Af Jonas Wedell.
Da Supermassive Games for alvor slog igennem med Until Dawn, blev det hurtigt tydeligt, at studiet havde fundet deres helt egen niche i spilbranchen. Filmiske horroroplevelser, hvor spillerens valg former historien, blev deres varemærke, og siden da har studiet bygget videre på konceptet gennem flere kapitler i The Dark Pictures Anthology.
Med Directive 8020 bevæger studiet sig væk fra klassiske teenage-gyserklichéer og ind i en langt mere klaustrofobisk science fiction-oplevelse. Hvor Until Dawn lænede sig op ad slasherfilm og klassisk cabin-in-the-woods horror, trækker Directive 8020 tydelige inspirationer fra film som Alien, Event Horizon og 2001: A Space Odyssey. Resultatet er et spil, der føles mere voksent, mere teknologisk – og langt mere ambitiøst.
En interaktiv sci-fi gyser.
Directive 8020 placerer spilleren ombord på et rumskib, hvor noget hurtigt begynder at føles helt forkert. Som i tidligere Supermassive-spil handler det om relationer, valg og konsekvenser, men denne gang er oplevelsen pakket ind i mørke korridorer, futuristisk teknologi og en konstant følelse af paranoia.
Noget af det første, der springer i øjnene, er spillets atmosfære. Grafisk er Directive 8020 imponerende flot på PS5, og særligt lys, skygger og de sterile sci-fi omgivelser er med til at skabe en intens stemning. Rumskibet føles levende på en måde, der hele tiden holder spilleren på kanten af sædet.
Karaktermodellerne er detaljerede, men animationerne kan til tider stadig virke lidt stive eller klodsede – noget der næsten er blevet en del af Supermassive Games’ identitet efterhånden. Det ødelægger dog sjældent oplevelsen, fordi spillets filmiske præsentation og stærke stemning konstant trækker spilleren tilbage ind i universet.
Valg der faktisk føles vigtige.
Noget af det, Directive 8020 lykkes særligt godt med, er dialogsystemet og følelsen af, at ens valg betyder noget. Mange narrative spil giver spilleren illusionen af kontrol, men her føles svarene ofte naturlige i forhold til den måde, man selv ønsker at forme karaktererne på.
Det interessante er samtidig, hvordan karakterernes personligheder gradvist formes af spillerens egne beslutninger. Ingen virker entydigt helteagtige eller onde fra starten; i stedet udvikler relationerne sig afhængigt af, hvordan man vælger at spille dem. Det gør det lettere at engagere sig i historien og skaber en stærkere forbindelse til besætningen ombord.
Directive 8020 er heller ikke et spil, der nødvendigvis forsøger at skræmme konstant. Mange af de klassiske horrorbeats kan man ofte fornemme på forhånd, især hvis man er vant til gyserfilm og horror-spil. Musikken og lyddesignet afslører ofte, hvornår noget er ved at ske, hvilket kan tage lidt af overraskelsen væk. Omvendt er det også netop lydsiden, der er med til at bygge spændingen op.
Lyd, musik og stemning.
Lyddesignet er uden tvivl en af spillets stærkeste sider. Directive 8020 bruger lyd aktivt til at skabe uro og usikkerhed, og særligt de små detaljer i omgivelserne er med til at gøre rumskibet levende.
Musikken passer imponerende godt til spillets tone gennem hele oplevelsen. Rolige sekvenser får lov at ånde, mens de mere intense øjeblikke understøttes af tunge og ubehagelige lydflader, der konstant minder spilleren om, at noget er galt.
For garvede horrorfans bliver musikken samtidig lidt af et tveægget sværd. Man lærer hurtigt at aflæse lydsiden og kan ofte fornemme, hvornår et jumpscare eller dramatisk øjeblik nærmer sig. Det gør måske spillet mindre skræmmende, men ikke nødvendigvis mindre spændende. I stedet bliver stemningen den store styrke. Directive 8020 føles som en interaktiv sci-fi horrorfilm, hvor man langsomt bliver suget længere og længere ind i mørket.
Mere spil – mindre interaktiv film.
