Din kurv er lige nu tom!
- Udvikler: Questline
- Udgiver: Awaken Realms
- Platform: PC
- Udgivelsesdato: 23. maj 2025
- Genre: Open-world RPG, mørk fantasy
Fra brætspil til digitalt eventyr
Tainted Grail: The Fall of Avalon begyndte sin rejse som et Kickstarter-projekt i 2018, hvor det originale brætspil blev en overvældende succes. Awaken Realms, som oprindeligt er kendt for deres fysiske spiludgivelser, har nu med hjælp fra udviklerne hos Questline taget det mørke, mytologiske univers med over i den digitale verden – og det med en ambition om at skabe et åbent og fortællingsdrevet RPG med en helt særlig tone.Spillet trækker tungt på keltisk mytologi og Arthur-legender, men serverer det i en postapokalyptisk ramme, hvor heltene er væk, guderne tavse og magien – den korrupte slags – driver verden mod afgrunden.
En verden i forfald
Tainted Grail udspiller sig i Avalon, et sted, der engang var centrum for håb og frelse – men som nu er ved at blive opslugt af det mystiske fænomen kaldet wyrdness. Det er en kraft, der forvrænger alt omkring sig: landskaber, tid og sted, endda selve virkeligheden.Kong Arthur er død, og hans riddere er enten forsvundet eller faldet i unåde. Befolkningen klamrer sig desperat til ritualer, ruiner og gamle løfter, der ikke længere virker. I dette sammenbrud vågner du som en ukendt fange – uden navn, uden skæbne, men med muligheden for at skabe din egen vej i mørket. Historien er opdelt i kapitler, hvor du langsomt afdækker sandheder om Avalons forfald og din egen rolle i det hele. Undervejs møder du karakterer, der sjældent er enten gode eller onde, men i stedet komplekse og formet af desperation og håbløshed. De valg, du træffer, har betydning – ikke nødvendigvis i form af store eksplosioner, men i den måde verden reagerer på dig og forandrer sig over tid.
Undervejs møder du karakterer, der sjældent er enten gode eller onde, men i stedet komplekse og formet af desperation og håbløshed.
Gameplay og mekanikker
Der er klare paralleller til Bethesdas Elder Scrolls-serie, især Skyrim. Spillet giver dig mulighed for frit at skifte mellem first person og third person perspektiv, og du kan udforske Avalons åbne verden i dit eget tempo. Det er et klassisk RPG-fundament: vælg dine quests, find din kampstil og form din karakter efter dine egne valg. Kampsystemet kombinerer nærkamp, magi og snige angreb, og føles som en blanding mellem Skyrim og Kingdom Come: Deliverance. Det er mere tungt og kontrolleret end hurtigt og flydende, og kræver timing og præcision. Dertil kommer et progressionssystem, hvor du ikke bare bliver stærkere gennem gear, men også gennem evner og beslutninger, som påvirker din rolle i historien.

Et unikt element er Wyrdness-systemet. Når du bevæger dig ind i de tågede og forvrængede områder, må du bruge specielle artefakter og lyskilder for at undgå at blive opslugt. Det giver en konstant følelse af uro og planlægningsbehov – og skaber associationer til S.T.A.L.K.E.R.-spillene, hvor miljøet i sig selv er en fjende.Spillet er ikke perfekt balanceret, og enkelte UI-løsninger og opgavestrukturer kunne være bedre. Men det har noget, mange spil mangler: en tydelig identitet og stemning, som gennemsyrer hver eneste mekanik.
Lyd og musik
En af spillets absolut største styrker er lyd designet – og især musikken. Soundtracket består bland andet af den danske kunstner Danheim, som er kendt for sit mørke og rituelle vikingemusik. Hans bidrag til spillet er ikke bare stemningsfuldt, det er afgørende for, hvordan du oplever Avalon. Awaken Realms har gjort brug af Danheim ved tidligere spil, apps til deres spil da hans musik er tilgængelig og passer rigtig godt ind til de verdener de skaber. Enkelte af Danheims sange har sågar været med i Netflix serien Vikings. Musikken er tung, rytmisk og ofte ildevarslende – perfekt til en verden, hvor hvert skridt kan føre dig længere væk fra virkeligheden. Det er sjældent, man hører et soundtrack, der i så høj grad forankrer og forstærker et spils univers.Hvis man streamer spillet, kan man i audio indstillingerne, slå copyrighten fra, så er man ikke i fare for at ens video bliver muted. Da udover Danheim, er der også andre kunstnere.
Visuel præsentation
Grafisk er Tainted Grail: The Fall of Avalon ikke banebrydende, men det kompenserer med stærk visuel identitet og atmosfære. Miljøerne er gråtonede, ru og dækket af tåge, men de er designet med en konsekvens, der skaber indlevelse. Man føler sig reelt lille og sårbar i denne verden – ikke på grund af grafisk realisme, men fordi stemningen er så gennemført.Karakteranimationer og UI kunne have godt af en overhaling, men helhedsindtrykket er positivt, disse kan vi kun forvente bliver forbedret med tiden.
Konklusion
Tainted Grail: The Fall of Avalon er ikke et poleret AAA-eventyr. Det er et ujævnt, men dragende RPG, der vinder på sin stemning, fortælling og musikalske dybde. Det føles som en oprigtig videreførelse af brætspillets DNA, og det tør være noget andet end blot endnu en Skyrim-klon. Det tør være mørkt. Det tør være langsomt. Det tør være anderledes.For spillere, der søger en historie med vægt, og som ikke bliver skræmt af lidt teknisk ruhed, er dette en oplevelse værd at kaste sig ud i – gerne med et sæt gode høretelefoner og lysten til at forsvinde i tågen.
Karakter: 8/10

