Et førsteindtryk, der smuldrer mellem hænderne
Da Code Vein udkom i 2019, blev det hurtigt døbt “anime Dark Souls” — en betegnelse, der fungerede både som hæder og kritik. Bandai Namco formåede at sætte sit eget præg på Soulslike-genren med en farverig æstetik, fokus på relationer og et fleksibelt klassesystem, men kæmpede samtidig med ujævn historiefortælling og tekniske vanskeligheder. Med Code Vein 2 til PS5 kunne man derfor fristes til at tro, at seks års ventetid ville give serien en skarpere identitet; at ambitionerne var højere; at udviklerne nu havde fundet den magiske formel til at forene anime-udtryk og dystert action-RPG på overbevisende vis.Den illusion smuldrer dog hurtigt. Spillet åbner med en massiv mur af eksposition, der dumpes direkte i skødet på dig — uden megen formildende finesse. En fortællerstemme remser i højt tempo klichéer op om verdens undergang, mytiske helte, der for hundrede år siden absorberede al ondskaben i sig, og en nutid, hvor dette offer er ved at “udvandes”, så virkeligheden langsomt forsvinder. Menneskeheden er reduceret til næsten ingenting og erstattet af en vampyrlignende race, og alting er… ja, yada yada yada i stor stil. Det er svært at få fodfæste i loren, og præsentationen gør ikke meget for at hjælpe dig.Det første egentlige lyspunkt er til gengæld velkendt: Figurredigeringen. Ligesom i etteren er den et tydeligt kærlighedsprojekt. Mulighederne for at skabe en unik avatar er svimlende, men samtidig intuitive og lette at navigere. Man kan bruge timer i editoren og stadig opdage nye lag, accessories og stilvalg. Det er blot en skam, at ens hovedperson efterfølgende står stum som en saltstøtte gennem hele spillet. I et univers med så dialogtunge mellemsekvenser fremstår det både gammeldags og en smule akavet.
En verden, der viser sine sømme
Når man så endelig får kontrol i selve spillet, imponerer æstetikken desværre ikke. Code Vein 2 ligner til tider et sent PS4-spil mere end et moderne PS5-produkt: udvaskede teksturer, livløse miljøer selv for en postapokalypse, og animationer uden nævneværdig dynamik. Pop-ins og kort synsvidde gør heller ikke meget for helhedsindtrykket. Det hele føles mere konstrueret end levet — hvilket er en reel hæmsko i en genre, der normalt arbejder minutiøst med atmosfærisk worldbuilding.Historien bliver heller ikke lettere at kapere, som spillet fortsætter sin ekspositionsmaraton. En ung pige med store øjne (og et mystisk hul i brystet) dukker op og fører dig straks videre til endnu en karakter med… markante proportioner. Og så kommer tidsrejserne: Pludselig er vi 100 år tilbage i tiden for at… ændre et eller andet? Hvad præcis står uklart, og tidsrejsen virker heller ikke gennemtænkt, for ingen ved rigtigt, hvordan man kommer tilbage. Heldigvis ligger der tilfældigvis en gadget i nærheden, der måske kan klare det. Imens står hovedpersonen stumt og passivt i baggrunden — uden mulighed for at kommentere på noget af det.Oven i alt dette bliver du kastet ind i en menulabyrint fyldt med systemer, stats, talenttræer, buffs, Blood Codes og obskure ressourcer nok til at forvirre selv garvede Souls-veteraner. Pop-up-forklaringerne hjælper kun sporadisk, og mange kernefunktioner forklares overraskende dårligt. At skifte våben er klodset, at forstå udstyrets effekter tager tid og før man ved af det, har man brugt en halv time på frustreret at bladre mellem menuer.Og alligevel — midt i forvirringen, frustrationen og anime-kaosset sker der noget. Timerne begynder at forsvinde. Du finder et flow. Og langsomt men sikkert begynder Code Vein 2 at hænge sammen på en måde, der er mere charmerende, end den ujævne begyndelse burde tillade.
