Din kurv er lige nu tom!
En pirat vender tilbage fra de døde – mod betaling
Der findes efterhånden mange butikssimulatorer på markedet, og Pirate Cove Simulator følger i kølvandet på titler som Supermarket Simulator, TCG Store Simulator og Tabletop Shopkeeper. Det er et spil, der på overfladen virker velkendt – man styrer sin butik, betjener kunder, fylder hylder og jagter profit. Men hvor mange andre simulatorspil tager udgangspunkt i hverdagen, trækker Pirate Cove Simulator sin spiller med ud på de syv have – og ind i efterlivet.
For du er død. Og den eneste vej tilbage til de levendes verden går gennem profit. Du skal skrabe én million guldstykker, ved at drive en butik, der handler med alt fra rom, rustne sabler til eksotiske piratsouvenirs. Heldigvis fejler pirattemaet sjældent, og her hjælper det også, at spillets hovedmenu møder dig med den ikoniske sømandssang “What shall we do with a drunken sailor?”, hvilket straks sætter tonen for det der venter: en blanding af klassisk management og skæv humor.

Gentagelse med kant og krudtrøg
Hvis du tidligere har spillet andre butikssimulatorer, vil du hurtigt føle dig hjemme her. Introduktionen er effektiv, og spillets opbygning er nem at gå til. Det handler om at åbne butikken, forsyne hylderne og tage imod en lind strøm af udøde piratkunder, som alle søger varer fra et liv fyldt med plyndringer og rom.
Spillet bliver dog hurtigt præget af gentagelser – en klassisk faldgrube i genren. Men det lykkes faktisk udviklerne fra Kool2Play at tilføje små variationer, som holder oplevelsen frisk i længere tid. Blandt andet kan du udforske andre øer og finde materialer, der bruges i produktion eller opgraderinger. Disse ø-ture fungerer nærmest som små minispil og bidrager til at bryde det ensformige loop. Det føles som et simpelt, men velfungerende twist, der udvider gameplayet uden at komplicere det.

Sang, grog og sjove systemer
Pirate Cove Simulator leverer ikke banebrydende grafik, men det er stilrent og pirattemaet fungerer godt med de små animationer og farverige omgivelser. Det vigtigste er, at gameplayet holder. Og det gør det – især takket være et solidt loop og en række velintegrerede minigames. Ét af højdepunkterne er destillationen af grogg, hvor man eksperimenterer med forskellige ingredienser og selv bestemmer prisen på varen. Det giver en frihed, og spillet hjælper med små indikatorer, der viser, om prisen virker rimelig i kundernes øjne.
Når en kunde køber en vare, afleverer de kontanter, og du skal veje og give byttepenge retur ved at vælge de rigtige møntværdier. Det føles som en lille analog opgave midt i alt det digitale og tilføjer et ekstra lag af interaktivitet.

Lyden i spillet er enkel, men charmerende. Man ender hurtigt med at sidde og nynne med på kendte sømandssange, der kører i baggrunden, og det forstærker den legende stemning. Kunderne dukker op i takt med, at du åbner din butik – og tidsstyringen afhænger ikke af realtid, men af dine egne valg. Du bestemmer hvornår der skal tjenes guld, og tempoet i spillet kan derfor tilpasses dit humør.
Buggy skatte og småt med dybde
Selvom Pirate Cove Simulator generelt fungerer fint, er det ikke uden fejl. Enkelte gange opleves bugs, hvor kunder forsvinder eller hænger fast i betalingsprocessen – noget der kræver et hurtigt exit og reload. Heldigvis er det ikke gennemgående og virker som fejl, der kan rettes med kommende opdateringer.
Spillets progression holdes i gang af skill points, som låser op for bedre butiksdrift og nye features. Det hjælper til at give spillet dybde, selvom der stadig mangler lidt variation i det lange løb. Det unikke ved spillet er dog fortsat de små øer, man kan besøge, og den løbende udforskning af, hvordan man bedst optimerer sin forbandede butik.

Konklusion
Pirate Cove Simulator formår at bringe charmen ved butikssimulatorer ind i et sjovt og lettere skørt piratunivers. Det er en fornøjelig idé med en hyggelig lydside og simple mekanikker, der hurtigt fanger interessen. Desværre bliver oplevelsen hurtigt for ensformig og savner den variation og dybde, der skal til for at fastholde spillerens engagement i længere tid. De små minigames og muligheden for at udforske andre øer giver lidt afveksling, men ikke nok til at løfte det samlede billede. Små tekniske fejl og manglende udvikling i gameplayet trækker yderligere ned.
Pirate Cove Simulator er bedst egnet til dem, der virkelig elsker genren og kan leve med gentagelser. For alle andre vil spillet hurtigt miste sin glans – som en rusten skat på havets bund.
Karakter
5 / 10