Hvor Until Dawn i høj grad føltes som en interaktiv gyserfilm, tager Directive 8020 flere skridt mod traditionelle gameplay-systemer. De nye funktioner giver oplevelsen mere dybde og gør, at spillet føles mere aktivt end tidligere titler fra Supermassive Games.
Selve udfordringerne og gameplaysektionerne passer godt ind i oplevelsen og føles sjældent malplacerede. Pacing er generelt også veludført, fordi spillet giver spilleren mulighed for selv at bestemme tempoet. Vil man undersøge omgivelserne grundigt og finde ekstra detaljer om universet, kan man bruge tid på exploration, mens andre kan fokusere mere direkte på historien.
En af de mest interessante tilføjelser er rewind-systemet. Funktionen giver et visuelt overblik over historiens forløb gennem et slags mindmap, hvor man kan gå tilbage til specifikke valg og ændre historiens retning. Samtidig kan man altid vende tilbage til sine oprindelige beslutninger, hvilket gør systemet langt mere fleksibelt end traditionelle chapter select-funktioner. Det er en smart løsning, som både gør spillet mere tilgængeligt og samtidig øger genspilsværdien markant.
Teknisk præstation på PS5.
På PS5 leverer Directive 8020 en imponerende stabil oplevelse. Spillet kørte uden tekniske problemer under anmeldelsen, og både performance, loading og grafisk præsentation fungerede problemfrit. Særligt lys, partikeleffekter og de mørke miljøer viser, hvor stærkt spillets visuelle design er. Supermassive Games har tidligere været lidt ujævne teknisk, men her virker oplevelsen langt mere poleret. Det gør også, at man lettere bliver opslugt af universet uden at blive trukket ud af immersionen af bugs eller tekniske fejl.
Plusser:
- Fantastisk sci-fi horror-atmosfære med tydelige inspirationer fra Alien og Event Horizon
- Flot visuel præsentation og stærk lyssætning på PS5
- Meningsfulde valg og gode dialogsystemer
- Rewind-/Turning Point-systemet giver høj genspilsværdi og gør det lettere at udforske alternative historier
- Stærkt lyddesign og musik, der understøtter spændingen gennem hele oplevelsen
- Mere gameplay og exploration end tidligere Supermassive Games-titler
- God pacing med frihed til selv at bestemme tempoet
- Stabil teknisk performance på PS5 uden større problemer
- Oplagt spil at opleve sammen med venner eller familie
Minusser:
- Karakteranimationer kan stadig virke stive og lidt klodsede
- Garvede horrorfans vil ofte kunne fornemme jumpscares og spændingsopbygning på forhånd
- Stealth-sektionerne virker ifølge flere anmeldelser lidt simple og ujævne
- Enkelte sektioner kan føles lidt langsomme i tempoet
- Rewind-funktionen kan for nogle spillere mindske følelsen af konsekvens i valgene
Endelig konklusion
Directive 8020 er ikke bare endnu et kapitel i The Dark Pictures Anthology — det føles som begyndelsen på en ny retning for Supermassive Games.
Spillet tør bevæge sig længere væk fra den klassiske “interaktive film”-struktur og introducerer flere gameplayelementer, mere frihed og et langt stærkere fokus på sci-fi horror. Samtidig holder det fast i det, studiet altid har været bedst til: spændende valg, karakterrelationer og filmisk stemning. Directive 8020 er måske ikke det mest skræmmende horrorspil på markedet, men det er et af de mest stemningsfulde. Kombinationen af det klaustrofobiske rumskib, det stærke lyddesign og den konstante paranoia skaber en oplevelse, der minder om at spille sig gennem en klassisk sci-fi horrorfilm.
Selvom enkelte gameplaysystemer stadig virker lidt ujævne, og nogle horrorbeats kan læses på forhånd, leverer spillet en gennemført og underholdende oplevelse, som især fans af Supermassives tidligere spil og klassiske sci-fi gyserfilm vil elske. For fans af narrative horror-spil er Directive 8020 et stærkt skridt fremad for studiet — og et af deres mest ambitiøse projekter til dato.