Et kampsystem der gemmer mere end det viser
Når spillets bombardement af systemer og menuer endelig begynder at give mening, træder Code Vein 2 nemlig frem som et langt mere interessant spil, end de første timer antyder. Under overfladen af ikoner, tal og kryptiske ressourcebetegnelser gemmer der sig nemlig et overraskende levende gameplay-loop, der adskiller sig positivt fra mange andre Soulslike-titler. Hvor genren ofte belønner en matematisk dans af dodges og kontraangreb, tilbyder Code Vein 2 en mere rytmisk og eksperimenterende kampsstil. De mange egenskaber, buffs og Blood Code-kombinationer kan virke overvældende i starten, men når man begynder at forstå deres indbyrdes dynamik, åbner kampene sig med en dybde, der både er tilfredsstillende og strategisk engagerende.Her viser spillet en styrke, som ofte overses i genren: En fornuftigt struktureret indlæringskurve. Det første område, hvorfra historien senere forgrener sig både i tid og geografi, er overskueligt i tempo og sværhedsgrad. De første reelle bosskampe er udfordrende nok til at kræve opmærksomhed, men så tilgængelige, at de fleste spillere med bare lidt erfaring i Soulslike-spillene kan nedlægge dem efter et par forsøg. Det er et sjældent eksempel på en titel, der tør give spilleren ro til at lære værktøjerne at kende, før den for alvor skruer bissen på.
En let glidende indgang
Men det betyder ikke, at Code Vein 2 er et let spil. Senere bosser – og især de mere aggressive elitefjender i åbne områder – presser dig hårdere, end man måske forventer. Spillet kræver i stigende grad, at du forstår dine buffs, bygger dit karakterbuild fornuftigt og udnytter synergi mellem evner, der ved første øjekast virker arbitrære. Det er her, det bliver tydeligt, at spillets dybde er både en styrke og en svaghed: Systemerne er spændende, men de er også gemt bag menuer, der til tider føles direkte modvillige mod at blive forstået. Mange ikoner forklares aldrig, tooltips er sporadiske, og interfacet føles indimellem mere som et arkivsystem end en del af et moderne action-RPG.Det er netop her, spillets mest grundlæggende problem viser sig: Code Vein 2 føles ekstremt gamificeret. Det er naturligvis et spil, men spillet insisterer i påfaldende grad på at minde dig om det. Fra de endimensionelle NPC’er, som gentager den samme replik ad infinitum, til de kluntede menuer og svært fordøjelige systembeskrivelser, bliver man konstant trukket ud af indlevelsen og mindet om, at verdenen er en konstruktion – ikke et sted, man lever i.Det samme gælder den åbne verden, som burde have været en triumf, men som ofte ender som en forhindring. Motorcyklen, der bruges til at navigere de større områder, hænger tit fast i terrænet, styringen føles stiv, og de store vidder mangler visuel variation og liv. Det skaber et vakuum mellem de ellers stærkt designede dungeons, som faktisk er et af spillets højdepunkter: Her er der godt tempereret afstande mellem save-points, en fornuftig størrelse samt en fornemmelse af struktur, der gør dem både overskuelige og tilfredsstillende at udforske. Man glæder sig til at komme tilbage til disse instanser – og kører halvt modvilligt gennem den åbne verden imellem dem.
Bosskampe med glimt af patos
På narrativt plan leverer spillet enkelte øjeblikke, der faktisk formår at engagere. Bosskampene er alle centreret omkring de mytiske helte, man enten skal redde eller befri, og her lykkes det til tider spillet at skabe en reel emotionel kerne. Første møde med helten Josée fremstår særligt vellykket: Hendes forhistorie bliver foldet elegant ud gennem tidsrejseafsnit, der både giver kampene kontekst og rummer en autenticitet, man ønsker mere af. Desværre bliver strukturen hurtigt forudsigelig. De næste heltes fortællinger følger stort set samme skabelon, hvilket udvander dramaet og reducerer fortællingen til en serie gentagelser, der mangler modet til at variere sin egen struktur.Alligevel er der noget ved Code Vein 2, som bliver hængende. Måske er det blandingen af et systemtungt, men tilfredsstillende kampsystem. Måske den langsomt voksende forståelse for dine evner. Måske de velkomponerede dungeons eller de enkelte glimt af narrativ dybde. Men det er et spil, der – trods sin klodsethed – finder en måde at charmere på. Ikke med elegance, men med insisteren.
Konklusion
Code Vein 2 er et spil fyldt med ambitioner, men også med kompromisser. Det snubler i sin åbning, det kammer over i eksposition, det kæmper med tekniske og æstetiske begrænsninger, og det mislykkes med at skabe en virkelig levende verden. Men samtidig rummer det et stærkt gameplay-loop, en solid indlæringskurve, et dybt kombinationssystem og enkelte narrative øjeblikke, der rent faktisk rammer. Resultatet er en oplevelse, der ikke lever op til sit fulde potentiale, men som heller ikke fortjener at blive afskrevet.
Karakter: 6/10
