventyr fra det fiktive mellemøsten. Deres næste træk blev derfor samme år endnu et 2D spil, dog i en meget anderledes tegnestil, og denne gang… en rogue-like – altså et spil hvor hvert løb er nyt, og hvert dødsfald sender dig tilbage til start, røvet for stort set alt hvad du ejer.

I dette spil ses Persien overtaget af hunnerne, og historien starter da med at vores kampdygtige men måske en tand overmodige prins – der endnu en gang kun går under denne kryptiske benævnelse – fælles af deres leder efter ellers at have nedlagt et utal af dem. Han vågner så op væk fra slagmarken i en afsides oase, hvor han mødes af en shaman der forklarer at et mystisk smykke han har arvet – hvis sande kræfter ingen kender – gør ham i stand til at vende tilbage til livet efter et dødsfald. Herved starter så vores færd for at vende tilbage til kamppladsen, fælde hunnerne og deres leder – en smule mere erfaren for hver gang – redde prinsens familie og tage kongeriget tilbage.

Som sagt er spillet, ligesom Lost Crown, et tilbagekast til simplere tider, hvor prinsen løber fra venstre mod højre, springer over afgrunde og klatrer op ad vægge. Modsat Lost Crown, der udover det hurtige gameplay der kendetegner serien, præsenterede kalkulerede kampe hvor man skulle være vaks med sine parader, går Rogue dog efter et system hvor kampe er hurtigt overstået – endog du selvfølgelig stadig skal være på stikkerne – da rogue-like er en genre hvor man efter et utal af genforsøg bare gerne vil videre, efter at være løbet igennem de samme omgivelser alt for mange gange. Her er det til gengæld en fed følelse når man har indsamlet et arsenal af våben og opgraderinger der gør fjenderne til barnemad.

Nogle elementer fra 3D spillene er dog implementeret, da visse stykker af baggrunden, hvis der er en væg, kan bruges til at forlænge prinsens tid i luften ved at løbe på disse. Noget der har været standard for serien siden Sands of Time. En reference til Sands of Time er desuden at prinsen ved starten af hvert nyt område kan sunde sig ved et helbredende bassin drikkevand. Det er en lille ting, ja, men en detalje som fans vil bemærke.

Rogue-likes’ natur er som sagt at dø og dø og dø og prøve igen og igen og igen, hvor du kommer lidt længere hver gang i takt med indsamlet erfaring og at lære fjendernes strategier og ageren. Nøglen til ethvert rogue-like, i forbindelse med genspilningsglæde så spilleren ikke bliver træt af de mange dødsfald og ommere, er derfor at der hele tiden sker noget nyt, såsom oplåsning af nye områder på kortet. For eksempel faldt jeg under et af mine løb over en note, der berettede om en gidseltagning i en anden del af byen. Denne info låste derved op for ikke blot et nyt område, men tilføjede også redningen af gidslet som en mission til den pågældende bane. På den måde finder du altså ofte ting – ikke kun opgraderinger – der tjener til at udvide historien, møde nye allierede og låse op for nye steder og missioner.

Våben og særlige evner er der selvfølgelig også masser af, der stille og roligt bygger dig op til at blive en omvandrende krigsmaskine, allesammen ligeledes nye for hvert løb så ikke to løb er ens, og nogle af disse kan sågar kombineres for diverse effekter. Jo stærkere du bliver, jo lettere er det også at blive overmodig, og i de senere områder bliver du sværmet af fjender der sætter dine surt indsamlede evner på prøve, men her gælder det om at holde hovedet koldt og prøve at vælge dine kampe med omhu. Du kan nemlig stadig, meget hurtigt, blive et hoved kortere hvis du ikke passer på.

Personligt har jeg aldrig været meget for rogue-like genren. For det første er jeg ikke glad for idéen om hele tiden at skulle starte helt forfra, samt det at banerne hele tiden ændrer sig så du ikke kan memorisere og mestre dine omgivelser, da jeg har en bias om at denne form for spil design blot er en undskyldning for ikke at bruge tid på at udvikle kompetente og gennemtænkte banedesigns, omend selv jeg ikke kan benægte disse spils vanedannende “én gang til”-design.

Mine blandede følelser mod rogue-likes til trods er jeg dog naturligvis glad for at vi har fået et nyt Prince of Persia, selvom det ikke har taget form af en genre jeg normalt er særligt begejstret for, men samtidig er der flere elementer der gør at jeg fortsat er skeptisk for Ubisofts tro på serien.

For eksempel er tegnestilen og grafikken håndtegnet og meget minimalistisk. Ikke at spillet på nogen måde er grimt, det føles blot som en stil man har valgt for at spare penge, frem for at være et kunstnerisk valg. Lyden rammer til gengæld den persiske stemning perfekt, omend det var lidt spøjst at høre hvad der næsten grænsede til techno i en af banerne, og at der intet stemmeskuespil er.

Med det lille sure opstød af vejen, er jeg altid tilhænger af tilgangen om definitivt at dømme et spil ud fra hvad det er, og ikke hvad man ville ønske det var. The Rogue Prince of Persia er med det sagt et udmærket 2D spil, der i sig selv ikke gør noget forkert, men leverer på præcis hvad genren lover, alt imens prinsens akrobatiske manøvrer og adrætte spring bestemt er serien tro, og gør at man føler man træder i støvlerne på den næste inkarnation af den østiske kongesøn, når først du efter et par løb rigtig får styringen ind under huden og blod på tanden.

Hvad fremtiden bringer vores persiske ungkarl, og om den efterhånden notoriske Sands of Time remake nogensinde ser dagens lys, er uvist. Men med to 2D spil under bæltet indenfor en relativt kort årrække, håber jeg dette er tegn på, at prinsen er tilbage for at blive. Jeg håber så blot at Ubisoft inden for kommende tid skænker ham et nyt 3D eventyr, og ikke behandler ham som andenrangsborger med billige budget titler.

7.5/10